Hospitalsdirektør til Hospitalsenhed Midt Kan du styre økonomi og kapacitet med fast og kyndig hånd og har du erfaring fra sundhedsvæsnet. Kan du udvikle gennem strategisk og involverende ledelse? Vil du være med til at sikre en fortsat stærk profil for Region Midtjyllands næststørste hospitalsenhed?

Dette job er udløbet

Som hospitalsdirektør indgår du som en del af hospitalsledelsen i et ligeværdigt samarbejde med sygeplejefaglig direktør og lægefaglig direktør. Sammen står I i spidsen for 22 afdelinger og centre på fire regionshospitaler i Viborg, Silkeborg, Hammel og Skive, der i 2017 tilsammen havde flere end 52.000 indlagte og knap 360.000 ambulante patienter. Du har medansvar for, at Hospitalsenhed Midt udvikler specialiserede sundhedsydelser, hvor patienterne oplever høj kvalitet og sammenhæng – et arbejde, som Hospitalsenhed Midts 4.200 medarbejdere udfører dedikeret med afsæt i nøgleordene ‘Med hjerne, hjerte og vilje’.

Skab retning og resultater
Din rolle som hospitalsdirektør er at have det brede fokus for hospitalsenheden. Hospitalsledelsens fire strategiske hovedopgaver er at skabe optimale rammer og retning for:

  • En sammenhængende og helhedsorienteret behandling og pleje af patienter
  • Uddannelse af de fremtidige medarbejdere i sundhedssektoren
  • Faglig udvikling, innovation og forskning
  • Udvikling af ledere og ledelse.

Hospitalsenhed Midt er kendetegnet ved høj patienttilfredshed og effektive patientforløb med få kontakter pr. forløb, sammedagsudredninger og en høj andel af dagkirurgi. Hospitalsenhed Midt udreder mere end en tredjedel af alle udredningspatienter i Region Midtjylland og har en høj overholdelsesgrad af udredningsretten. De 19 kliniske afdelinger og centre omlægger i høj grad patientforløb fra indlagt til ambulant og med en udpræget brug af ambuflex, telefonkonsultationer, fjernmonitorering og andre telemedicinske løsninger. Det tværsektorielle arbejde er i front og har medvirket til, at kurven for akutte indlæggelser er knækket gennem tæt samarbejde med kommuner og praktiserende læger.

Som hospitalsdirektør får du en nøglerolle i at videreføre denne kultur for optimerings- og udviklingsarbejde på tværs af hospitaler og sektorer, og du skal også have fokus på høj faglig kvalitet, service og sammenhængende patientforløb for hele hospitalsenheden. Samtidig skal Hospitalsenhed Midt overholde sit budget og patienternes rettigheder. Din hjælp til dette arbejde finder du udover hospitalsledelsen i en velfungerende strategisk ledergruppe på 45 mand og en veldrevet hospitalsadministration.

Som hospitalsdirektør skal du være strategisk og i høj grad involverende. Du formår at lede gennem dine relationer og opbygge tillid til din person – både i den strategiske ledergruppe og i et stærkt og konstruktivt MED-samarbejde. Du har blik for at skabe et godt arbejdsmiljø, og du navigerer hjemmevant i alle aspekter af hospitalets komplekse drift. Du står forrest på den digitale understøttelse af hospitalets kliniske arbejdsprocesser samt på det tekniske og servicemæssige område og kan sætte dig for bordenden i ledelsen af hospitalets byggeprojekter, herunder kvalitetsfondsprojektet med nyt akutcenter og ombygninger for 1. mia. kroner.

Som en del af hospitalsledelsen indgår du i koncernledelsen og refererer til Region Midtjyllands direktion. En væsentlig del af dit arbejde bliver derfor også at varetage konkrete opgaver på tværs af regionen og på vegne af den samlede koncernledelse. Samtidig forventes det, at hospitalsledelsen tænker lokale beslutninger ind i et regionalt perspektiv og kan agere i en politisk styret organisation.

Solid ledelseserfaring fra sundhedsvæsenet og værdibaseret ledelsesstil
Som hospitalsdirektør forventes det, at du har solid ledelseserfaring og har vist, at du kan lede store og komplekse opgaver inden for sundhedsvæsenet, hvor du har skabt resultater med et klart strategisk sigte. Du er respekteret og med en relevant samfundsfaglig/økonomisk og akademisk baggrund, suppleret med en ledelsesmæssig efter-/videreuddannelse.

Vi forventer derudover, at du via dine personlige, faglige og ledelsesmæssige kompetencer:

  • Arbejder værdi- og resultatorienteret
  • Besidder personlig integritet og har en lyttende, anerkendende og involverende lederstil
  • Er en god kommunikator og tydelig i dine budskaber
  • Vægter tværfagligt samarbejde og udvikling
  • Bidrager til at skabe sammenhæng og helhed i ydelser og opgaveløsning
  • Sikrer, at beslutninger implementeres på alle niveauer
  • Overholder aftalte kvalitetsmål, budgetrammer og aktivitetsmål.

Se stillingsbeskrivelse for ledere her: http://www.rm.dk/om-os/organisation/koncern-hr/lon–og-personaleforhold/rekruttering-og-ansattelse/overordnede-stillingsbeskrivelser-for-ledere/

Hospitalsenhed Midt – med hjerne, hjerte og vilje
Hospitalsenhed Midt omfatter regionshospitalerne i Viborg, Silkeborg, Skive og Hammel Neurocenter. Hospitalsenhed Midt er en af de bredeste hospitalsenheder i Danmark og har en stærk faglig profil med bl.a. Diagnostisk Center, Center for Planlagt Kirurgi i Silkeborg, højtspecialiserede funktioner på Hammel Neurocenter og Vestdansk Center for Rygmarvsskade.

Hospitalsenhed Midt er en stor uddannelsesinstitution med op imod 2.000 årlige uddannelsesforløb for elever og studerende. Forskning er også højt prioriteret – blandt andet i samarbejde med Aarhus Universitet med to universitetsklinikker. Der er cirka 250 forskningsaktive medarbejdere, og i 2017 publicerede de 181 peer-reviewed artikler i videnskabelige tidsskrifter samt otte ph.d.-afhandlinger.
Se nærmere om Hospitalsenhed Midt på www.hospitalsenhedmidt.dk

Om løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen som hospitalsdirektør aflønnes efter ”Aftale for chefer” på trin 53 med et opslagsniveau på 1.108.927 kr. (1. oktober 2018-niveau).
Stillingen vil desuden være omfattet af en resultatlønsaftale. Hertil kommer mulighed for forhandling af kvalifikationsløn.
Såfremt ansøger foretrækker det, kan ansættelsen ske på individuelle kontraktvilkår, hvorved der bliver mulighed for at forbedre de samlede ansættelsesvilkår indenfor en samlet ramme på 15 %, jf. ”Rammeaftale om kontraktansættelse for chefer”.
Ansættelsen sker ved Region Midtjylland med tjeneste indtil videre ved Hospitalsenhed Midt.

Få mere at vide hos
Koncerndirektør Ole Thomsen på tlf. 7841 0040 eller 2146 9807.

Ansøgningsfrist
Din ansøgning skal være os i hænde senest den 14. november 2018. Ansættelsessamtaler forventes at finde sted den 28. november og den 5. december. Der vil være persontest mellem 1. og 2. samtalerunde.
Tiltrædelse forventes den 1. februar 2019.