Har du lyst til at arbejde i ambulant psykiatri med incidente patienter indenfor psykose og dobbeltdiagnoser? Vi søger en overlæge til Klinik 2, OPUS og Team for Dobbeltdiagnoser, Afdeling for Psykoser, AUH Psykiatrien. Har du lyst til at være en del af et engageret hold af dedikerede medarbejdere, så glæder vi os til at modtage din ansøgning.

Dette job er udløbet

OPUS

OPUS er et tværfagligt team, der har som mål at give patienter med nydiagnosticeret skizofreni den bedst mulige behandling. Overlægens opgaver er alsidige og består af udredning, tilrettelæggelse af behandlingsplan i sparring med teamet, og et tæt samarbejde med patienter og pårørende. Der vil være behandlingsansvar for retslige patientforløb. OPUS har hoved- og regionsfunktion.

Team for Dobbeltdiagnoser

Teamet varetager psykiatriske udredninger af patienter med misbrug af rusmidler og uafklaret psykopatologi i et relationsopbyggende forløb. Overlægens opgave er team-sparring og overlægen har det lægelige behandlingsansvar i de komplekse udredningsforløb.

 

Vi søger en overlæge der har interesse for psykopatologi, og gerne med erfaring med SCAN, interesse for psykoterapi gerne med psykoterapeutisk videreuddannelse, til relationsopbyggende behandling ved psykosepatienter. Der vil være gode muligheder for uddannelse og undervisningsopgaver indenfor PSE og SCAN i et tæt samarbejde med forskningsafdelingen i AUH Psykiatrien.

Om arbejdet som overlæge i Klinik 2

Som overlæge i Klinik 2 i AFP vil du primært være tilknyttet OPUS og Team for Dobbeltdiagnoser, men opgaver i andre dele af AFP vil forekomme. Du vil referere til funktionsledelsen i Klinik 2 og ved lægefaglige udfordringer i dialog med overlægen i funktionsledelsen.

Har du i forvejen særlige kvalifikationer, skal vi sammen bringe dem i spil.

Vi lægger vægt på, at du har interesse for det videnskabelige arbejde med lyst til at bidrage aktivt med din faglighed. Vi søger en overlæge, som er god til at kommunikere med både patienter, pårørende og medarbejdere, og har erfaring som underviser af læger og tværfagligt personale.

Vi tilbyder dig :

  • En arbejdsplads med vægt på høj faglighed og behandling i samarbejde med patienten
  • Stort fokus på medarbejdernes trivsel, arbejdsmiljø og sikkerhed
  • Teamsamarbejde og tværfaglighed, hvor vi løfter ansvaret for svære behandlingsopgaver i fællesskab
  • Mulighed for både faglig og personlig udvikling i jobbet, alt efter dine ambitioner og afdelingens behov, herunder særlig fokus på faglig sparring, vejledning og videreuddannelse.
  • Tæt samarbejde med forskningsafdelingen med muligheder for at bidrage til kliniske projekter
  • Stærkt samarbejde med somatikken til gavn for både patienter og medarbejdere
  • Åbenhed overfor individuelle ønsker og ideer til udvikling af både behandlingen og dine karriereplaner
  • En arbejdsplads hvor uddannelses- og læringsmiljøet er højt prioriteret for alle faggrupper og vi er stolte af en stor søgning af uddannelseslæger til afdelingen.
  • International SCAN certificering
  • Høj faglighed og udvikling af regionsfunktionen med afsæt i specialplanen  på AUH-P, Skejby.

Om Afdeling for Psykoser

Afdeling for Psykoser varetager udredning af voksne patienter inden for hele ICD-10 spektret. Afdelingen behandler særligt patienter inden for det skizofrene og psykotiske område samt patienter med demens, delir, mental retardering, ADHD, autisme og misbrugsudløste tilstande. Afdelingen har regionsfunktion.

 

Afdelingen er placeret på Aarhus Universitetshospital i Skejby og hører organisatorisk under Psykiatrien i Region Midtjylland. Afdelingen har mere end 300 ansatte og ledes af en oversygeplejerske og en ledende overlæge.

 

Afdelingen omfatter tre sengeafsnit med hver 24 sengepladser, hvoraf tre sengepladser anvendes til patientstyrede indlæggelser. Afdelingen har endvidere et sengeafsnit med 16 “særlige pladser”, hvor der kan tilbydes en rehabiliterende indsats. Afdeling for Psykoser har endvidere to ambulante klinikker: Psykiatrisk Klinik 1, med Team for Psykoser og Team for Organiske Psykiske lidelser samt Psykiatrisk Klinik 2 med Team for Skizofreni – OPUS, Team for ADHD og Team for Dobbeltdiagnoser. I Afdeling for Psykoser er desuden en forskningsenhed.

 

Afdeling for Psykoser har forsknings- og undervisningsforpligtigelser og deltager i den kliniske undervisning af lægestuderende og læger samt psykologer i uddannelsesforløb til specialpsykologer. Der er uddannelsesforløb for læger inden for specialerne voksenpsykiatri og almen medicin.

Lægefaglig bedømmelse

Lægefaglig bedømmelse foretages på baggrund af ansøgerens oplysninger inden for de syv kompetenceområder. Vær opmærksom på, at besvarelsen skal indtastes som en del af den elektroniske ansøgningsprocedure. Det er således ikke tilstrækkeligt at vedhæfte skemaet til bedømmelse af lægefaglige kompetencer. Stillings- og funktionsbeskrivelse er vedhæftet.

Om stillingen

Hvis du ansættes som overlæge, vil du indgå i tilstedeværelsesvagt med efterfølgende beredskabsvagt med 5 hverdagsvagter og 2 weekendvagter på 20 uger.

Læs mere om stillingen i Stillings- og funktionsbeskrivelse overlæge.

Har du lyst til at høre mere om afdelingen og jobbet, er du meget velkommen til at kontakte ledende overlæge Signe Dolmer tlf. 2112 8254 eller funktionsledende overlæge Charlotte Emborg Mafi på tlf.: 21128253.

Du kan læse meget mere om AFP på vores hjemmeside https://www.psykiatrien.rm.dk/afdelinger/auhpsykiatrien/afdeling-for-psykoser/.

Stillingen ønskes besat pr. 1.marts 2021 eller efter aftale. Ansættelsen sker i henhold til den enhver tid gældende overenskomst på området mellem Danske Regioner og Foreningen af Speciallæger.

Ansøgningsfrist: 18. januar 2021

Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler den 2.februar 2021

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.