Fellowship – Akut Kirurgi Fellowship i fagområdet Akut Kirurgi

Dette job er udløbet

Der udbydes to fellowshipstillinger i fagområdet Akut Kirurgi. Uddannelsesforløbet har til sigte at kvalificere ansøgeren til fagområdeanerkendelse fra Dansk Kirurgisk Selskabs sektion for Akut Kirurgi.

Fagområdegodkendelse forudsætter bestået UEMS eksamen i Emergency Surgery. For krav til godkendelse til eksamen og oplysninger om krævede teoretiske og praktiske kompetencer henvises til www.uemssurg.org. Ved ansættelsen tilrettelægges et individuelt uddannelsesprogram med henblik på opnåelse af de krævede kompetencer.

Målgruppen er speciallæger i Kirurgi, der ønsker videreuddannelse indenfor fagområdet. Ansøgere med minimum et års og helst to års ansættelse som afdelingslæger foretrækkes. Speciallæger fra alle Regioner kan ansøge.

Det er en forudsætning for, at komme i betragtning til disse stillinger, at der er forhåndsaccept fra relevant ledelse i forhold til evt. nødvendig orlov.

Det forventes, at ansøgere har publiceret minimum et stykke videnskabeligt arbejde, som førsteforfatter i et peer-reviewed tidsskrift.

Om afdelingerne
Mave- og Tarm Kirurgi, AUH. MTK er placeret på Aarhus Universitetshospital, Nørrebrogade og Tage Hansensgade. Hovedparten af den akutte funktion er tilknyttet enheden på Nørrebrogade. Det er planlagt, at afdelingen i 2018 flytter under fælles tag i Skejby.

Afdelingen varetager alle former for akutkirurgi hos børn og voksne med undtagelse af herniekirurgi. Afdelingen er Traumecenter, Level 1 og Blødningscenter for Region Midt. Afdelingen har højtspecialiseret funktion indenfor hele den kirurgiske gastroenterologi med undtagelse af børnekirurgi, og varetager tillige på hovedfunktionsniveau et bredt udsnit af generelle kirurgiske lidelser.

Som Fellow i akut kirurgi fungerer man som afdelingslæge med fast daglig funktion i akutteamet. Det daglige arbejde består af bagvagtsfunktion, stuegang i sengeafsnittene herunder intensivt og børnekirurgisk afsnit. Varetagelse af det akutte operationsleje, samt elektive og subakutte operationer under fagområdet. Herudover kommer akutte tilsyn og operationer på hospitalets øvrige matrikler.

Vagtfunktionen vil på ansættelsestidspunktet være 8-skiftet bagvagt i tilstedeværelsesvagt, med to-holdsdrift på hverdage og 1-holdsdrift på lørdag-søndsge og helligdage. Efter udflytning vil de ske ændring i form af udtynding af hyppighed.

Hospitalsenheden Horsens
Kirurgisk Afdeling er en del af Akuthospitalet, HE Horsens, og varetager akut (~4000 ptt/år) og elektiv udredning og behandling af sygdomme inden for det kirurgiske område. Vores specielle indsatsområder er den laparoskopiske kirurgi, hvor især kolon-, galde- og herniekirurgien er i fokus.

Afdelingen har i mange år specialiseret sig i herniekirurgi, og har et af landets største herniecentre som varetager behandlingen af alle typer eksterne hernier, herunder komplicerede hernier for hele Region Midtjylland. Afdelingen har Regionsfunktion vedr. behandlingen af gigant- og parastomihernier iht. den nye Specialeplan.
Afdelingen har i en årrække arbejdet med laparoskopisk stenfjernelse i koledokus og er primus motor i implementeringen af denne behandling i Danmark.
Afdelingen råder endvidere over en af landets største endoskopienheder med ca. 15.000 skopier/år.

Som Fellow i akut kirurgi fungerer man som afdelingslæge med fast daglig funktion i relevante teams (hernier, galder). Det daglige arbejde består af bagvagtsfunktion, ambulatoriefunktion samt stuegang i relevante sengeafsnit. Varetagelse af akutte og elektive operationslejer hidrørende under fagområdet. Herudover kommer akutte tilsyn og operationer på øvrige kirurgiske matrikler i regionen i samråd med tildelt mentor.
Afdelingslægen indgår i 2-delt 9-skiftet bagvagt med vagt på tjenestestedet.

Ansøgning om ansættelse i fellowship sker ved, at sende en motiveret ansøgning. Ansøgningen skal udformes med henvisning til de 7 lægeroller. Skema kan hentes her Endvidere vedlægges CV omfattende pubilkationsliste, speciallægeautorisation samt dokumenteret operationsliste.

Udførlig stillingsbeskrivelse og uddannelsesplan afhandles endeligt efter ansættelsen efter vurdering af eksisterende kompetencer. Ansættelsen er betinget af en tilfredsstillende børneattest og en tilfredsstillende autorisation.

Begrænsning
I sagens natur er stillingerne tidsbegrænset og ansættelserne ophører efter 24 mdr. iht ansættelsesbrevet.

Ansøgningen stiles til afdelingsledelserne
Mave- og Tarmkirurgi, AUH
Kirurgisk afdeling, Hospitalsenheden Horsens.

Ansøgningsfrist den 11. december 2017. Af ansøgningen skal fremgå, hvilken af de udbudte fellowships, der ansøges om.

Har du spørgsmål til stillingerne, er du velkommen til, at kontakte overlæge Mette Cathrine Lauridsen på 2193 5690. Alternativt overlæge Hans Friis-Andersen på 7842 6222 / 2332 8517.

Fellowship 1
1. februar 2018  –   31. januar 2019 på  Aarhus Universitetshospital
1. februar 2019  –   31. januar 2020 på Hospitalsenheden Horsens

Fellowship 2
1. februar 2018  –   31. januar 2019 på Hospitalsenheden Horsens
1. februar 2019  –   31. januar 2020 på Aarhus Universitetshospital

Ansøgningerne samt relevante bilag skal være modtaget senest den 11. december 2017.
Ansættelsessamtaler afholdes i uge 50 eller 51, 2017.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil omplaceringsramte medarbejdere, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.