Delegerende overlæge til Præhospitalets ambulancer Brænder du for det akutte præhospitale område? Vil du være i front når det gælder udvikling og kvalitetssikring af den sundhedsfaglige indsats i ambulancerne, samt uddannelse af ambulancepersonalet? Er du speciallæge med præhospital erfaring?

Dette job er udløbet

Så har vi jobbet og udviklingsmulighederne til dig!

Præhospitalet og ambulancedrift
Præhospitalet er den driftsorganisation, der har ansvaret for det akutte, præhospitale område i Region Midtjylland: ambulancetjenesten, akutlægebiler, AMK-vagtcentralen, liggende sygetransport og sundhedsberedskabet. Den landsækkende akutlægehelikopterordning drives ligeledes fra Region Midtjylland.

Enkelte af ambulancerne drives i dag af regionen, mens størstedelen drives af de private Leverandører: Falck, Responce og Samsø Redningskorps. Den fordeling ændrer sig i 2021 hvor regionen samlet set hjemtager 60% af ambulancedriften, mens de resterende 40% skal drives af Falck og Samsø Redningskorps.

Præhospitalet er dermed en organisation i rivende udvikling, hvor kulturen er præget af pionerånd og af at alle vil levere præhospital indsats af højeste kvalitet.

Delegerende overlæge for ambulancerne
Som delegerende overlæge vil du få ansvaret for den sundhedsfaglige aktivitet udført af ambulancepersonalet. I praksis betyder at du ved delegationen skal sikre at det sker på et tilstrækkeligt grundlag ift. udvælgelse, instruktion og tilsyn med ambulancepersonalet.

I første omgang vil du skulle være delegerende overlæge for det regionalt ansatte ambulancepersonale, men fra december 2021 vil du også skulle varetage det sundhedsfaglige ansvar for de private ambulanceleverandører. Det sker fordi Præhospitalet hjemtager det delegerende lægeansvar for hele ambulancetjenesten samt den årlige efteruddannelse af alt ambulancepersonale i regionen – uanset om de er privat eller regionalt ansat.

Vi ser derfor ind i en ny stor og spændende opgave, som du i høj grad vil kunne få lov til at sætte dit præg på.

Der er som udgangspunkt tale om en stilling på 37 timer pr uge, men med mulighed for at stillingen i stedet oprettes som en delestilling (min 50%) i kombination med nuværende kliniske ansættelse på et af Region Midtjyllands hospitaler. Kombinationen med en klinisk ansættelse vægtes i denne sammenhæng positivt, idet det giver mulighed for opretholdelse af lægefagligheden og de kliniske kompetencer, til gavn for funktion som delegerende overlæge.

Uddannelses- og Kvalitetsenhed
Til at understøtte arbejdet med delegation og efteruddannelse af ambulancepersonalet, etableres en Uddannelses- og Kvalitetsenhed for de kørende beredskaber. Som delegerende overlæge vil du skulle varetage den faglige ledelse for ambulancepersonalet, mens den daglige ledelse af enheden varetages af en ambulancefaglig og en administrativ funktionsleder. Enheden kommer derudover bl.a. til at bestå af ambulancefaglige vejledere, administrative medarbejdere og 1-3 læger i brøkansættelser til at varetage det lægelige arbejde i enheden, i tæt samarbejde med dig.

Etableringen af enheden er i sin spæde start, hvormed den første store opgave vil være at bidrage til opbygningen af enheden og ansættelse af medarbejdere i samarbejde med den daglige ledelse.

Som delegerende overlæge for ambulancerne vil du også skulle indgå i det Præhospitale lægefaglige forum og generelt være aktiv i det lægefaglige samarbejde, aktiviteterne og udviklingen, som foregår på tværs af Præhospitalet; i AMK-vagtcentralen, Akutlægebilerne, Akutlægehelikopterne og Sundhedsberedskabet.

Om dig
Stillingen ønskes besat af en erfaren speciallæge, gerne med præhospital erfaring.

Det er helt centralt at du brænder for at gå forrest i udviklingen og kvalitetssikringen af den sundhedsfaglige indsats i ambulancerne og at du er ambitiøs på at styrke den faglige udvikling af ambulancebehandlere og paramedicinere.

Du skal kunne begå dig i en stilling med højt opgaveflow og mange  samarbejdsflader, både internt og eksternt.

Som delegerende overlæge skal du kunne tage ansvar for og sætte den faglige standard højt men samtidig være drivkraft for et udviklende læringsmiljø og efteruddannelse af ambulancepersonalet, så det sikres at de er klædt på til når det virkelig gælder.

Vi forventer, at du:

  • har en relevant uddannelse som speciallæge og præhospital erfaring
  • er dygtig til at skabe holdånd og samarbejdsrelationer på tværs af alle lag
  • er en god kommunikator og kan videreformidle den komplekse faglige dialog til andre faggrupper og til lægmand
  • har interesse for og gerne erfaring med udviklingsarbejde, kvalitetssikring og patientsikkerhed,
  • har fremragende evner for samarbejde med forskellige faggrupper, kulturer og traditioner indenfor beredskab og det præhospitale område – også i akutte og pressede situationer
  • har god organisationsforståelse og trives i en politisk styret organisation
  • er innovativ og har erfaring med projekter inden for akutområdet

Vi kan tilbyde:

  • en interessant og krævende stilling som faglig leder med mulighed for stor indflydelse
  • mulighed for at indgå i regionale og nationale udviklingstiltag præhospitalt
  • relevant efteruddannelse
  • uddannelse i relevante akutmedicinske kurser, bl.a. ATLS, PHTLS, STAR, ISL-SUND og strategisk beredskabsledelse
  • mulighed for at indgå i forskningsprojekter på det præhospitale og akutmedicinske område.

Den delegerende overlæges ansvar og opgaver er:

  • at varetage delegationen af den sundhedsfaglige indsats til ambulancepersonalet, herunder etablering af arbejdsgange der sikrer de rette vilkår for delegation (udvælgelse, instruksion og tilsyn)
  • at bidrage til planlægning og afvikling af den årlige efteruddannelse af ambulancepersonalet
  • at varetage det lægefaglige ansvar ift. udvikling, samt kvalitetssikring og monitorering af den sundhedsfaglige indsats i ambulancerne
  • at varetage det lægefglige ansvar ift. patientsikkerhed, herunder bidrage til analyse og læring af UTH’er og patientklager
  • at varetage den faglige godkendelse af ambulancetjenestens sundhedsfaglige retningslinjer
  • bidrage til den samlede præhospitale udvikling, bl.a. via deltagelse i det Præhospitale lægefaglige forum og præhospitale forskningsfora.

Løn- og ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker ved Region Midtjylland med tjeneste ved Præhospitalet. Den delegerende overlæge refererer til den lægefaglige direktør. Ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst mellem Danske Regioner og Foreningen af Speciallæger. Aflønningen fastlægges i henhold til principperne om lokal løndannelse.
Der er som udgangspunkt tale om en stilling på 37 timer pr uge, men med mulighed for at stillingen i stedet oprettes som en delestilling (min 50%) i kombination med nuværende klinisk ansættelse på et af Region Midtjyllands hospitaler.

Du får kontor i Århus i Præhospitalets lokaler på Olof Palmes Allé 34, 8200 Århus N.

Den faglige bedømmelse vil ske på baggrund af ansøgerens oplysninger om egne kompetencer inden for hver af speciallægens syv roller. Ansøgningen bør være udfærdiget under hensyntagen til Region Midtjyllands retningslinjer for faglig bedømmelse af ansøgere til speciallægestillinger, således at der sammen med ansøgningen indsendes udfyldt skema til bedømmelse af lægefaglige kompetencer.

Begge dele kan findes på Region Midtjyllands hjemmeside www.regionmidtjylland.dk under Om os – Organisation – Koncern HR – Ansættelses- og lønforhold – Rekruttering og ansættelse – Ansættelse af speciallæger

Yderligere oplysninger
Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du henvende dig til Præhospitalets lægefaglige direktør Per Sabro Nielsen på 78 41 49 00 / 21 34 98 87 eller på mail per.sabro@ph.rm.dk

Du kan læse mere om
Præhospitalet på: http://www.ph.rm.dk

Samtaler finder sted den 10. december og 18. december 2020 i Aarhus. Ansøgere der går videre til 2. samtalerunde må forvente at gennemgå et testforløb den 15. december 2020.

Sådan gør du
Du kan søge stillingen ved at klikke på ”Send ansøgning/Søg jobbet” i stillingsopslaget. Vedhæft CV og relevante bilag.

Ansøgningsfrist er den 6. december 2020.

Opstart den 1. februar 2021 eller hurtigst muligt.