Chef for rehabiliteringsklinik Har du lyst til at arbejde i en unik privat sundheds- og menneskerettighedsorganisation, der blandt andet behandler og rehabiliterer traumatiserede flygtninge i Danmark? Og er du en erfaren personaleleder med et godt overblik, stor faglighed og stærke kommunikative evner?

Dette job er udløbet

Så kan DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur – tilbyde dig en spændende mulighed som chef for vores danske klinik.

Vi blev grundlagt i 1982 som et af verdens første specialiserede torturrehabiliteringscentre. I dag er vi en ledende globale aktør inden for forskningsbaseret forebyggelse af tortur og rehabilitering af traumatiserede ofre i hele verden. Vi arbejder både politisk, sundhedsfagligt, juridisk og udviklingsfagligt for en verden fri for tortur.

DIGNITYs danske klinik arbejder med tværfaglig behandling og rehabilitering af traumatiserede flygtninge og deres familier samt forsknings- og udviklingsarbejde. Vi har status af høj specialisering fra Sundhedsstyrelsen og driftsoverenskomst med Region Hovedstaden.

Om stillingen
I vores klinik foregår ambulant behandling og rehabiliteringsarbejde i et tæt tværfagligt samarbejde mellem læger, socialrådgivere, fysioterapeuter og psykologer. Desuden har vi et sekretariat, der er hjertet i vores klinik.

Som leder i DIGNITY, og chef for vores klinik, vil du være ansvarlig for:

  • personaleledelse af klinikkens godt 20 medarbejdere
  • klinikkens budget, omkostningseffektivitet, relationer til samarbejdspartnere og skabelse af nye indtægtskilder. Dette sker i tæt samarbejde med blandt andet Administrationsafdelingen
  • klinikkens daglige drift, herunder at klinikken leverer på baggrund af fastsatte ydelses- og behandlingsmål
  • strategisk ledelse og udvikling af klinikken
  • faglig kvalitet, kompetenceudvikling og forskningsledelse i klinikken.

Du vil også, sammen med resten af DIGNITYs ledelse, bidrage til strategisk ledelse af DIGNITYs samlede organisation. Du vil indgå i DIGNITYs ledergruppe og referere til DIGNITYs direktør.

Vi vil i de kommende måneder gennemføre flere spændende forandringsprojekter i klinikken med fokus på et stærkt og godt arbejdsmiljø, retænkning af klinikkens organisering og udarbejdelse af en flerårig strategi for klinikkens videre udvikling. Du vil som klinikkens leder stå i spidsen for dette arbejde i koordination med blandt andet Direktøren, Vicedirektøren og HR-chefen.

Kompetencer
Du skal have en uddannelse på mindst masterniveau, og

  • ledelseserfaring (supplerende efteruddannelse indenfor ledelse eller lignende er en fordel)
  • ledelseserfaring indenfor drift af et sundhedsområde er en fordel
  • erfaring med forskning, herunder ledelse af forskere, er en fordel.

Du skal:

  • være dygtig til at motivere og engagere medarbejdere samt skabe tillid, respekt og at gå foran
  • have empati og omsorg i personaleledelsesrollen, herunder i forhold til medarbejdere, der arbejder med meget udsatte klienter
  • være dygtig til at prioritere, skabe effektive processer og skabe overblik både for klinikken som helhed og den enkelte medarbejder
  • være en stærk kommunikator
  • være resultatorienteret og innovativ og levere strategisk udsyn
  • være robust med et godt humør, personligt overskud og engagement i det gode arbejdsmiljø.

Ansættelsesvilkår

Stillingen er placeret i DIGNITYs klinik med reference til direktøren. Klinikken befinder sig geografisk på vores hovedadresse på Bryggervangen 55, 2100 Kbh. Ø.

Du ansættes uden øvre arbejdstid. Ansættelsen sker på baggrund af relevant overenskomst og på niveau med mellemlederstillinger i lignende NGO’er.

Yderligere information

Yderligere information vedrørende stillingen kan fås ved henvendelse til direktør Rasmus Grue Christensen på tlf. 31 26 41 06/mail: rgc@dignity.dk, eller HR chef Lene Høg Jensen på tlf. 22 10 45 57/mail: lhje@dignity.dk.

Forventet tiltrædelse: 1. maj 2020 eller hurtigst muligt derefter.

Ansøgning med CV og eksamensbevis sendes via linket og skal være modtaget hos DIGNITY senest onsdag den 18. marts 2020 kl. 23:59.

Vi forventer at afholde første samtalerunde mandag den 23. marts 2020 og anden runde torsdag den 26. marts 2020. Man må forvente at skulle forberede en mindre opgave mellem de to samtaler.

DIGNITY er en selvejende humanitær, politisk uafhængig organisation. DIGNITY rehabiliterer traumatiserede flygtninge i Danmark, laver international forskning inden for torturfeltet og leverer målrettet udviklingssamarbejde med organisationer og partnere i mere end tyve udviklingslande. Du kan læse mere om vores organisation og arbejde på www.dignity.dk. DIGNITY betragter mangfoldighed som en styrke og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge stillingen uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder.