Bredt funderet almen mediciner, intern mediciner (geriater) søges til Organkirurgi, Sygehus Lillebælt, Kolding Organkirurgi, Kolding Sygehus

Ansøgningsfrist: 24/10/2019 Sygehus Lillebælt

Da vores indlagte patienter i tiltagende grad er udfordret af deres co-morbiditet, foruden de kirurgiske lidelser vi også behandler dem for, har vi brug for at udvide teamet med en fagligt bredt funderet, medicinsk speciallæge.

Så hvis du værdsætter gode kolleger og et uformelt og inspirerende tværfagligt miljø, hvor du i udpræget grad kan sætte dit aftryk på behandlingen af patienterne indenfor et bredt medicinsk fagområde, søger vi din hjælp til vores sengeafsnit.

Du kommer til at gå stuegang på vores patienter sammen med 2-3yngre læger, samt mindst én kirurgisk speciallæge, så der er altid sparring at hente i forhold til de kirurgiske problemstillinger. Der vil være rig mulighed for at lære fra sig overfor både plejepersonalet og dine kirurgiske kolleger på alle niveauer, ligesom du også, over tid, vil få indsigt i det organkirurgiske sygdomsområde.

Da denne stilling, for os, er en ny måde at sikre kvaliteten for de indlagte patienter, vil du i udpræget grad selv skulle være med til at definere jobindholdet og arbejdsgangene. Vi er fleksible ift. evt. deltidsansættelse, ligesom stillingen naturligvis som udgangspunkt er vagtfri.

Afdelingen er en del af Sygehus Lillebælts akutsygehus, og vi har derfor særligt fokus på den akutte patient. Vi har et fremragende samarbejde med vores store medicinske afdeling, som du naturligvis også vil få et tæt samarbejde med. Vi har fokus på patient- og pårørendeinddragelse og fælles beslutningstagning, og er aktuelt i gang med at optimere stuegangen generelt.

I forhold til det organkirurgiske speciale, varetager vi akut- og elektiv diagnostik, behandling og pleje af patienter i det organkirurgiske speciale, dvs. benigne lidelser i gastrointestinal-kanalen og tilhørende organer. Maligne lidelser udredes og behandles i samarbejde med Odense Universitets Hospital (OUH). Patienter med kolorektal cancer diagnosticeres i afdelingen, men behandling og pleje varetages af Organkirurg, Vejle.

Afdelingen har regionsfunktion indenfor hiatushernier og refluks. Specialist funktionen omkring de store hiatushernier varetages af OUH. Vi er center for benign robotkirurgi, og førende indenfor herniekirurgi på robot. De elektive opgaver omfatter udredning, behandling og pleje af patienter med lever- og galdevejslidelser inkl. ERCP, herniekirurgi samt benigne kolorektale og anale lidelser.

 

Nøgleinformationer om afdelingen: Organkirurgisk afdeling er organiseret med en sengeafdeling, ambulatorium med stomi- og sårfunktion, endoskopiafsnit og operationsgang. Dertil kommer sengepladser i vores akutmodtagelse, et dagkirurgisk afsnit og et korttidskirurgisk afsnit.

 

Sengeafdelingen har 26 sengepladser med ca. 3.400 indlæggelser pr. år. I ambulatoriet har 4.700 konsultationer og ca. 4.500 gastro- og koloskopier pr. år. Vi udfører ca. 3.500 operationer og ca. 300 ERCP’er pr. år. Afdelingen har ca. 140 ansatte, heraf 40 læger.

 

Så har du lyst til at være med til at højne kvaliteten i behandlingen for vores indlagte patienter, og har mod på at udvikle konceptet med fast medicinsk stuegang på en kirurgisk afdeling, er det dig vi søger!

Løn og ansættelsesvilkår sker i henhold til gældende overenskomst. Du er meget velkommen til at høre mere om afdelingen eller besøge afdelingen for en fremvisning ved henvendelse til Ledende Overlæge Thomas Cotzand tlf. 29258220 eller på mail tco@rsyd.dk

 

Ansøgere skal i ansøgningen forholde sig til de syv kompetenceområder: Medicinsk ekspertise, kommunikation, samarbejde, ledelse/kommunikation, sundhedsfremme, akademiker, professionel og i videst omfang dokumentere kvalifikationerne inden for disse kompetencer.  

 

Ansøgningsfrist: 24. Oktober 2019

 

Der afholdes ansættelsessamtaler 28. Oktober 2019