Børn og Unge på Hospitalsenheden Midt har en stilling som vikar for afdelingslæge/reservelæge ledig med start 01.11.2020 og et år frem. Vi efterspørger en kollega, som har lyst til at arbejde med børn og unge, er faglig kompetent og engageret og med lyst til at yde en indsats sammen en række gode kollegaer og tværfaglige samarbejdspartnere.

Dette job er udløbet

Børn og Unge omfatter

  • Neonatalafsnit modtagende børn fra gestationsuge 28 samt plads til medindlagte mødre
  • Sengeafsnit med pædiatriske heldøgnssenge
  • Dagafsnit
  • Døgnåben børnemodtagelse
  • Børn og Unge klinik med almen pædiatri og specialambulatorier

Afdelingen er i høj grad organiseret i tværfaglige specialiserede teams.

Afdelingen har uddannelsesforpligtigelse over for uddannelsessøgende inden for de fleste sundhedsfaglige uddannelser. I uddannelsen af speciallæger i pædiatri varetager afdelingen hoveduddannelsesforløb samt introduktionsstillinger. Afdelingen har ry for et godt uddannelsesmiljø med tæt supervision og mesterlære.

Afdelingen varetager klinisk og teoretisk undervisning af lægestuderende.

Arbejdstilrettelæggelse: 8-9 skiftet forvagt med tilstedeværelsesvagt i 2-holdsdrift. Bagvagt ligeledes i tilstedeværelsesvagt.

Om Hospitalsenhed Midt
Hospitalsenhed Midt omfatter Regionshospitalet Viborg, Regionshospitalet Silkeborg, Regionshospitalet Hammel Neurocenter og Regionshospitalet Skive og har ca. 4.200 ansatte samt et budget på ca. 2,3 mia. kr. årligt.

De fire regionshospitaler danner tilsammen en hospitalsenhed, der har en stærk faglig profil og er i kraft af specialernes kompleksitet og bredde en af de bredest specialiserede hospitalsenheder i Jylland.

Se nærmere om Hospitalsenhed Midt på www.hospitalsenhedmidt.dk

Om løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst.

Med henvisning til Lov om indhentelse af børneattest i forbindelse med ansættelse af personale m.v., vil der blive indhentet børneattest i forbindelse med eventuel ansættelse

Ansættelsen sker ved Region Midtjylland med tjeneste indtil videre ved Hospitalsenhed Midt, Børn og Unge, Regionshospitalet Viborg.

Yderligere oplysninger
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til konst. ledende overlæge Jens Peter Nielsen tlf. 7844 5541

Din ansøgning
Din ansøgning indeholdende autorisationsID, oplysninger om uddannelse og hidtidig erfaring skal være os i hænde elektronisk senest mandagden 21. september 2020.

Ansættelsessamtaler forventes at finde sted torsdag, den 24. september 2020.

Fakta om Børn og Unge
Børn og unge fra fødslen til 17 år, kan blive undersøgt og behandlet, hvis de er henvist af praktiserende læge, vagtlæge eller skadestue og er blevet sendt videre til Børn og Unge Afdelingen.

Børn og Unge på Regionshospitalet Viborg varetager hovedfunktion indenfor de almindelige pædiatriske fagområder. Desuden har afdelingen regionsfunktioner indenfor neonatologi, gastroenterologi og neuropædiatri samt højt specialiseret funktion indenfor allergologi.

Afdelingen har 31 senge og ca. 13.000 ambulante besøg om året.

På Børn og Unge arbejdes der ud fra en tværfaglig indsats, hvor følgende faggrupper er repræsenteret: Læge, sygeplejerske, sekretær, diætist, psykolog, socialrådgiver, pædagog og fysioterapeut.

Det enkelte forløb på afdelingen kan betyde kontakt med flere forskellige afsnit.
Afdelingen er delt op i Afsnit for Syge nyfødte og tidligt fødte, Akutafsnit, Sengeafsnit (Børn og Unge Afsnit), Dagklinik og Klinik.

Vores mål er at skabe de bedste betingelser for børn, unge og deres familier i forbindelse med deres kontakt til afdelingen. Der arbejdes ud fra Familiecentreret pleje, hvor kontaktpersoner eller teams står for planlægning og koordinering af pleje- og behandlingsforløbet.

For at inddrage unge med kronisk sygdom og få feedback har vi etableret et ungepanel.

Vi har besøg af hospitalsklovne, Legehelte og Børnenes ven på afdelingen.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.