Barselsvikar for reservelæge (mellemvagt) ved Kirurgisk Afdeling, Regionshospitalet Horsens. Et vikariat for reservelæge (mellemvagtsniveau) grundet barsel i Kirurgi er ledigt til besættelse pr. 01.10.19 eller efter aftale. Vikariatet er på 6 måneder, men kan evt. forlænges.

Dette job er udløbet

Ansættelsen sker ved det kirurgiske serviceområde i Region Midtjylland med tjeneste ved Regionshospitalet Horsens. Der er tale om 8-skiftet vagt med vagt på tjenestestedet.

Reservelægen kan forvente deltagelse i diagnostisk gastroskopi, sigmoideoskopi og koloskopi, samt hernieoperationer og laparoskopisk  kolecystektomi. Der er mulighed for undervisning samt deltagelse i forskningsaktivitet.

Kirurgisk Afdeling er en del af Akuthospitalet, RH Horsens, og varetager akut (~4000 ptt/år) og elektiv udredning og behandling af sygdomme inden for det gastro-enterologiske område. Vores specielle indsatsområder er den mini-invasive, laparoskopiske kirurgi, hvor især colon-, galde- og herniekirurgien er i fokus. Afdelingen har i en årrække arbejdet med laparoskopisk stenfjernelse i koledokus og er primus motor i udrulningen af denne behandling i Danmark.

Afdelingen har i mange år specialiseret sig i herniekirurgi, og varetager behandlingen af komplicerede hernier for hele Region Midtjylland og har fået tildelt regionsfunktionen vedr. behandlingen af gigant- og parastomihernier i den nye Specialeplan.

Der er ca. 100 medarbejdere i Kirurgisk Afdeling, heraf 16 speciallæger og 10 læger under uddannelse.

Kirurgisk Afdeling består af to afsnit med i alt 35 senge, et ambulatorium samt en stomi/sår klinik. På hospitalets Dagkirurgiske og Endoskopiske Centre udføres ambulante kirurgiske operationer (~1500/år) og skopier (~14.000/år).

Regionshospitalet er kontakthospital for Horsens, Hedensted, Odder og Skanderborg Kommuner svarende til en befolkning på ca. 220.000. Optageområdet for endoskopier inkluderer også Aarhus Kommune.

I forbindelse med udvidelsen af Regionshospitalet Horsens er der bygget et nyt hus, hvis faciliteter bl.a. omfatter opbygning af en Perioperativ Enhed, en helt ny operationsgang og nye sengeafsnit til Kirurgisk Afdeling.

Yderligere oplysninger fås ved ledende overlæge Jørn Selling Rasmussen på tlf. nr. 78 42 62 07.

Ansøgningsfrist den 18. august 2019.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.