Fagligt ambitiøs afsnitsledende overlæge der vil være med til at opstarte et nyt botilbudsafsnit

Dette job er udløbet

Vægter du faglighed højt, og vil du være med til at etablere et intensivt sengeafsnit i helt nybyggede hospitalsfaciliteter på Bispebjerg matriklen?

Psykiatrisk Center København søger en afsnitsledende overlæge. Stillingen ønskes besat med en speciallæge i psykiatri, og stillingen er ledig til besættelse 1. september 2021 eller snarest muligt derefter.

Ansættelsen vil være på Psykiatrisk Center København, Rigshospitalsmatriklen, indtil flytning til Bispebjerg matriklen sommer 2022.

Vi tilbyder
En udfordrende arbejdsplads med gode udviklingsmuligheder på et højt fagligt niveau. Vi tilbyder et attraktivt job i en organisation med fokus på tillid, åbenhed og dialog, og med store muligheder for at gøre en forskel og påvirke fremtidens psykiatri.

Der er ved Psykiatrisk Center København (PCK) et levende forskningsmiljø på internationalt niveau. På PCK er ambitionen en tæt sammenhæng mellem forskning og klinik, så vejen fra ny viden til klinisk praksis forkortes, og så medarbejderne involveres i centrets mangfoldige forskningsaktiviteter. Som universitetshospital varetager vi også studenterundervisning, som er en vigtig del af arbejdet i løbet af semestrene.

Det bliver du en del af
Det intensive sengeafsnit 6112 har 12 senge og en personalegruppe, der består af både erfarne og mindre erfarne medarbejdere. Afsnittet er beliggende på Rigshospitalsmatriklen frem til sommer 2022. Her flytter afsnittet sammen med det andet intensive afsnit på Rigshospitalsmatriklen til helt nybyggede hospitalsfaciliteter på Bispebjerg, Ny Psykiatri Bispebjerg, hvor alle sengeafsnit på PCK etapevis skal samles i løbet af den kommende årrække.

Specialafsnit for patienter bosiddende på botilbud

Som en del af Fremtidens PCK vil afsnittet frem mod Ny Psykiatri Bispebjerg skulle udvikle sig til at være et specialafsnit for patienter bosiddende på botilbud. Patienter på botilbud er kendetegnet ved komplekse problemstillinger (svære psykiske lidelser, ofte behandlingsresistens, retslige særforanstaltninger, komorbid somatisk lidelse og misbrug), som nødvendiggør særlige kompetencer og en særlig organisering. Samtidig har denne patientgruppe mange sociale udfordringer, som fordrer et tæt samarbejde mellem sengeafsnit, ambulante behandlere, botilbud og kommune.

For at kunne løfte denne opgave vil afsnittet arbejde med en særlig organisation, der muliggør et tæt samarbejde med botilbudsteamet (som behandler afsnittets patienter ambulant) og de kommunale samarbejdspartnere.

Når afsnittet flytter til Ny Psykiatri Bispebjerg, får det 16 senge.

Din rolle og ansvarsområder
Stillingen som afsnitsledende overlæge vil således indebære, at du sammen med afdelingssygeplejersken fører afsnittet frem til Ny Psykiatri Bispebjerg. Dermed vil du arbejde med optimering og nytænkning af afsnittets arbejdsgange for at fremme det sammenhængende patientforløb.

Arbejdet frem mod Ny Psykiatri Bispebjerg understøttes af pejlemærker udviklet til samlingen af Fremtidens PCK.

Vi vægter det tværfaglige samarbejde i afsnittet højt, og vi har fokus på det gode strukturerede patientforløb. Som afsnitsledende overlæge vil du arbejde tæt sammen med afdelingssygeplejerske, afdelingsledelsen, det ambulante botilbudsteam og naturligvis personalet omkring patientforløbet.

Du vil som ny afsnitsledende overlæge sammen med afdelingssygeplejersken sikre, at patienterne føler sig godt behandlet, at den faglige standard er høj, og at arbejdsmiljøet for personalet er i fokus.

Om overlægestillinger på PCK 
Overlæger på PCK har forskudt dagtjeneste (Speciallæge-I-Front) i akutmodtagelsen på Bispebjerg matriklen (ca.14 gange årligt).

Hvis du ønsker det, er der mulighed for FEA-vagter på Gentofte.

Læs mere om Region Hovedstadens Psykiatri og Psykiatrisk Center København på www.psykiatri-regionh.dk

Ansøgning 
Ansøgningen bedes bilagt CV samt dokumentation for formelle og faglige kompetencer. Løn- og ansættelsesforhold er i overensstemmelse med gældende overenskomst.

Der vil ved ansøgning om ansættelse, ske en bedømmelse af ansøger på baggrund af ansøgerens oplysninger om egne kompetencer indenfor de syv kompetenceområder, jf. vejledning for faglig bedømmelse af ansøgere til overlægestillinger i Region Hovedstaden.

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til klinikchef Lone Baandrup på 91 16 59 03 eller på mail: lone.baandrup@regionh.dk. Ved spørgsmål specifikt omkring Righospitalsmatriklen kan klinikchef Anders Fink-Jensen kontaktes på 22 75 58 43 eller på mail: anders.fink-jensen@regionh.dk.

Ansøgningsfristen er den 6. april 2021 kl. 12.00. Ansættelsessamtaler forventes afholdt umiddelbart efter fristens udløb.

Om Psykiatrisk Center København
Psykiatrisk Center København (PCK) er en del af Region Hovedstadens Psykiatri.

PCK er Danmarks største psykiatriske center med en lang række almene og specialiserede tilbud. Centret er kendt for at være i front med nye behandlingstilbud, som udspringer af den anerkendte forskning, der udføres i centret.

PCK har et optageområde på cirka 430.000 borgere dækkende Københavnerområderne Nordvest, Nørrebro, Østerbro, indre by, Frederiksberg og Vanløse. Centeret er organisatorisk placeret i Region Hovedstadens Psykiatri, og geografisk placeret dels på Rigshospitalsmatriklen, dels på Bispebjerg, Gentofte og Frederiksberg Hospitaler, samt i mindre enheder rundt omkring i optageområdet. Vi behandler affektive lidelser, skizofreni, andre psykoser, komplekse neuropsykiatriske lidelser samt personlighedsforstyrrelser. Centeret har en række specialområder så som: Psykoterapi, angst, OCD, affektive lidelser, sexologi, neuropsykiatri, herunder psykiatrisk vurdering ved epilepsikirurgi og liaison, samt ældrepsykiatri og militærpsykiatri.

Forskning er højt prioriteret på PCK, og der er på centret ansat otte professorer samt en række selvstændige forskningsmiljøer ved siden af professorgrupperne. Forskningen på PCK er blandt de førende i Danmark og gør sig bemærket internationalt.