Afdelingslæge til traumesektionen, Ortopædkirurgisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital Køge Ved Ortopædkirurgisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital Køge, er der en stilling som afdelingslæge ledig fra den 01.03.19 eller snarest derefter.

Dette job er udløbet

Region Sjælland har et befolkningstal på ca. 816.000 borgere, der betjenes af fire administrative somatiske sygehusenheder.

Regionens sygehusplan har udpeget Køge som akutsygehus og kommende hovedsygehus.

Sjællands Universitetshospital indgår i Københavns Universitetshospital, som er et samarbejde mellem Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet og sygehusene i Region Hovedstaden og Region Sjælland.

For Sjællands Universitetshospital, Roskilde og Køge, er patienternes ønsker og forventninger vigtige elementer i planlægning af optimale patientforløb.

Sjællands Universitetshospital vil være pioner i det danske sundhedsvæsen og definere en ny, bedre og anderledes måde at drive et sundhedsvæsen på. Med overskriften ”Patienten er alt” implementerer hospitalet en ambitiøs strategi, som vil sætte en ny retning for fremtiden. Missionen er patienten, og visionen er suveræn kvalitet.

Sjællands Universitetshospital er etableret som en organisatorisk enhed. Vi er således allerede nu i gang med at skabe et samlet og bedre sundhedsvæsen for regionens borgere og en spændende og udviklende arbejdsplads for medarbejderne.

Når bygningerne i Køge står færdige i 2022, vil regionens specialiserede behandlings-, forsknings- og undervisningsaktiviteter være samlet her.

Læs mere om Sjællands Universitetshospital på:http://www.regionsjaelland.dk/suh

Øvrige specialer på Køge

Anæstesiologi med et intensivt terapiafsnit samt palliationsenhed, kirurgi, reumatologi, oto-rhino-laryngologi, kæbekirurgi, klinisk biokemi, klinisk fysiologi, billeddiagnostik inkl. CT-skanning, MR-skanning og ultralydsdiagnostik samt intern medicin omfattende endokrinologi, kardiologi og medicinsk gastroenterologi. Desuden findes en akutafdeling med egen lægestab. Kirurgisk afdeling har fælles ledelse for afsnit i Køge, Roskilde og Nykøbing Falster.

Ledelse

På Sjællands Universitetshospital Roskilde og Køge er der etableret afdelingsledelser med decentralisering af en række ledelsesmæssige, økonomiske og administrative opgaver.

Den ledende overlæge og den ledende oversygeplejerske udgør i fællesskab afdelingsledelsen, der har det ledelses- og driftsmæssige ansvar for afdelingen. Afdelingsledelsen er således ansvarlig for fordeling af funktioner, arbejdsopgaver og ressourcer. Fordelingen skal ske ud fra faglige og funktionelle hensyn, herunder hensyn til helhed i patientforløb. Derudover skal der tages hensyn til rationel ressourceanvendelse.

Den ledende overlæge fastlægger efter samråd med afdelingens øvrige overlæger retningslinjer for afdelingens diagnostik, behandling, visitation og lægelige uddannelsesopgaver. Inden for disse retningslinjer har afdelingens overlæger og øvrige læger et selvstændigt ansvar.

Ortopædkirurgisk Afdeling

Ortopædkirurgisk afdeling i Køge omfatter to stationære afsnit med i alt 64 senge. På det centrale operationsafsnit har afdelingen 6 operationsstuer (to med laminært flow) og i sammendagskirurgisk afsnit 1 – 3 operationsstuer. Afdelingen driver endvidere et stort ambulatorium. Afdelingen har akut døgnfunktion og modtager akutte- og elektive patienter fra en stor del af Region Sjælland samt elektive patienter i henhold til aftalen om frit sygehusvalg.

Afdelingens lægelige stab

Ortopædkirurgisk Afdeling har en normering på 18 overlæger og syv afdelingslæger. Desuden er der p.t. ansat 16 reservelæger.

Afdelingens lægelige arbejdstilrettelæggelse

Ortopædkirurgisk Afdeling dækker bredden af det ortopædkirurgiske speciale på hovedfunktionsniveau og er tillagt en række regionsfunktioner og har højt specialiserede funktioner.

Lægerne er sektioneret i 6 delvis selvstyrende, subspecialiserede sektioner med faste operations-, ambulatorium- og SDK-dage.

Afdelingslægerne deltager indtil videre i døgnvagtsdækning som bagvagt sammen med mellemvagten. Ortopædkirurgisk bagvagt har indtil videre traumelederfunktionen på hospitalet.

Overlægerne har overvejende dagfunktion. Overlægerne deltager i en delvagt på hverdage hver 14. dag frem til kl. 19.00 samt dagvagt med efterfølgende rådighedsvagt en weekend hver 3. måned.

Stillingens funktioner og ønskede kvalifikationer

Du bliver ansat i en traumesektion bestående af tre overlæger og en afdelingslæge.

Stillingen ønskes besat med en speciallæge i ortopædisk kirurgi, der har særlig interesse i behandling af ekstremitetsfrakturer og følgetilstande deraf. Herunder fordres kendskab af såvel invasive som noninvasive behandlingsmetoder på et evidensbaseret grundlag.

Der vil blive lagt vægt på erfaring i behandling af komplekse frakturer samt anvendelse af såvel osteosynteser som eksterne fiksationer. Der vil kunne forventes yderligere oplæring i sektionen.

Sektionen samarbejder med fod/ankel sektionen som varetager komplekse fod/ankel frakturer.

Afdelingslægen skal i samarbejde med sektionens øvrige 4 speciallæger varetage behandlingen af de traumatologiske patienter.

Afdelingen varetager hoveduddannelses forløb i samarbejde med Herlev og Hvidovre Hospitaler. Det forventes, at afdelingslægen medvirker til varetagelse af uddannelse og bistår med undervisning og supervision i frakturkirurgi i samarbejde med de øvrige speciallæger i sektionen.

Afdelingen varetager en række forsknings- og udviklingsopgaver, og det forventes at afdelingslægen deltager i disse. Afdelingen har en klinisk professor som leder forskningsenheden og vil kunne tilbyde vejledning ved gennemførelse af egne forskningsprojekter.

Undervisning

Sjællands Universitetshospital i Roskilde og Køge indgår i Københavns Universitetshospital, som er et samarbejde mellem Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet og sygehusene i Region Hovedstaden og Region Sjælland. Afdelingen varetager undervisning af medicinske studenter på alle relevante semestre og er involveret i udrulningen af kandidatsporet på Sjællands Universitetshospital fra foråret 2019. Afdelingen har tre kliniske lektorer.

Løn- og ansættelsesvilkår

Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.

Yderligere oplysninger

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til ledende overlæge Thomas Juul Sørensen, 47 32 33 01, tnse@regionsjaelland.dk.

Du kan læse mere om Sjællands Universitetshospital Roskilde og Køge på internettet: www.regionsjaelland.dk

Ansøger bedes i ansøgningen – med bedst mulig dokumentation – forholde sig konkret til de syv kompetencer. Sundhedsstyrelsen har decentraliseret bedømmelserne vedrørende overlægestillinger, og Sjællands Universitetshospital Roskilde og Køge anvender en vurdering af de syv kompetencer (Medicinsk ekspert, Kommunikator, Samarbejder, Leder/administrator, Sundhedsfremmer, Akademiker og Professionel) i den faglige bedømmelse.

Læs mere her om dine karrieremuligheder inden for netop dit speciale og hør, hvorfor andre af dine kollegaer allerede har valgt Region Sjælland på Det Gode Lægeliv.

Om Sjællands Universitetshospital
Sjællands Universitetshospital er Danmarks yngste universitetshospital, og en afgørende brik i Region Sjællands ambitiøse sygehusplan. Vores mission er patienten, og visionen er suveræn kvalitet. I en verden fuld af nye muligheder og forventninger ser vi os som pionerer, der ønsker at definere en ny, bedre og anderledes måde at drive sundhedsvæsenet på.

Sjællands Universitetshospital er over de sidste år etableret som en organisatorisk enhed. Næste trin er den fysiske samling i det nye kvalitetsfondsbyggeri i Køge, som vil skabe rammen for et universitetshospital i fuld skala. Vi er således i gang med at skabe et samlet og bedre sundhedsvæsen for regionens borgere, og en spændende og udviklende arbejdsplads for medarbejderne.

Læs mere om Sjællands Universitetshospital på: http://www.regionsjaelland.dk/suh

 

Om Sjællands Universitetshospital
Sjællands Universitetshospital er Danmarks yngste universitetshospital, og en afgørende brik i Region Sjællands ambitiøse sygehusplan. Vores mission er patienten, og visionen er suveræn kvalitet. I en verden fuld af nye muligheder og forventninger ser vi os som pionerer, der ønsker at definere en ny, bedre og anderledes måde at drive sundhedsvæsenet på.

Sjællands Universitetshospital er over de sidste år etableret som en organisatorisk enhed. Næste trin er den fysiske samling i det nye kvalitetsfondsbyggeri i Køge, som vil skabe rammen for et universitetshospital i fuld skala. Vi er således i gang med at skabe et samlet og bedre sundhedsvæsen for regionens borgere, og en spændende og udviklende arbejdsplads for medarbejderne.

Læs mere om Sjællands Universitetshospital på: http://www.regionsjaelland.dk/suh