Afdelingslæge til Sengeafsnit P4, Aarhus Universitetshospital, Risskov En stilling som afdelingslæge ved Afdeling P (Afdeling for psykoser) ved Aarhus Universitetshospital, Risskov ønskes besat 01.03.2018 eller efter aftale.

Dette job er udløbet

Stillingen er primært tilknyttet Sengeafsnit P4, men der vil også i et vist omfang kunne være opgaver i ambulant regi og lejlighedsvist opgaver i andre sengeafsnit.

Afdeling P flytter ultimo 2018 til AUH, Psykiatrien i Skejby.

Om Afdeling P
Afdeling P varetager udredning af voksne patienter inden for hele ICD-10 spektret. Afdelingen behandler særligt patienter inden for det skizofrene og psykotiske område samt patienter med demens, delir, mental retardering, ADHD, autisme og misbrugsudløste tilstande. Afdelingen har regionsfunktion.

Afdelingen er placeret på Aarhus Universitetshospital, Risskov og hører organisatorisk under Psykiatri og Social i Region Midtjylland. Afdelingen har mere end 350 ansatte og ledes af en oversygeplejerske og en ledende overlæge.

Afdelingen omfatter fire sengeafsnit med i alt 74 sengepladser, hvoraf tre sengepladser anvendes til patientstyrede indlæggelser. Afdelingen har to ambulante enheder: Ambulant Psykoseenhed med Neuropsykiatrisk Enhed samt Klinik for Skizofreni (OPUS)/M-Ambulatoriet, som er én organisatorisk enhed med forskellige opgaver men samme funktionsledelse. Desuden rummer afdelingen Psykiatrisk Modtagelse samt en forskningsenhed.

Afdeling P har forsknings- og undervisningsforpligtigelser og deltager i den kliniske undervisning af lægestuderende og læger samt psykologer i uddannelsesforløb til specialpsykologer. Der er uddannelsesforløb for læger inden for specialerne voksenpsykiatri og almen medicin.

Om Sengeafsnit P4
P4 arbejder på at blive et bæltefrit sengeafsnit. Vi har netop afsluttet et projekt omkring bæltefrit sengeafsnit – dette startede i 2015 og fortsatte til og med 2017.

Projektet havde til formål, med forskellige kombinerede indsatser, at udvikle og etablere et behandlingsmiljø på P4, hvor andre og mindre indgribende handlemuligheder end bæltefikseringer tages i anvendelse over for patienterne. Vi udvikler og afprøver metoder til at undgå bæltefikseringer således at sengeafsnittet reelt omdannes til et bæltefrit afsnit. Vi opsamler erfaringer undervejs, som vi bruger til at fastholde opnåede resultater og udbrede succesfulde metoder.

Vi kan tilbyde
Vi kan tilbyde et godt arbejdsmiljø med høj faglighed, muligheder for tværfaglig sparring og mulighed for indflydelse på udviklingen i afdelingen.

Afdelingslægen vil bl.a.:

  • deltage i udredningsopgaver og forestå, koordinere og deltage i behandlingsarbejdet.
  • samarbejde med funktionsledelsen om den faglige udvikling i enheden.
  • varetage undervisnings- og supervisionsopgaver samt opgaver indenfor kvalitetssikring, udvikling og forskning.
  • indgå i et tværfagligt samarbejde med de øvrige medarbejdere i enheden samt i Afd. P i øvrigt.

Afdelingslægen refererer til funktionsledelsen i Afsnit P4 og i lægefaglige spørgsmål til overlægen i funktionsledelsen.

Afdelingslægen vil indgå i hospitalets bagvagtslag med 9 vagter på 18 uger.

Afdelingslægen skal være speciallæge i voksenpsykiatri og:

  • have en bred almenpsykiatrisk erfaring
  • have erfaring med og evner for faglig ledelse
  • have erfaring med at arbejde evidensbaseret samt erfaring med eller interesse for undervisning, kvalitetssikring og forskning
  • have gode evner for at kommunikere med såvel patienter og pårørende som med samarbejdspartnere
  • have erfaring med tværfagligt og tværsektorielt samarbejde
  • have interesse for eller erfaring med psykoedukative forløb
  • have personlig integritet og evne til empati og refleksion
  • have evne og vilje til at samarbejde, være udviklingsorienteret og målrettet og se muligheder frem for begrænsninger

Vi vægter psykoterapeutisk interesse eller uddannelse.

Lægefaglig bedømmelse
Lægefaglig bedømmelse foretages på baggrund af ansøgerens oplysninger om egne kompetencer inden for de syv kompetenceområder.

Skema til bedømmelse af lægefaglige kompetencer kan ses via nedenstående link. Vær dog opmærksom på, at besvarelserne skal indtastes som en del af ansøgningsproceduren, når stillingen søges elektronisk. Det er altså ikke tilstrækkeligt at vedhæfte skemaet til bedømmelse af lægefaglige kompetencer.
http://www.rm.dk/sundhed/faginfo/uddannelse/sundhedsuddannelser/ansattelse-af-speciallager/

Stillings- og funktionsbeskrivelse fremgår i tilknytning til dette opslag.

Ansættelse
Ansættelse sker i henhold til den enhver tid gældende overenskomst på området mellem Danske Regioner og YL.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til ledende overlæge Merete Bysted, tlf. 7847 1611 eller overlæge Peter Møller Andersen, tlf. 7847 1691.

Sidste frist for ansøgning er 11.12.2017 og ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 3.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil omplaceringsramte medarbejdere, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale