Afdelingslæge (klinisk farmakologi/intern medicin) til Enhed for Medicinsk Evaluering & Biostatistik

Dette job er udløbet

Brænder du for at gøre en forskel for både danske og europæiske patienter? Så kan vi tilbyde dig en spændende stilling i et professionelt miljø med dygtige kolleger. Enheden for Medicinsk Evaluering & Biostatistik ønsker at byde en ny fagligt stærk kollega velkommen.

Om os  

Lægemiddelstyrelsen er Danmarks nationale myndighed for godkendelse og overvågning af lægemidler, medicinsk udstyr og kliniske forsøg. Vores mission er effektive, sikre og tilgængelige lægemidler og medicinsk udstyr til gavn for patienter og samfund.

Det er vores vision at være en drivkraft i det europæiske samarbejde, sikre en stærk international position samt bidrage til at gøre Danmark til en førende life science nation. Lægemiddelstyrelsen er præget af stærk faglighed og engagement. Vi har travlt, men vi har det også sjovt.

Du vil blive ansat i Enhed for Medicinsk Evaluering & Biostatistik (MED). Det er den enhed, hvor de fleste læger i Lægemiddelstyrelsen er ansat. Vi er p.t. 61 engagerede og højt kvalificerede medarbejdere. Dine nærmeste kolleger i det daglige arbejde bliver læger, farmaceuter, toksikologer, statistikere og farmakometrikere. Vi arbejder tværfagligt, ofte i mindre arbejdsgrupper.

I enheden er der tre sektioner: Sektion for Cancersygdomme, Sektion for Veterinærmedicinsk Evaluering og Sektion for Intern medicin, hvor denne stilling er placeret. Enheden samler Lægemiddelstyrelsens veterinære, lægelige, biostatistiske og farmakometriske ressourcer inden for områderne godkendelse og lægemiddelsikkerhed nationalt og internationalt.

Dit arbejde  

Hvert år kommer der nye lægemidler, som får markedsføringstilladelser efter en grundig godkendelsesproces, ofte varetaget af det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA). I Lægemiddelstyrelsen deltager vi bl.a. ved at gennemgå data fra kliniske forsøg. Vi rådgiver også firmaer f.eks. med henblik på, hvordan man bedst kan bruge allerede opnåede undersøgelsesresultater eller udforme fremtidige udviklingsprogrammer. Du vil afhængig af dine faglige kvalifikationer varetage følgende opgaver:

  • Vurdering af de farmakokinetiske og farmakodynamiske studier (PK/PD) i forbindelse med ansøgninger om godkendelse af nye lægemidler eller nye indikationer for allerede godkendte lægemidler
  • Deltagelse i europæiske lægemiddelfaglige komiteer eller ekspertudvalg
  • Rådgivning af lægemiddelindustrien vedr. udvikling af nye lægemidler
  • Faglig sparring med enhedens øvrige læger, farmakometrikere og statistikere
  • Risikovurdering i forbindelse med mangelsituationer
  • Behandling af ansøgning om udleveringstilladelse af ikke-markedsførte lægemidler
  • Besvarelse af lægemiddelrelaterede spørgsmål fra f.eks. borgere, sundhedspersoner og internt i Sundheds- og Ældreministeriet.
En typisk arbejdsdag som afdelingslæge i Lægemiddelstyrelsen

Du sidder med PK/PD-delen af en ansøgning for et nyt cancerlægemiddel. Firmaet har bl.a. lavet et studie for at undersøge, om lægemidlets absorption bliver påvirket af samtidig fødeindtagelse og et interaktionsstudie, hvor lægemidlet bliver givet sammen med en hæmmer af CYP3A4. I næste uge skal I holde telefonkonference med de tyske kolleger, der også ser på sagen.

Et lægemiddel er i restordre, og I diskuterer på middagskonferencen, om det er kritisk. Der er et godkendt alternativ, og I beslutter at sende information ud til de læger og hospitaler, der anvender lægemidlet for at orientere om situationen.

Et medlem af Folketinget har stillet ministeren et spørgsmål om sikkerheden ved et lægemiddel på baggrund af en TV-udsendelse. Lægemidlet har netop været diskuteret i den europæiske lægemiddelkomité, og du bidrager med lægefagligt input til svaret.

Din uddannelse og erfaring  

Du er speciallæge i klinisk farmakologi eller andet relevant speciale med interesse for farmakokinetik eller du har solid viden om lægemidler og farmakokinetik svarende hertil. Derudover har du gerne:

  • Erfaring med klinisk videnskabelig vurdering af lægemiddelforsøg og evt. godkendelsesansøgninger
  • Viden om design, udførelse og tolkning af kliniske lægemiddelforsøg, herunder gerne bioækvivalensstudier
  • Erfaring med tværfagligt internationalt arbejde, hvor engelsk er det daglige arbejdssprog, som vi forventer du behersker på højt niveau, både mundtligt og skriftligt.
Dine personlige kvalifikationer  

Du skal kunne kombinere og balancere det detaljeorienterede med det pragmatiske. Derudover lægger vi vægt på, at du har gode samarbejdsevner, kan arbejde målrettet, bevare overblikket og overholde tidsfrister.

Vi tilbyder  

Et fagligt spændende, selvstændigt og internationalt orienteret arbejde med samarbejdspartnere i hele Europa gennem Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, og med mulighed for deltagelse i både nationale og internationale komiteer, arbejdsgrupper og møder.

Du bliver en del af et dynamisk fagligt miljø, der kendetegnes af dygtige og ihærdige kolleger, og du får mulighed for efter- og videreuddannelse inden for relevante områder, inklusive kongresdeltagelse.

Vi har en fleksibel arbejdstilrettelæggelse, og du kan selv i høj grad planlægge din hverdag. Du vil få udfordrende og afvekslende opgaver, og du får mulighed for at anvende og udvikle dine kompetencer inden for et bredt felt af arbejdsopgaver.

Vores arbejdsklima er uformelt og fyldt af engagement, humor og gensidig respekt.

Om ansættelsen

Du vil blive ansat som afdelingslæge, hvilket som udgangspunkt forudsætter speciallægeanerkendelse.

Ansættelse som afdelingslæge sker efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Yngre Læger (YL).

Kontakt os gerne 

Du kan få flere oplysninger om stillingen ved at kontakte sektionsleder Eskild Colding-Jørgensen på tlf. 2526 5200.

Du kan læse mere om Lægemiddelstyrelsen på www.lmst.dk.

Er du interesseret? 

Klik på ”Søg job” og send din ansøgning med CV og eksamensbevis.

Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 23-24.

Lægemiddelstyrelsen har røgfri arbejdstid.

Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen – uanset alder, køn, religion, handicap, etnisk baggrund.