Afdelingslæge med interesse for Obstetrik til Kvindesygdomme og Fødsler, Hospitalsenhed Midt En stilling som afdelingslæge ved Hospitalsenhed Midt, Kvindesygdomme og Fødsler, Regionshospitalet Viborg, er ledig til besættelse fra 1. juni 2018, eller efter aftale.

Dette job er udløbet

Om stillingen
Ansøger skal være speciallæge i Gynækologi og Obstetrik. Der lægges vægt på erfaring indenfor Obstetrik og obstetrisk Ultralydsdiagnostik. Der vil være gode muligheder for at præge den faglige udvikling på det obstetriske område. Afdelingen har tradition for et godt tværfagligt samarbejde. Der kan blive mulighed for at præge og udvikle forskningen i afdelingen.

Det primære ansvarsområde er varetagelse og udvikling af det obstetriske område, og erfaring indenfor obstetrisk ultralyd vil være en fordel. Afdelingslægen vil indgå samarbejde med de øvrige overlæger/afdelingslæge, sonografer og jordemødre i obstetrisk team.

Afdelingslægen deltager i undervisningen af det lægefaglige personale og andre personalegrupper i afdelingen og i relevant omfang af personale i samarbejdende afdelinger.

Herudover skal afdelingslægen medvirke til:

  • at sikre højst mulig kvalitet i patientbehandling og pleje
  • at sikre den løbende dokumentation af afdelingens opgaver, produktion og kvalitet
  • at sikre bedst mulig ressourceudnyttelse ved lægefagligt og tværfagligt samarbejde
  • at iværksætte udviklings- og evt. forskningsopgaver og derved bidrage til fagets løbende udvikling og omdømme

Vagtforhold
Afdelingens speciallæger har 10-skiftet bunden vagt på tjenestestedet. Vagten dækker både gynækologi og obstetrik.

Der kan rekvireres en stillings- og funktionsbeskrivelsen  her.

Om afdelingen
Kvindesygdomme og Fødsler er en gynækologisk/obstetrisk afdeling med tilknyttet Fertilitetsklinik. Afdelingen har hovedfunktioner, og mange formaliserede samarbejdsaftaler, specielt inden for obstetrik. Der er ca. 2.300 fødsler og ca. 45.000 ambulante besøg inkl. besøg i Fertilitetsklinikken og jordemoderkonsultationer.

Hovedparten af afdelingens funktioner foregår på Regionshospitalet Viborg, hvor afdelingen har ambulante funktioner indenfor obstetrik herunder føtalmedicin, almen gynækologi incl. Ambulant kirurgi og urogynækologi med tilknyttet kontinensklinik.

Jordemoderkonsultation foregår på 7 forskellige matrikler i afdelingens optageområde

Afdelingen har velindrettet fødegang med egen operationsstue til akut sectio. Desuden har afdelingen et sengeafsnit med gynækologiske senge og barselssenge på patienthotellet. Afdelingen har desuden barselsambulatorium på patienthotellet. Der findes et akut svangreafsnit med både svangre senge til indlagte og akutte ambulatoriestuer i forbindelse med fødegang i fødeafsnittet.

På Regionshospitalet Silkeborg har afdelingen gynækologisk–obstetrisk ambulatoriefunktion.

Fertilitetsklinikken på Regionshospitalet Skive varetager udredning og behandling af barnløse.

Der er ved Fertilitetsklinikken ansat en professor i reproduktiv endokrinologi i et samarbejde med Aarhus Universitet, Sundhedsvidenskabeligt Fakultet.

Om hospitalsenheden
Hospitalsenhed Midt omfatter Regionshospitalerne Viborg, Silkeborg, Hammel og Skive og har ca. 4.400 ansatte, samt et budget på 2,4 mia. kr. årligt.

De fire regionshospitaler danner tilsammen en hospitalsenhed, der har en stærk faglig profil og er i kraft af specialernes kompleksitet og bredde en af de bredest specialiserede hospitalsenheder i Jylland.

Se nærmere om Hospitalsenhed Midt på www.hospitalsenhedmidt.dk

Om løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst på området.

Med henvisning til Lov om indhentelse af børneattest i forbindelse med ansættelse af personale m.v., vil der blive indhentet børneattest i forbindelse med eventuel ansættelse.

Ansættelsen sker ved Region Midtjylland med tjeneste indtil videre ved Hospitalsenhed Midt, Regionshospitalet Viborg, Kvindesygdomme og Fødsler.

Yderligere information
Yderligere oplysninger om stilling og afdeling kan fås ved henvendelse til Ledende overlæge Sonja Kindt, tlf. 7844 5701.

Ansøgningsfrist
Din ansøgning skal være os i hænde senest den 15. april 2018 med dokumentation for uddannelse, specialuddannelse, tidligere beskæftigelse m.v. samt udfyldt skema til bedømmelse af lægefaglige kompetencer for ansøger til stilling som speciallæge i Region Midtjylland.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil omplaceringsramte medarbejdere, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.