Afdelingslæge i Intern medicin: endokrinologi Vil du være en del af vores endokrinologiske team på Regionshospitalet Horsens?

Dette job er udløbet

Medicinsk Afdeling på Regionshospitalet Horsens søger efter speciallæge i intern medicin; endokrinologi, pr. 1. marts 2020 eller efter aftale, som har lyst til at være med til at videreudvikle det endokrinologiske område i Horsens.

På Regionshospitalet Horsens består det endokrinologiske team af 4 speciallæger og 3 HU-læger i endokrinologi.  Vi har et tæt og velfungerende tværfagligt samarbejde med specialiserede sygeplejersker og terapeuter.  Vi driver i fællesskab en velfungerende endokrinologisk klinik og et sengeafsnit, som drives i fællesskab med geriatere.

I hele Medicinsk Afdeling fokuseres på faglig kvalitet og udvikling i en kultur præget af tillid, respekt og humor.

Vi tilbyder

  • En velfungerende speciallægegruppe hvor det faglige fællesskab og samarbejde er prioriteret
  • En flad ledelsesstruktur med gode muligheder for at få afprøvet og implementeret nye tiltag
  • Et godt tværfagligt miljø på Medicinsk Afdeling
  • En afdeling hvor vores samarbejde med både interne og eksterne vægtes højt

Vi leder efter en kollega som

  • Er innovativ og interesseret i faglig udvikling
  • Er motiveret for at indgå i tætte tværfaglige teams
  • Har gode faglige og sociale kompetencer
  • Har interesse for forskning, kvalitetsudvikling og udviklingsopgaver
  • Vil deltage i at uddanne yngre læger og sygeplejersker inden for endokrinologien

Stillingen indeholder vagtforpligtelse i speciallægevagtlaget, tilstedeværelsesvagt. Derudover deltager afdelingslægen sammen med afdelingens øvrige speciallæger i stuegang i weekend og på helligdage, både i medicinsk afdeling og som medicinsk læge i Akutafdelingen.

Medicinsk Afdeling
Medicinsk afdeling er en intern medicinsk afdeling med funktioner på 2 matrikler i Horsens og Skanderborg Sundhedshus.  Afdelingen har pt. i alt 83 sengepladser og stor ambulant virksomhed.  Medicinsk Afdeling dækker specialerne endokrinologi, kardiologi, lungemedicin, gastroenterologi/hepatologi, geriatri og reumatologi. Hæmatologi og nefrologi dækkes ved at Hæmatologisk Afdeling, AUH, har satellitfunktion og Nyremedicinsk Afdeling, AUH, driver et dialyseafsnit på Regionshospitalet Horsens.

Regionshospitalet Horsens er akuthospital.  Akutte hjertepatienter modtages direkte i Hjertemedicinsk Afsnit. Øvrige akutte patienter modtages hovedsagelig via hospitalets Akutafdeling.

Undervisningsforpligtelse
Medicinsk Afdeling er klassificeret til 17 hovedforløb i intern medicin – heraf 3 i endokrinologi – 4 hovedforløb i almen medicin, 13 introduktionsstillinger og 4 KBU stillinger.  Det påhviler vores nye kollega at deltage i uddannelsen af disse læger.  Herudover undervises medicinstuderende og Medicinsk Afdelings eget personale.

Der er mulighed for at deltage i forskningsarbejde.

Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst.  Stillingen er omfattet af lokal løndannelse og aflønningen skal forhandles med relevant organisation.

En forudsætning for ansættelse ved hospitalet er en tilfredsstillende autorisation, samt at der gives samtykke til indhentelse af børneattest og denne er tilfredsstillende.

Ansøgning
Ansøgning struktureres omkring speciallægens 7 roller. Ansøgning, CV og anden dokumentation uploades og fremsendes elektronisk.

Ansøgningsfrist 3. januar 2020

Yderligere information
Yderligere oplysninger om stillingen eller aftale om besøg i afdelingen kan fås ved henvendelse til ledende overlæge Thomas Hahn, mail thohah@rm.dk, eller overlæge Anne Lene Riis på telefon 78 42 68 75, mail annrii@rm.dk

Læs om hospitalet på www.Regionshospitalet-horsens.dk

 

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.