Afdelingslæge i børnereumatologi/gastroenterologi En stilling som afdelingslæge ved Børn og Unge, Aarhus Universitetshospital, med specialfunktion inden for pædiatrisk reumatologi er ledig til besættelse pr. 1. juni 2019.

Dette job er udløbet

Ansættelsen skal indgå i ekspertuddannelsen i pædiatrisk reumatologi.

Afdelingslægen indgår primært i det børnereumatologiske team, men må påregne at indgå i andet pædiatrisk fagområde (max. 50%). Det forventes at afdelingslægen har erfaring med muskuloskeletal ultralydsscanning og idrætsmedicin. Afdelingslægen indgår i bagvagt.

Børn og Unge på AUH er en universitetsafdeling og samtidig en af landets største
børn- og ungeafdelinger med 71 senge, 6.500 indlæggelser og 25.000 ambulante besøg årligt. Lægestaben består af 75 læger, heriblandt en ledende overlæge, en lærestolsprofessor, fem kliniske professorer, 30 overlæger, 12 afdelingslæger, ni HU-læger i pædiatri, tre introduktionslæger, ni blokstillinger i almen medicin og en blokstilling i Klinisk Genetik. Vagtstrukturen består af et 2-delt 18-skiftet bagvagtslag med tilstedeværelsesvagt, en 8-skiftet tilstedeværelsesvagt på neonatal- og intensivafdelingen og en 4-skiftet rådighedsvagt i den neonatale transportordning, et (9-)10-skiftet mellemvagtslag og et 10-skiftet forvagtslag. Hertil kommer senstuegang til kl. 20 på hverdage (kan variere efter sæsonbelastning), fast lørdagsstuegang (varetaget af børneonkologer) og almenpædiatrisk speciallægelig søn- og helligdagsstuegang.

Afdelingen indeholder 15 fagområder, som er organiseret i 12 fagområdeteams fordelt på tre  sengeafsnit og et dagafsnit/ambulatorium.

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til den mellem Danske Regioner og Yngre Læger indgåede overenskomst for afdelingslæger. Ansættelsen er betinget af en tilfredsstillende børneattest og en tilfredsstillende autorisation.

Den faglige bedømmelse vil ske på baggrund af ansøgers oplysninger om og dokumentation af egne kompetencer inden for hver af de syv lægefaglige kompetenceområder, og ansøgeren bedes derfor i ansøgningen forholde sig til de syv kompetencer. Skema hertil kan hentes her.

Skemaet sendes sammen med ansøgningen.  Ansøgning incl. CV skal indsendes via nedenstående link. Der vil blive sendt en kvittering ved modtagelse af ansøgning.

Ansøgningsfristen er den 24. maj 2019. Samtaler forventes afholdt i uge 22, 2019.

Nærmere oplysninger om fagområdets opgaver og organisering kan fås ved henvendelse til ledende overlæge Jens Erik Veirum på 7845 1400 eller overlæge, professor Troels Herlin på 7845 1414.

For yderligere information om Aarhus Universitetshospital se www.auh.dk.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.