Afdelingslæge i børneonkologi En stilling som afdelingslæge ved Børn og Unge, Aarhus Universitetshospital, med specialfunktion inden for pædiatrisk onkologi er ledig til besættelse pr. 1. marts 2019 eller efter aftale. Ansættelsen skal indgå i ekspertuddannelsen i børneonkologi og hæmatologi.

Dette job er udløbet

Afdelingslægen indgår primært i det børneonkologiske team tilknyttet afsnit BU1 med hovedfunktion inden for børneonkologi. Afdelingslægen indgår primært i mellemvagtslaget, med overgang til det almene bagvagtslag. Desuden dækkes stuegangsfunkton lørdage som deles mellem speciallægerne i det børneonkologiske team.

Børn og Unge på AUH er en universitetsafdeling og samtidig en af landets største børn- og ungeafdelinger med 71 senge, 6.500 indlæggelser og 25.000 ambulante besøg årligt. Lægestaben består af 75 læger, heriblandt en ledende overlæge, en lærestolsprofessor, fem kliniske professorer, 30 overlæger, 12 afdelingslæger, ni HU-læger i pædiatri, tre introduktionslæger, ni blokstillinger i almen medicin og en blokstilling i Klinisk Genetik. Vagtstrukturen består af et 2-delt 12-skiftet bagvagtslag med tilstedeværelsesvagt, en 8-skiftet tilstedeværelsesvagt på neonatal- og intensivafdelingen og en 4-skiftet rådighedsvagt i den neonatale transportordning, et (9-)10-skiftet mellemvagtslag og et 10-skiftet forvagtslag. Hertil kommer senstuegang til kl. 18 på hverdage, fast lørdagsstuegang (varetaget af børneonkologerne) og almenpædiatrisk speciallægelig søn- og helligdagsstuegang.

Afdelingen indeholder 15 fagområder, som er organiseret i 12 fagområdeteams fordelt på tre sengeafsnit og et dagafsnit/ambulatorium.

Nærmere oplysninger om fagområdets opgaver og organisering kan fås ved henvendelse til konst. ledende overlæge Jens Erik Veirum på 7845 1400 eller professor, overlæge Henrik Hasle på 4158 7114.

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til den mellem Danske Regioner og Yngre Læger indgåede overenskomst for afdelingslæger. Ansættelsen er betinget af en tilfredsstillende børneattest og en tilfredsstillende autorisation. Den faglige bedømmelse vil ske på baggrund af ansøgers oplysninger om og dokumentation af egne kompetencer inden for hver af de syv lægefaglige kompetenceområder, og ansøgeren bedes derfor i ansøgningen forholde sig til de syv kompetencer. Skema hertil findes her. Skemaet sendes sammen med ansøgningen.

Ansøgning incl. CV skal indsendes via denne hjemmeside ved at klikke på linket nedenfor. Der vil blive sendt en kvittering ved modtagelse af ansøgning.

Ansøgningsfrist 19. februar 2019. Samtaler forventes afholdt i uge 8, 2019.

For yderligere information om Aarhus Universitetshospital se www.auh.dk.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.