Jeg er så en af de kolleger, der har kastet håndklædet i ringen, efter 10 år som praktiserende læge i et udkantsområde og de sidste fire år i en desperat kamp mod underbemanding og mangel på vikarer.  En stadig mere presset og stresset hverdag, hvor fagligheden lige så stille smuldrer i kompromisernes navn, hvor hver eneste lille ‘ekstra’ overenskomstaftalt opgave  (akkreditering, lægevagtskørsel, FMK-tilretninger, genhenvisninger på grund af ændrede kriterier, krav til det ene og det andet) har været med til...