Svendborgsagen ligger i baghovedet på Thomas Emil Christensen på godt og ondt. Den har fået ham til at engagere sig politisk. Men den påvirker ham også, når han trækker i sin hvide kittel på Holbæk Sygehus. Dagens Medicin har fulgt ham rundt på en vagt på medicinsk afdeling, hvor han dokumenterer alt – ikke altid af hensyn til patienterne, men af hensyn til Styrelsen for Patientsikkerhed.

»Nogle gange skriver jeg i journalen: Hvis STPS ser det her, så vil de formentligt straffe mig for det, men at måden, hvorpå jeg udfører mit arbejde, er i patientens interesse,« siger Thomas Emil Christensen.

For ham har Svendborgsagen betydet en markant ændring i hans tilgang til patientjournalen. Før sagens afgørelse var journalen en informationsudveksling mellem behandlere. I dag er journalen blevet til et juridisk dokument.

Det er menneskeligt at fejle

Det er en rolig dag på kardiologisk afdeling. Der er god stemning og stedvis latter i det lille mødelokale, hvor Thomas Emil Christensen og afdelingens overlæge fordeler patienterne mellem sig til morgenkonferencen kl. 9. Men det, at personalet ikke løber rundt som hovedløse høns, ændrer ikke på, at efterdønningerne af Svendborgsagen stadig hersker.

»Svendborgsagen udmærker sig på andre måder i arbejdet. At en enkelt fodfejl i værste fald kan koste dig din autorisation eller sende dig i fængsel, ændrer kulturen blandt os læger,« siger Thomas Emil Christensen og fortsætter:

»Det er menneskeligt at fejle. Der sker for os alle. Men der er kommet en anden kultur om at tale om sine fejl. Det er vi læger blevet bange for at gøre.«

Efter morgenmødet sætter Thomas Emil Christensen kursen mod medicinernes medicin: kaffen. Hen over morgenkaffen uddyber han, at det er blevet sværere at tale om sine fejl på grund af lægernes manglende retssikkerhed, som Svendborgsagen har tydeliggjort. Majoriteten af lægerne er blevet sparsomme med at oplyse om småfejl og journalfører mere, end hvad nødvendigt er, men et mindretal af lægerne er gået i den anden grøft, siger han.

»Svendborgsagen har ikke fået mig til at undlade at træffe vigtigt beslutninger eller at være bange for at udføre mit arbejde. Tværtimod,« siger han.

Kontrær eller defensiv

»Svendborgsagen har enten gjort os kontrære eller defensive i vores arbejde. Jeg er blevet meget mere insisterende på, at den måde, at jeg gør tingene på, er den rigtige,« siger Thomas Emil Christensen.

Han anslår, at fordelingen af fanden-i-voldske og defensive læger er 70-30. Faktum er, at alle kan risikere at blive retsforfulgt. Spørgsmålet er, hvordan lægerne tackler den risiko.

»Når læger kan retsforfølges, bliver vi handlingslammede. Vi kan vælge at flyve under radaren under hele lægekarrieren og aldrig få en klagesag. Men det er også den suverænt værste læge for patienterne, nemlig dem som aldrig træffer nogle beslutninger,« siger han.

For ham står valget mellem at være passiv eller stå forrest ude ved skyttegravene. Det er ved sidstnævnte, at ulykkerne sker. Det må han acceptere, hvis han skal være en god læge, fortæller han.

Han når at køre tre kopper kaffe ned, inden han sætter sig ind til computeren og påbegynder dagens arbejde. På vej tilbage fra kaffestationen sætter han en ny kande kaffe over.

»Jeg har behov for den hjælp, jeg kan få fra sygeplejerskerne, og det der med at sætte kaffen over som læge, det vinder du point på,« siger han.

Året efter Svendborgsagen

Thomas Emil Christensen husker tydeligt den 28. marts sidste år, hvor Svendborglægen blev frifundet i Højesteret. Han var på arbejde og måtte snige sig ind på de sociale medier for at se, hvad folk skrev.

»Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det var satans, at dommerne ikke var mere enige, end de var (de var fire mod tre, red.). Det var så åbenlyst den rigtige dom,« siger han.

Han kigger ud af vinduet inde på det lille kontor og graver op i de følelser, som sagen satte igang hos ham. »Ambivalens« er ordet, der står klarest for ham.

»Det var en vis grad af lettelse, fordi det gik sådan, som vi læger gerne ville have det til at gå. Men der var også en vis grad af skyldfølelse, fordi der stod en familie tilbage, der ikke skulle have mistet sit familiemedlem,« siger han.

Selvom udfaldet af sagen var positivt for lægerne, påvirker den fatale konsekvens af fejlen Thomas Emil Christensen, der strider hans lægeløfte om at hjælpe mennesker. Efterdønningerne af sagen har både budt på godt og skidt, fortæller han.

»Det gode er, at vi taler mere og mere med en stemme og står sammen i sundhedsvæsenet. Men det er paradoksalt, at politikerne ikke gør det, der skal gøres, og at de ikke vil løbe en personlig risiko, når vi bliver bedt om at gøre det modsatte,« siger han, mens overlægen overfor ham kigger hen over sin brille og giver ham et samtykkende nik.

Jeg prøver at friholde mig fra alt, der kan forurene mine meninger. Jeg er f.eks. ikke tillidsrepræsentant eller engageret i Lægeforeningen. Min troværdighed består i, at jeg siger det, jeg ser i min hverdag.

Han tømmer sin kaffekop, retter sig mod computeren og begynder at kigge på dagens patientjournaler. Nu må han gå igang, hvis han ikke skal arbejde alt for meget over i den sidste ende.

#Detkuhaværetmig

Thomas Emil Christensen er ph.d. og i gang med sin hoveduddannelse i kardiologi på Holbæk Sygehus. Han er yngre læge og en såkaldt aktivistlæge. Han er en af lægerne bag den massive opbakning Svendborglægen fik; kampagnen #detkuhaværetmig og var for nylig også en af lægerne bag underskriftindsamlingen #voresvirkelighedjeresansvar.

Da Thomas Emil Christensen går rundt på gangen på kardiologisk afdeling fortæller han, at han så en nødvendighed i at løbe en risiko ved at gå aktivt ind i kampagnen.

»Når de organisationer, der burde sikre en rimelig retssikkerhed for både patienter og sundhedsfaglige, ikke tjener deres opgave, men bare er en mur for politikerne, så de kan fralægge sig ansvaret, så må vi jo lave en aktion,« siger han.

Thomas Emil Christensens reaktion på Svendborgsagen er, at han de seneste år har arbejdet for, at hverken han eller hans kollegaer skal ende i samme situation som Svendborglægen. Men han vil ikke melde sig ind i politik eller Lægeforeningen.

»Jeg prøver at friholde mig fra alt, der kan forurene mine meninger. Jeg er f.eks. ikke tillidsrepræsentant eller engageret i Lægeforeningen. Min troværdighed består i, at jeg siger det, jeg ser i min hverdag,« siger han.