Hvorfor kæmper I ikke noget mere for medlemmernes arbejdsvilkår? OK18: Det kan undre, at organisationerne ikke i større grad bruger overenskomstforhandlingerne til at kæmpe for at sikre deres medlemmer bedre arbejdsvilkår. Faglig stolthed og empati betyder for mange mere end den sidste hundredlap i lønforhøjelse. Det er også vigtigt for arbejdsgiverne at levere kvalitet, og derfor er vinderen af overenskomstforhandlingerne ikke den part, som har klemt de sidste mønter ud af modparten.

Overenskomstforhandlingerne er nu inde i deres absolutte slutfase forhåbentlig med udsigt til et stort fælles kompromis og aftale. Stort set hele Danmark følger dette intense drama med både forventning, undren og frygt. At det har betydning for de ca. 750.000 offentligt ansatte, er klart, når det er her, lønnen for de næste tre år stort set fastsættes. Det er trods alt begrænset, hvad de individuelt forhandlede løntillæg fylder på den samlede lønsum.

Hvis samtidig en forventelig reguleringsordning er aftalt i forhold til lønudviklingen på det private arbejdsmarked, så er de aftalte lønninger i en kommende overenskomst vigtige for den enkelte offentligt ansatte. At de mange offentligt ansatte således legitimt har nogle ønsker her, kan ikke komme bag på ret mange.

Tid og tryghed frem for småpenge

At afstanden mellem organisationerne og de offentlige arbejdsgivere nu ser ud til næsten at være overvundet, er lykkeligt. Med en afstand, der fra starten så ud til at være mellem en pct. og halvanden over tre år, altså mellem 0,4 pct. og 0,5 pct. pr. år, er det højst overraskende, at man skulle så tæt på en meget omfattende konflikt, før erfarne forhandlere fra begge sider ser ud til at kunne knække den nød og mødes.

Selvfølgelig er 0,5 pct. lønstigning pr. år også en anseelig sum, når det bliver lagt ud til alle offentligt ansatte. Men i en tid med økonomisk vækst og så høj en beskæftigelse, som vel næsten aldrig før er set i danmarkshistorien, er stigende skatteindtægter i de kommende år vel næsten ikke til at undgå. Derfor må det såkaldte økonomiske råderum kunne rumme et fornuftigt kompromis på dette område. Og hvor ultimativ er egentlig den sidste marginale lønstigning for den enkelte sygeplejerske, lærer eller social- og sundhedsassistent?

Der efterspørges tid og tryghed og i langt mindre omfang nogle småpenge, hvor skatten ender med at tage halvdelen

Lytter man til almindelig snak i kaffestuen, bliver snakken om lønnen meget ofte blandet sammen med det  økonomiske pres i hverdagen. Altså det, der i daglig tale kaldes besparelser eller lidt finere ‘effektiviseringer/omstillinger’. Det, som rigtig mange på de offentlige arbejdspladser giver udtryk for, er, at de savner stabilitet og tryghed i hverdagen, og at dette ikke løses af den sidste 100-lap i lønforhøjelse pr. måned. At det, der efterspørges, er tid og tryghed i løsningen af kerneopgaven og i langt mindre omfang kamp om nogle småpenge, hvor skatten ender med at tage halvdelen.

Er det nu de mest relevante områder, I har forhandlet?

Derfor kan det undre, at organisationerne ikke i større omfang har fokuseret på denne del af deres medlemmers arbejdsvilkår. Danmark er jo ikke et lavtlønsområde. Men hvis der ikke fokuseres på det daglige arbejdsmiljø mere bredt, skaber vi nogle helt anderledes problemer.

Et personale, der føler sig presset på tid og dermed føler sig stresset. Et personale, der også af den grund ikke føler sig værdsat. En arbejdstilrettelæggelse, der for de lokale ledelser i dagligdagen bliver mere besværlig, idet personalet opfatter enhver ændring som endnu en byrde på deres skuldre.

Derfor synes det relevant at spørge forhandlerne, om det nu er de mest relevante problemer, de har siddet og forhandlet så længe og fortættet, eller om de afgørende temaer er valgt, fordi det er det enkleste og passer bedst med den traditionelle opgavefordeling.

Det enkle svar kender jeg godt. De overordnede rammer fastlægges i økonomiforhandlinger og den vedtagne finanslov.

Men spørgsmålet er, om det ikke er et bådeog. At de faglige organisationer kommer deres medlemmers mest afgørende ønsker i møde ved også at inddrage arbejdsforholdene bredere i overenskomstforhandlingerne og ikke begrænse sig til at forhandle den marginale lønstigning pr. år.

Hvilken vare leverer de offentlige arbejdsgivere?

Men også for de offentlige arbejdsgivere må dette spørgsmål trænge sig mere og mere på. Når den danske befolkning gang på gang i undersøgelser fremhæver, at sundhedssektoren er den mest afgørende prioritering på den politiske skala, og at uddannelse og det sociale også fylder meget, så er de rammer, som disse ydelser leveres i, helt afgørende for tilliden til kvaliteten i ydelsen. Den kritiske forbruger gælder ikke mindst, når vi bruger sundhedssektoren.

Får vi den rigtige kvalitet i den hjælp, vi har brug for, eller møder vi en fortravlet, overophedet hverdag, hvor man som bruger eller patient for ofte føler sig i vejen? At fastholde tilliden til den bedste kvalitet må stå allerøverst hos de ansvarlige politikere. Dette kræver en balance mellem ressourcer og forventninger/krav. Dette må også for politikerne tages med, når der tænkes aftaler med personalet.

Det er vigtigt at gøre sig klart, at når der tales om arbejdspladser på sundhedsområdet, så har man på rigtig mange områder med et personale at gøre, der stadigvæk ser arbejdet som et kald, og dette på en positiv måde.

Selvfølgelig går man på arbejde for at tjene en løn, men nærheden til andre mennesker i arbejdets udførelse giver en anden, meget stærk binding til faglig stolthed og empati. Tænk over formuleringen: Nogle går på arbejde for at leve, medens andre lever for at gå på arbejde. Det sidste fylder stadig meget på sundhedsområdet, og det skal det gerne blive ved med. Derfor må overenskomstforhandlinger på det offentlige område ikke alene koges ned til at dreje sig om den sidste femøre.

Fusionsplan lagde pres på

At der var indgået en musketered mellem de faglige organisationer, kan vel ikke undre, når der på samme tid skulle tages stilling til fusion mellem LO og FTF. Det er således naturligt, at der har været et særligt pres på organisationerne for at vise internt sammenhold og solidaritet.

Og hvis AC også skulle have noget ud af at hjælpe lærerne, er presset på deres ikke-overenskomstfastsatte betalte spisepause vel et naturligt modkrav, som AC kan argumentere med over for deres medlemmer. Så check-and-balance-systemet må have spillet meget ind her.

Men i en samlet afvejning i forhold til et landsdækkende konfliktscenarie må de sidste to hovedkrav være svære at fastholde en bred medlemsopbakning til.

Truslen om, at forløbet vil true den danske aftalemodel, har været ren teaterorden

Og sejrherren bliver…

Så sejrherren bliver den af de to parter, lønmodtagere og arbejdsgivere, der formår at komme til at fremstå som den mest ansvarlige i forhold til den samlede opgavevaretagelse af de meget følsomme velfærdsområder. Det bliver ikke den part, der har sparet eller presset de sidste mønter ud af modparten.

Truslen om at forløbet vil true den danske aftalemodel, har været ren teatertorden. Der findes ikke i realiteternes Danmark et brugbart eller realistisk alternativ. Men ansvar og tillid vil fortsat være nøgleord, og det ved begge parter heldigvis, og det må vi alle håbe, at forhandlerne viser her til slut ved at indgå en aftale.

Alle bekymringer er forhåbentlig hermed manet i jorden for de omfattende konsekvenser, en konflikt ville have fået. Det ville have trukket lange spor.

Kommentarer

  1. Enig – det er tankevækkende`
    Det ville alt andet lige være lettere at forvente befolkningens opbakning hvis man kæmpede for bedre arbejdsforhold som kunne fremme bedre behandling og undervisning
    Spørgsmålet er om der et så stor desillusion i forhold til at opnå bedre arbejdsforhold at man kun fokuserer på privilegier som løn’ pauser mv (større skrivebord og gratis fitness bliver måske det næste)
    I det daglige har det jo været stress og jag der har fyldt aviserne med beskrivelser afvhvordan det hele tiden bliver sværere at udføre arbejdet på fagligt værdig vis
    Hvad sker der?

Skriv kommentar