Hvordan skaber vi sammenhæng i sundhedsvæsenet? Er de fem regioner er en del af løsningen eller en del af problemet? Man kan godt blive i tvivl.

Vi har snart valg til regionerne, og spørgsmålet er om det at der er fem regioner er en del af løsningen eller en del af problemet. Det virker indimellem som om, at regionerne er sig selv nærmest og mildt sagt ikke er gode til at tage højde for, at det der foregår i deres region, påvirker resten af landet. Lige så virker det uforståeligt, at man ikke er bedre til at lære af hinanden og tage de gode initiativer, som tages rundt omkring, til sig.

Personligt tror jeg nu ikke det bliver bedre, hvis man erstatter dem med et departement under Sundhedsministeriet eller en eller anden professionel bestyrelse. Jeg tror, at det er vigtigt, at man som borger har en direkte indflydelse på, i hvilken retning man skal. Det har man i nogen grad i og med, at man har mulighed for at skifte de politikere ud, der sidder i regionsrådene. At de så skal være betydeligt bedre til at give modspil til de embedsmænd, der betjener dem, er klart men svært.

Jeg vil nødigt være direkte under folketingets indflydelse i lighed med f.eks. folkeskolen. Der har været den ene reform efter den anden på det område, og risikoen for at enkeltsager vil få større indflydelse på det der foregår, er større.

Regionerne er afhængige af den økonomi, de kan forhandle sig til med finansministeriet, og det er selvfølgelig meget udfordrende, når der skal indgås aftaler med f.eks. de praktiserende læger.

Men vi skal have det til at fungere.

Almen praksis skal fortsat være indgangen til sundhedsvæsnet. Generalisten, der sikrer at de raske forbliver raske og de syge får det rigtige behandlingstilbud.

Den praktiserende læge opbygger ved den kontinuerlige kontakt med hver enkelt patient et kendskab til denne og omvendt kender patienten sin læge. Det gør det muligt at skabe den tillid og åbenhed, der er forudsætningen for at patienten henvender sig i tide, både når der er tegn på alvorlig sygdom, men også når patienten er ved at snuble i livet og er på vej ud i langvarige sygemeldinger mm.

Hvis man så i praksis beslutter, at patienten skal henvises til speciallæge eller sygehus er det afgørende, at patienten får et behandlingsforløb, hvor det at skifte mellem hospitalsafdelinger eller mellem sektorer, ikke taber de svageste, der ikke selv er i stand til at råbe op og henvende sig, hvis noget ikke går som planlagt.

Vi har talt om problemet med at blive tabt mellem de to stole i årevis, men først for nyligt er der tiltag på vej, som demonstrerer at det kan lykkes, hvis der er et forpligtende økonomisk samarbejde mellem region og kommune. SHS-teams i Region Hovedstaden, Psykiatriens Hus i Silkeborg og tværsektoriel stuegang på Nordsjællands hospital er nogle af de ting, som ser ud til at kunne gøre en forskel.

Sundhedshuse, hvor man prøver at samle forskellige faggrupper og laboratorier mm. kan måske også bidrage. Lige så muligheden for, at praksis kan rådføre sig med specialisterne på sygehuset eller i speciallægepraksis, når vi som ventet skal behandle flere patienter med mange kroniske sygdomme samtidigt.

En stor knast er den forskellighed, der er mellem de forskellige kommuner. I hjerneskadeforeningen taler man om ‘postnummer-lotteriet’, som genkendes også af hospitalsafdelingerne, når de skal udskrive patienter til helt forskellige genoptræningstilbud, og i almen praksis er det yderst besværligt at skulle samarbejde med fem-seks forskellige kommuner, som har hver deres måde at gøre tingene på.

Der er flere og flere kommuner, der i erkendelse af dette begynder at samarbejde om alt fra kronikerskoler til rehabilitering, men vi bliver nødt til at definere den kritiske masse, der skal til for at skabe ordentlige tilbud til borgerne, og så kræve at kommunerne finder sammen om at drive disse tilbud.

På samme måde er det selvfølgelig også afgørende, at praksis leverer en vis ensartethed i den måde, vi behandler de forskellige patientgrupper på. Ikke at vi skal være ens og gøre alt på samme måde, men vores samarbejdspartnere skal vide, hvad det er vi kan levere.

Så det er besværligt med forskellige enheder både på kommunalt og regionalt plan, men der er stigende opmærksomhed på det og, som jeg opfatter det, mange steder også en politisk vilje til at gøre noget ved det.

Kommentarer

  1. Det er godt at se, at praktiserende læger engagerer sig i regionsrådsvalget.

    Den største ubalance jeg kan se i sundhedsvæsnet, er at den lægelige arbejdskraft i flere årtier alene er blevet tilført sygehusene, så den traditionelle arbejdsdeling, hvor det almene foregik i almen praksis, og kun det højt specialiserende foregik på sygehusene, ikke kan opretholdes.

    Vi skal have flere læger ud at arbejde udenfor sygehusene, især i primærsektoren.

    Hvordan og hvor meget tror du, at regionerne kan bidrage til at løse det problem?

Skriv kommentar