Igennem flere årtier udviklede det somatiske og psykiatriske væsen sig parallelt, og kontakten herimellem var sparsom. Man efterstræbte forskellige mål, og mens nærhed f.eks. var højt prioriteret i psykiatrien, så prægede specialisering med tilhørende centralisering den organisatoriske tænkning i somatikken. Den paralleludvikling blev ofte kritiseret blandt toneangivende folk i og uden for psykiatrien, og man kunne høre profetier om, at psykiatriens problemer med rekruttering, forskning, kvalitet og omdømme ville se anderledes ud, hvis blot psykiatrien arbejdede efter samme spilleregler som...