Hvad vil regionerne med diabetesbehandlingen? Hvorfor lader Region Hovedstaden det gå ud over diabetesbehandlingen i almen praksis at regionen har ødslet penge væk andre steder i systemet?

Ved den sidste overenskomst mellem PLO og RLTN tog man et ambitiøst skridt i retning af at lade almen praksis varetage en større del af behandlingen af patienter med type 2-diabetes.

Der blev aftalt nye honorarformer – man aftalte forløbsprogrammer, der er ved at blive iværksat – alt sammen båret af en vældig entusiasme og tro på, at det her var vejen frem.

Fagligt understøttet af hotlines til lokale endokrinologer, som kunne hjælpe i vanskelige tilfælde.

Der er regionale forskelle på hvilke muligheder, praksis har i de forskellige regioner – faktisk er det sådan, at den ellers så udskældte Region Hovedstaden er i førersædet her – man har i flere år haft en aftale med praksis om, at de kunne foretage Hba1c-analyser – der jo er essentielle for god diabeteskontrol.

Der eksisterer glimrende apparatur, som rigtig mange praksis i regionen har anskaffet sig – det bliver kvalitetskontrolleret løbende af konsulenter fra sygehuset, så vi kan stole på målingerne.

Patienterne er glade. De kan få målingen direkte i forbindelse med en konsultation og sparer således en tur til laboratoriet enten hos egen læge og på sygehuset.

Jeg tror, at kollegerne i de andre regioner har set lidt misundelige på de muligheder, der er for god diabeteskontrol på en patientvenlig måde og selvsagt forventet, at ordningen blev udbredt til hele landet, men hvad er der sket?

Jo, Region Hovedstaden har opsagt ordningen til gene for patienter og læger og uden at i hvert fald os læger ude i marken har fået en forklaring.

Der kan jo næsten kun være en. De må mene at spare penge, men om de har regnet ekstra køreture og laboratorievirksomhed ind i det regnestykke kunne være spændende at høre. Måske en vaks journalist kunne grave lidt i det – de tal må da frem i lyset.

Og har almen praksis så haft et større forbrug end det budgetterede?

Nej, tværtom er vi langt fra det såkaldte økonomiloft, så beslutningen savner enhver faglig og økonomisk berettigelse, men at Region Hovedstaden har ødslet penge væk andre steder i systemet er jo ingen hemmelighed, men bør ikke gå ud over diabetesbehandlingen i almen praksis.

Skriv kommentar