Hospitalerne har ikke tillid til de kommunale rehabiliteringstilbud De kommunale indsatser i kræftrehabilitering er ukendte for mange på hospitalerne. Derfor bør kendskabet og samarbejdet på tværs af sektorer styrkes, fastslår ny rapport.

Hospitalerne har ikke stor nok kendskab til de kommunale rehabiliteringsindsatser. Det viser en ny rapport, hvor REPHA – Videnscenter for Rehabilitering og Palliation har lavet en kortlægning af praksis for kræftrehabilitering på hospitaler og i kommuner.

Kortlægningen har vist, at hospitalerne er usikre på, hvad kommunerne har af indsatser for kræftrehabilitering, eller om de overhovedet har nogle tilbud. Det fortæller Jette Thuesen, der er forsker, post.doc og førsteforfatter på kortlægningen.

»Vi kan se, at der er nogle fra hospitalerne, der er usikre på, om der overhovedet er noget at henvise til i kommunerne, og det giver dem et etisk problem i forbindelse med behovsvurdering. Det er et spørgsmål om kendskab til hinandens muligheder,« siger hun.

Kortlægningen fungerer lidt som en evaluering af forløbsprogrammet for rehabilitering og palliation i forbindelse med kræft fra 2012. Og på den baggrund er der kommet fem anbefalinger. En af dem går netop på, at det tværsektorielle samarbejde skal styrkes, især hvad angår opgavedeling og hospitalernes kendskab og tillid til kommunal kræftrehabilitering. Det er nemlig afgørende, hvis patienter systematisk skal henvises til relevante rehabiliteringsindsatser.

Mangel på kendskab og samarbejde

Det er vigtigt, at de patienter, der har brug for et tilbud om rehabilitering, bliver henvist til et tilbud. I kortlægningen er kommunerne blevet spurgt, hvorfra borgerne henvises til kommunen. Her svarer kommunerne, at 14 pct. af borgerne henvender sig til kommunen på eget initiativ, mens 60 pct. af borgeren henvises fra hospital enten via en korrespondancemeddelelse, hospitalshenvisning eller en genoptræningsplan.

»Da størstedelen bliver henvist fra hospitalerne, er det vigtigt, at hospitalerne kender til de kommunale tilbud, så de ved, hvad de ved, hvilke muligheder der, og hvad de kan henvise borgeren til,« siger Jette Thuesen.

Netop kendskabet eller manglen på samme på de kommunale tilbud, markerer hospitalerne som værende en af de største barrierer i det tværsektorielle samarbejde. Til spørgsmålet om hospitalernes vurdering af de væsentligste barrierer for koordinerede og sammenhængende rehabiliteringsforløb mellem hospital og kommune (og evt. almen praksis) satte 67 pct. af de adspurgte kryds ud for manglende kendskab til kommunale rehabiliteringsforløb. Lige så mange satte kryds ved manglende tid til koordinering og/eller samarbejde mellem hospital og kommune.

Blandt de kommunale respondenter er det manglende kendskab den absolutte topscorer, idet 78 pct. af de adspurgte ser det som en barriere for at skabe koordinerede og sammenhængende rehabiliteringsforløb mellem hospital og kommune.

»Samarbejdet er virkelig et spørgsmål om kendskab til hinandens muligheder, og respondenterne referer i kortlægningen til mange former for aktiviteter, der kan fremme kendskabet. Her kommer der bud som formelle netværksdannelser eller tværsektorielle uddannelsestiltag,« siger Jette Thuesen, der håber, at hospitaler og kommuner bliver bedre til at lave fælles aktiviteter, da det vil kunne forbedre det tværsektorielle samarbejde.

Brug for gentænkning af behovsvurdering

Selvom der er klare barrierer og udfordringer med rehabiliteringsforløb, så mener Jette Thuesen, at det er vigtigt at kreditere for en stor udvikling på området.

Et punkt som både kommuner og hospitaler er blevet meget bedre til er behovsvurdering. Netop behovsvurdering har været et hovedtema i kortlægningen. Systematisk behovsvurdering blev introduceret i forløbsprogrammet for rehabilitering og palliation i forbindelse med kræft fra 2012, hvor det blev beskrevet som ’den overordnede, indledende vurdering, der foretages for at danne et samlet overblik over patientens eventuelle behov for rehabilitering eller palliation’.

Alle er i gang med opgaven og alle regioner har udviklet spørgeskema til behovsvurdering, viser kortlægningen. Her fremgår det også, at kommunerne har taget de regionale redskaber til sig i varierende grad og på forskellige måder.

»Det er noget af det, man i regional sammenhæng har været meget opmærksom på at få sat på skinner, og man er nået langt. Men med den viden vi har fået gennem kortlægningen, kan vi se, at der er brug for at se nærmere på behovsvurderingen, hvis den skal leve op til formålet om at skabe mere lighed på rehabiliteringsområdet,« siger Jette Thuesen.

Derfor er det også blevet skrevet som en anbefaling, at der brug for at gentænke behovsvurderingspraksis.

Og det er der flere grunde til, nævner Jette Thuesen.

»For det første så opererer de fem regioner med hver sit redskab. Allerede der er der en barriere for den nationale udvikling af området af behovsvurderingspraksis. Det andet er, at man nok bør gå tættere på praksis og kigge på, hvordan behovsvurderingen sker, og kigge på det helt konkrete faglige skøn om, hvem der skal have en behovsvurdering, og hvem der ikke skal have en. Lige der ligger der også et kim til forskelsbehandling, om man vil,« siger hun.

Her tænker Jette Thuesen på fagpersonenes møde med patienten. Måske har patienten nogle andre problemstillinger, der gør, at de ikke passer godt til de regionale skema, og hvordan håndterer fagpersonen så det? Den slags viden er der brug for, mener hun.

»Vi har også brug for mere viden om, hvem der så får defineret deres behov. Er det dem der passer bedst til skemaerne, eller er det dem, der rent faktisk har behov for en vurdering?«

Skriv kommentar