Godt, at Region H vil tage ansvar for efteruddannelse af speciallæger Den store forkromede plan for systematisk efteruddannelse, med prioritering af Region Hovedstadens egne midler til området, mangler vi dog stadig.

Region Hovedstadens forretningsudvalg er i gang med at lægge budget for 2019. I budgetforslaget er der denne gang afsat penge til efteruddannelse af speciallæger ansat i regionen. Det er desværre ikke en selvfølge, at speciallæger får den nødvendige efteruddannelse, selvom det i min optik er et must for en arbejdsgiver at tage ansvar for opkvalificering af sine ansatte.

Det er et vigtigt signal, når Region Hovedstaden med øremærkede midler ønsker at sikre, at det sker. Intet er sikkert, før budgettet er endeligt vedtaget, men jeg både håber og tror, at pengene til efteruddannelse kommer med i det endelige 2019-budget. Der er noget, vi fra Lægeforeningens side længe har arbejdet for. At efteruddannelse også bliver prioriteret i en tid med stram regional økonomi er positivt, for der er ingen tvivl om, at det vil være en god, langsigtet investering.

Som Region Hovedstaden selv skriver, vil midlerne kunne målrettes en systematisk indsats, der sikrer, at alle speciallæger kan få efteruddannelse uafhængigt af eventuelle bidrag fra lægemiddelindustrien. Og man må erkende, at der er specialer, som kun i begrænset omfang eller slet ikke modtager støtte til efteruddannelse fra industrien. Med den ramme på 11 mio. kr. til sundhedspersonales efteruddannelse – heraf fem mio. kr. øremærket speciallæger – som der er lagt op til i år, vil mange af regionens ca. 3.000 afdelings- og overlæger kunne få efteruddannelse. Samtidig er det på sin plads at påpege, at beløbets størrelse er beskedent set i lyset af antallet af speciallæger. Derfor er det også meget positivt, at politikerne åbner op for, at midlerne til efteruddannelse kan stige med fem mio. kr. om året de næste tre år. Det vil være det rigtige at gøre.

Vi ved, at Region Hovedstaden kan lave gode aftaler om efteruddannelse. Det så vi bl.a. tidligere på foråret, hvor regionen sammen med Lægemiddelindustriforeningen aftalte klare rammer for speciallægers deltagelse på industrifinansierede kurser og konferencer. Den store forkromede plan for systematisk efteruddannelse, med prioritering af Region Hovedstadens egne midler til området, mangler vi dog stadig. Forhåbentlig kommer den nu.

Skriv kommentar