Frygten for lægerne Er det politikernes frygt for læger, der har presset lægerne ud af sygehusvæsnets ledelse? Men politikere og administratorer skal ikke være bange for lægerne. Lægerne er dedikerede, hårdt arbejdende, og de kæmper for deres patienter – tag os tilbage i beslutningsprocesserne. 

Der er sikkert mange grunde til, at lægernes indflydelse i sundhedsvæsnet gradvist er trængt tilbage igennem de seneste 20-30 år. Det må straks medgives, at lægerne havde for enevældig magt i sundhedsvæsnet, da jeg var ung læge i 1970’erne. Den magt måtte stækkes for at gennemføre nødvendige ændringer. Men hvorfor er denne udvikling kørt videre, så den til sidst er gået langt ud over det hensigtsmæssige? Her vil jeg vove den påstand, at det skyldes frygt for lægerne.

 Men hvorfor skulle magtfulde politikere og administratorer frygte læger? De er lægernes overordnede, og det er dem, der har magten til at true lægerne – ikke omvendt. Jeg tror, at der ligger en dyb og ubevidst psykologisk mekanisme bag som gør, at alle mennesker har en frygt for læger. Stærke magtfulde mennesker behøver normalt ikke at frygte andre professioner. De har styr på tingene, de har kontrol, men lægerne frygter de alligevel bevidst eller ubevidst.

Det er ikke helt forkert, for enhver dansker fra statsministeren og den kongelige familie og nedefter kan komme i den situation, at de må underkaste sig lægelig undersøgelse og behandling. Det kan føles ydmygende, navnlig for meget magtfulde og indflydelsesrige mennesker, som er vant til at kontrollere alt og alle i deres omgivelser. 

Det gjorde et stort indtryk på mig, da jeg som lægestuderende blev undervist på en medicinsk afdeling og var vidne til, at en overordentlig myndig person, en oberst i forsvaret, brød sammen. Han var under mistanke for kræft i tyktarmen, og han skulle have lavet en såkaldt rektoskopi, hvor man med en kikkert ser op i endetarmen. Denne situation var så ydmygende for ham til trods for et venligt og hjælpsomt personale, at han brød fuldstændig sammen. Det var en meget dramatisk historie.

Men suverænitetsafgivelse til lægerne foregår også på mange andre planer hele tiden. Enhver kan komme i den situation, at man føler sig prisgivet i behandlersystemet, det vil sige prisgivet lægerne. Man kan selvfølgelig få en såkaldt second opinion, men i virkeligheden er der ikke meget andet, man kan gøre, end at følge de anvisninger, som lægen giver. Enhver har sit liv kært og enhver ved udmærket inderst inde, at det nok er klogest at gøre, som fagmanden tilråder. Og så er der måske også en overføring på lægerne af bekymring for egen sygdom. Det er heldigvis ret sjældent, men det forekommer, at patienter eller pårørende skælder en læge ud fuldstændig ubegrundet. Er man meget professionel og erfaren, så forstår man i den slags situationer, at det er patientens fortvivlelse over sin alvorlige diagnose og deres magtesløshed, som fører til en sådan reaktion.

Så konklusionen, kære politikere og administratorer, er: I skal ikke være bange for lægerne. Lægerne er dedikerede, hårdt arbejdende, og de kæmper for deres patienter

Det er nok også angsten for læger, som gør, at der fortsat tales om det såkaldte ‘kittelaristokrati’. Noget mindre aristokratisk end mine kolleger, som jeg ser i dagligdagen, kan jeg næsten ikke forestille mig. De må nærmere opfattes som et proletariat, for de har stort set ikke noget hjælpepersonale længere. Sekretærerne er ved at forsvinde, sygeplejerskerne har deres egen faglighed og kæmper også med bureaukratiet. 

De yngre læger opfattes nærmest som altmuligmænd, for når der opstår diskussioner på en afdeling om hvem, der har ansvaret for at gøre et eller andet, så ender det næsten altid med, at det bliver de yngre læger, der for patientens skyld påtager sig opgaven.

Hospitalsafdelinger var et af de første steder, hvor alle blev dus, men det er jo så længe siden, at få danskere kan huske tiltaleformen De. 

Der er en kammeratlig og ligefrem tone mellem læger og andet personale, og ingen er bange for hverken overlægen eller professoren. Der er virkelig en flad struktur og et åbent og tillidsfuldt samarbejde. Det kan man vist ikke kalde kittelaristokrati, og nogen pyramidestruktur har der ikke været tale om de sidste 25 år. Det forhindrer dog ikke, at disse betegnelser stadig anvendes i pressen, og at mange politikere stadig tror på dem.

Så konklusionen, kære politikere og administratorer, er: I skal ikke være bange for lægerne. Lægerne er dedikerede, hårdt arbejdende, og de kæmper for deres patienter. Derfor er de gode samarbejdspartnere for jer omkring det fælles mål, at forbedre forebyggelse, diagnostik og behandling. Læg frygten væk og tag lægerne tilbage i beslutningsprocesserne. Det er lægerne, der har ekspertisen, og de er ganske almindelige mennesker.

Skriv kommentar