Gitte Hedermann Christensen laver lige nu ph.d., men har meldt sig klar til coronberedskabet.

Frivillig corona-læge: Selvfølgelig står jeg klar Gitte Hedermann Christensen er klar til at gå fra ph.d-skrivebordet til at hjælpe et coronapresset sundhedsvæsen. Næsten 2500 frivillige har meldt sig alene i Region Hovedstaden.

Siden august sidste år har Gitte Hedermann Christensen siddet bag skrivebordet som ph.d-studerende på Statens Serum Institut. Men med varsel om et muligt og massivt rykind af coronasmittede patienter i det danske sundhedsvæsen, har hun meldt sig klar til at trække i kitlen igen.

»Det ligger i det at være læge, at selvfølgelig står jeg klar til at hjælpe, hvis der er brug for mig. Det sagde jeg grundlæggende ja til, da jeg blev færdig som læge på universitetet,« siger Gitte Hedermann Christensen. 

Hun blev i starten af marts kontaktet af sin tidligere arbejdsgiver på Holbæk Sygehus, fordi den gynækologiske afdeling manglede folk, fordi en af lægerne var sendt i coronakarantæne.

»Og da skolerne blev lukket i sidste uge, vidste jeg, at det var nu, jeg skulle melde mig. Derfor har jeg sendt en mail til mine to tidligere arbejdsgivere (de gynækologiske afdelinger på Holbæk Sygehus og Hvidovre Hospital, red.) og melder mig også mere officielt til regionen, hvis behovet for læger stiger,« siger hun.

Hun har tre børn på mellem 1 og 12 år og har bl.a. valgt at skrive en ph.d. fordi det passer godt med familielivet, men hun ved også at situationen lige nu er helt ekstraordinær. Selv om hun har en særlig bekymring for at blive sendt ud i noget, hun ikke ved hvad er.

»Jeg er bekymret for, om jeg selv skulle være smittebærer og dermed påføre andre en risiko. Hoster jeg nu for meget til at kunne gøre det. Men jeg er ikke bekymret for min egen person. Jeg tror, at hospitalet og systemet har styr på det overordnede, så skal jeg nok klare det med andre lægers hjælp på gulvet. Jeg elsker jo at være i klinikken, også selv om det bliver kaotisk.«

305 læger har meldt sig i Hovedstaden

Alle regioner har nu corona-jobbank klar, og siden Region Hovedstaden havde jobbanken klar lørdag og til i dag mandag har 2500 frivillige meldt sig  – herunder 305 læger. Tallene dækker både over personer der har meldt sig om frivillige og personer, der vil udføre det som et lønnet arbejde.

I fredags var Region Midtjylland den første region til at oprette en corona-jobbank, og lørdag morgen havde mere end 1500 tilmeldt sig, heriblandt 108 læger.

Region Nordjylland oprettede sin jobbank søndag, og efter et døgn har knap 1.300 meldt sig klar til at hjælpe hospitalerne – herunder 52 læger og 305 lægestuderende.

Skriv kommentar