Første danske standard for sygepleje er klar

Første danske standard for sygepleje er klar Århus Sygehus har fået godkendt Danmarks første kliniske retningslinje af Center for Kliniske Retningslinjer. Den skal skabe ens standarder for behandling og forebyggelse af stråleskader.

Den kliniske retningslinje er udarbejdet af en arbejdsgruppe fra Onkologisk Afdeling D på Århus Sygehus med klinisk sygeplejespecialist Eva Taps i spidsen, og den beskriver, hvordan man forebygger og behandler akutte hudreaktioner hos de ca. 250.000 kræftpatienter, der hvert år strålebehandles.

Retningslinjen – der er en videnskabeligt baseret standard for, hvordan sygeplejersker bør udføre deres arbejde på dette område – er den første i det nationale samarbejde Clearinghouse for Sygepleje – også kaldet Center for Kliniske Retningslinjer.

Eva Taps mener, at den nye kliniske retningslinje får stor betydning for kræftpatienterne i hverdagen.

»Tidligere famlede man sig frem, når der begyndte at komme hudreaktioner i forbindelse med strålebehandling. Informationen om, hvordan kræftpatienten kunne forebygge og behandle stråleskader kunne være forskellig fra sygeplejerske til sygeplejerske. Men med den kliniske retningslinje sikrer vi os, at plejen ligger i faste rammer, som bygger på videnskabelig dokumentation,« siger Eva Taps i en kommentar på Århus Sygehus’ hjemmeside.

Center for Kliniske Retningslinjer har godkendt endnu en retningslinje, som stammer Regionshospital Randers, som handler om brugen af akupunktur til behandling af postoperativ kvalme og opkastning til
patienter i opvågningsafsnit.

Nationale retningslinjer

Nationalt Clearinghouse for Sygepleje er et nationalt samarbejde, som har til formål at dokumentere det sundhedsfaglige arbejde.

Sygeplejersker kan indsende de kliniske retningslinjer, de udarbejder, og centret vil herefter vurdere, om kvaliteten er så god, at retningslinjen kan godkendes og gøres tilgængelig for andre hospitaler.

Nationalt Clearinghouse for Sygepleje – også kaldet Center for Kliniske Retningslinjer – har deres egen hjemmeside på www.kliniskeretningslinjer.dk

Link

Skriv kommentar