Pengene skal anvendes til forskning i årsagerne til diabetiske hjerte-kar-problemer, en komplikation til sygdommen der har stor betydning for den enkelte diabetikers livskvalitet og livslængde.
Allan Flyvbjerg er professor ved Aarhus Universitet og overlæge ved Aarhus Universitetshospital. Hans gruppe har igennem de sidste år påvist en række nye mekanismer, der hos diabetikere kan medføre skader på kroppens blodkar og i værste fald resultere i blindhed, hjernelammelse, blodprop i hjertet, nyresvigt og amputationstruende fodproblemer.
Den række af nye studier, der er bevilget penge til, fokuserer på identifikationen af nye biomarkører, der kan forudsige risiko for udvikling af diabetiske senkomplikationer. Formålet med de nye undersøgelser er også at udvikle en ny og mere virksom medicin end den, der er tilgængelig i dag.
Allan Flyvbjerg er desuden formand for Diabetesforeningen.