Flere coronatest: Lad os praktiserende læger visitere og rådgive Hvis intensivafdelingerne skal klare presset om få uger, kan almen praksis hjælpe med at rekvirere test til de relevante patienter, fortolke svaret og vejlede patienterne, skriver praktiserende læge.

Kære Søren Brostrøm

Tillykke med den nye strategi “Danmark hjælper Danmark”. Den er udtryk for det bedste, der kan ske: at alle bruger det, de er bedst til og får lov til at levere til fællesskabet.  Og tak fordi du nu sætter ind på at skaffe covid-tests nok.

Brug et miks af små lokale reverse transkriptase PCR-apparater, der kan køres decentralt med standard-reagenser og dygtige laboranter, og store centraliserede robot-maskiner, der er afhængige af særligt udformede bakker og test-kits. Så har du den bedste forsyningssikkerhed, når USA om 3-4 uger vælter og tømmer markedet.

Brug samme strategi i sundhedsvæsenet. Lad os hver især gøre det vi er bedst til efter vores indbyggede natur.

Lad almen praksis tage sig af den almene population, lad sekundær sektoren tage sig af den selekterede.

Almen praksis er bedst til at visitere, at vejlede vores patienter, og at sortere i henvendelser. Giv os en god SST vejledning – hvem der skal testes – men giv os også en vis faglig frihed til at afvige fra vejledningen, i dialog med patienterne.

Du har forleden sagt at testkits IKKE er den eneste begrænsende faktor. Nogen skal vurdere om testen skal tages, nogen skal tage den, nogen skal fortolke resultatet og nogen skal vejlede patienten. Det er ressourcekrævende.

Kære Brostrøm. Vi har kapaciteten, og vi kan gøre lige præcis dette bedre end nogen andre – fraset selve podningen. Når bare vi fortsat får god faglig ledelse fra SST. Vi kan hurtigt omstille os, vi kan læse signalerne fra myndigheder og begivenheder, og har hurtigt pålagt os selv effektivt at holde de smittede og de raske adskilt, og så vidt jeg ved, er vi den hurtigst og mest selvregulerende sektor i sundhedsvæsenet i øjeblikket.

Hvis intensivafdelingerne skal klare presset om 2-3 uger, så er det os der skal afbøde trykket NU.

Hvis intensivafdelingerne skal klare presset om 2-3 uger, så er det os der skal afbøde trykket NU.

Giv os ret til at henvise til covid test på regionslaboratorierne. Ikke kun til covid-klinikker, hvor vores vurdering kan blive underkendt af en sekundærsektor instans der ikke kender patienten, anamnesen, komorbiditeten, og fortællingen.

Giv os ret til at få de svar ASAP, og ikke skulle rode efter dem på sundhed.dk eller vente på en epikrise.

Giv os ret til at genteste i løbet af dage, i tilfælde af en måske falsk negativ test, såfremt sygdommen udvikler sig.

Så kan vi vejlede patienten, familien, hjemmeplejen og i mange tilfælde plejehjemmet og de andre institutioner vi står med i lokalsamfundene.

På den måde vil vi kunne gøre meget mere gavn, end ved at gå stuegang på for tidligt udskrevne sygehuspatienter, udføre højt specialiserede ambulatoriefunktioner, eller stille op som anæstesipersonale i funktioner hvor vi er aldeles rustne.

Medunderskrivere på debatindlægget er desuden de tre andre læger i lægehuset Familielægerne i Hobro, praktiserende læge Ole Mogensen, praktiserende læge Marisol Emborg og uddannelseslæge Gehad Elsankari.

Kommentarer

  1. Bravo ! – det er det eneste rigtige at gøre, når testkapaciteten nu øges fra 5.000 til 10.000. Og selvfølgeligt skal prøverne både kunne analyseres og tages på nærmeste klin.lab, så ikke de mange tusinde skal rejse længere end nødvendigt.

  2. Super indlæg!
    Og jeg tror at Søren Brostrøm er på bølgelængde! Han klarer det bedre end de fleste!
    Hvis vi får lov til at udfolde vores potentiale har sundhedsvæsnet og Danmark en rigtig god chance for at komme godt videre i hvad der er en historisk og langvarig udfordring!
    Kære Bolette du er en vigtig medspiller!

Skriv kommentar