»Jeg tror, at vi under fremtidige pandemier vil være bedre til at tænke vores testkapacitet fra andre sammenhænge ind i virusberedskabet. Det virologiske laboratorium, jeg selv er leder af på Rigshospitalet, screener for virus for alle bloddonationer, væv og celler i Region Hovedstaden – storkapacitetsudstyr som kunne have været brugt til at screene for Covid-19-virus.

Næste gang vi får et virus, der spreder sig hurtigt, ville vi på forhånd have lavet kontrakter med firmaer, der laver de tests, så de er forpligtet til at levere hurtigere tests til Danmark på deres eksisterende platforme. Det vil have en kæmpe værdi. Tilsvarende findes der en masse fleksibelt testudstyr i andre laboratorier, som vi kan indtænke i fremtidige strategier.

Pandemien vil gøre os bedre til at prioritere vigtige opgaver fra mindre vigtige

På baggrund af den forskning, som kommer ud af Covid-19, vil vi ikke alene være bedre til at monitorere spredningen af virus. Vi vil også kunne følge, hvordan befolkningen over tid opbygger flokimmunitet. Og vi er godt på vej. Lige nu venter jeg på at modtage 18.000 antistof-tests fra et kinesisk firma, som efter at være blevet valideret både kan bidrage til diagnostik og gøre det muligt for os at undersøge, hvor stor en del af befolkningen, der har været smittet. Når vi har de tal, så har vi en bedre idé om, hvor vi er i epidemien.

Vi lægger ud med at teste bloddonorer som en repræsentativ del af befolkningen samt sundhedspersonale som en udsat del af befolkningen med en ambition om på sigt at spore os ind på, hvor stor en del af befolkningen, der har haft virus og som derfor ikke risikerer yderligere smitte. Det vil betyde, at de estimater, vi har på alvorlig og dødelig sygdom bliver mere retvisende.

Pandemien vil også gøre os bedre til at prioritere vigtige opgaver fra mindre vigtige. For at sikre tilstrækkelig kapacitet på intensivafdelingerne har det været nødvendigt at udskyde alle ikke-kritiske behandlinger, og det har været nødvendigt at indføre teleløsninger. Og spørgsmålet kommer: Hvad skal vi blive ved med at gøre, og hvad kan vi godt undvære.

Personligt har jeg f.eks. et brækket kraveben, som jeg burde gå til kontrol med en røntgenundersøgelse. På grund af pandemien er det blevet konverteret til en telefonsamtale med en læge. Den dropper jeg nok, da mit kraveben virker til at have det fint. Og der er nok flere eksempler på noget sådant rundt omkring, og så kunne vi bruge de ressourcer andre steder i sundhedsvæsenet, hvor der er mangler.

Pandemien kan også være med til at øge tilliden mellem personalet og Styrelsen for Patientsikkerhed. Styrelsen har for nyligt meldt ud, at den under pandemien ville vurdere fejl mindre hårdt. Det er vi i LVS meget glade for, da sundhedsvæsenet har lidt under defensiv medicin og udbrændthed, som delvist er styret af lægers angst for klager, påtaler og politianmeldelser. Fastholder styrelsen den kurs, vil vi kunne se mindre defensiv medicin og bedre trivsel for sundhedspersoner.

Pandemiens negative konsekvenser er, at diskussionen om, hvordan vi får styrket det nære sundhedsvæsen, så flere opgaver på sigt bliver skubbet ud af sygehusene og over til almen praksis, er lagt i mølposen. Herudover skubber vi en pukkel af udsatte opgaver foran os, og den risikerer at udgøre en ny krise for sundhedsvæsenet hvis den tackles forkert. Her er der brug for en tæt dialog mellem de faglige miljøer og beslutningstagerne.«