Man skal stoppe, mens legen er god.

Det er overskriften over lægefaglig vicedirektør i Region Hovedstadens Psykiatri Peter Treufeldt (PT),  som anbefaler dette i en artikel i Dagens Medicin nr. 13/2018 i anledning af sin forestående pensionering. Jeg går ud fra, at PT har læst og godkendt artiklen.’

Magen til skønmaleri er sjældent set.

Hvis man ser på psykiatriens skæbne i de sidste årtier, herunder i PT’s embedsperiode, er god leg den sidste association, man kan komme på.

Den systematiske nedlæggelse af langtidspladser går særligt ud over Hovedstaden, der som alle metropoler har en langt større incidens og prævalens af skizofreni. Den rammer de svært psykisk syge hårdest. De er helt overvejende mænd, som også har et sideløbende misbrug.

Deres risiko for kriminalitet, genindlæggelser, tvangsindlæggelser, tvangsforanstaltninger, hjemløshed og selvmord er klart stigende, ligesom forråelse af klimaet på bostederne er en konsekvens af alt for korte indlæggelser. Det burde ikke undre nogen, når de svært syge oplever at blive afvist fra indlæggelse eller bliver udskrevet før det er forsvarligt. Det burde være vicedirektøren bekendt, bl.a fra hans møder med overlægerådet, men hans løsningsforslag er den sædvanlige ansvarsfralægning: Det er kommunernes opgave, der ikke bliver løftet. Det er en despekt for den psykiatrifaglige opgave i regionerne, som lider under manglen på pladser.

Denne strategi sætter engagerede, ansvarsbevidste kolleger i situationer, hvor deres lægelige etik bliver tilsidesat af  strukturelle regler om korte behandlingsforløb og henvisninger til ambulant behandling. Det drejer sig ikke om at bo på et hospital, som PT siger med den traditionelle henvisning til tidligere tiders asyl, men derimod om at have tid nok til behandling af psykosen, misbruget og den ofte miserable sociale situation. Det ville gøre, at udskrivningen var forsvarlig. Det ville også være vejen frem til nedbringelse af tvangsanvendelse.

Det burde også være vicedirektøren bekendt, at en følge af disse regler er afvandring af kvalificerede læger til mindre udsatte poster. Der mangler 90 speciallæger i psykiatri i Region Hovedstaden, og erstatning med udenlandske læger kan kun gå an under forudsætning af at lægen har et meget nuanceret sprog.

Er det tænkeligt, at en hjertepatient blev afvist fra indlæggelse eller udskrevet til kommunens omsorg, før det var forsvarligt?

Skulle vi ikke lægge neurokirurgien ud i kommunerne?

PT siger med rette, at ligestilling af psykiatri og somatik lader vente på sig og anfører en enkelt ting, som der er mening i: Psykiatriens position (som det lavest rangerende speciale i sygdommenes hierarki) bliver ikke ændret, før finanslovens ramme udvides. Først når politikerne tager ansvar for de ulykker som følger af vanrøgten af de sværest psykisk syge kan skuden vendes og de psykisk syge behandles med samme værdighed som de somatisk syge.

Jeg håber, at PT’s efterfølger vil have fokus på regionens ansvar for at forebygge de mange ulykker som følge af ideologien om psykiatrien som helt overvejende ambulant speciale og ikke forfalder til luftige ideer om kommunernes overtagelse af psykiatrifaglige opgaver. Og en satsning på at gøre psykiatrien til et attraktivt speciale ville igen kunne tiltrække læger til dette meget vigtige arbejde.

Det ønsker jeg hende held med.