For godt et år siden trådte Kristian Rørbæk Madsen pludselig ind på den fagpolitiske scene.

En ganske almindelig flittig og dygtig overlæge som fik nok. Nok af det store arbejdspres, som præger væsentlige dele af sundhedsvæsenet. Nok af sin egen ledelses bagatellisering af det alvorlige dilemma i Svendborg-sagen, altså mundtlig ordination versus tidstro dokumentation.

Utilfredsheden luftede han i Dagens Medicin og Ugeskrift for Læger – og så blev han kaldt til kammeratlig samtale, med bisidder og det hele. En givetvis ubehagelig samtale for både Rørbæk Madsen og hans nærmeste chef, som var blevet kostet til at indkalde Rørbæk Madsen. Den øverste chef gav ordren og holdt sig væk.

Her ville historien være stoppet for mange, for kammeratlige samtaler er en fej og giftig og desværre effektiv måde at undertrykke kritik på.

Men Kristian Rørbæk Madsen var ikke til at standse. Drevet af en oprigtig indignation og i et sandt arbejdsraseri satte han sig i spidsen for en bevægelse, hvis lige ikke er set på det akademiske område.

Kristian Rørbæk Madsen blev aktivist, og med de sociale medier som våben orkestrerede han og en baggrundsgruppe et oprør mod den nye stramme kurs mod fejl, som Styrelsen for Patientsikkerhed havde lagt for dagen.

En underskriftsindsamling mod styrelsen tog form. Et par hundrede læger skrev under. Så et par tusinde. Til sidst havde over 9.000 læger – halvdelen af Lægeforeningens aktive medlemmer – skrevet under, og hvad det etablerede system havde slået hen som lidt støj på de sociale medier fremstod pludselig som en regulær fagpolitisk disruption. Lægeforeningen blev udstillet som en sløv og velnæret standsforening, der agerede lidt for hjemmevant i det politiske aftalesystem fremfor at have fingeren på medlemmernes puls.

Protesten kulminerede med overrækkelsen af underskrifterne til direktøren for Styrelsen for Patientsikkerhed, som Kristian Rørbæk Madsen inviterede med på en døgnvagt, hvor hun med egne øjne kunne konstatere, at læger formelt set overtræder mange regler mange gange hver arbejdsdag.

‘Nok er nok’ skrev vi på forsiden af samme uges udgave af Dagens Medicin til billedet af en stærk og engageret Kristian Rørbæk Madsen, som i kortærmet hvid kittel efter døgnvagten med styrelseschefen mødte pressen for at sætte streg under, at nu måtte den stigende mistro til og kontrol af læger høre op.

Kristian Rørbæk Madsen var formentlig ikke forberedt på opgaven som rebel, og det må have slidt utroligt på ham at passe sit arbejde, være bannerfører og sikkert også bekymre sig for, hvilke konsekvenser, det kunne få for ham. Men han fremviste det fineste, man kan som læge og menneske, nemlig civil courage. Modet til at holde fast i anstændigheden, koste hvad det vil.

Kristian Rørbæk Madsen skriver sig ind i en fornem række af rebelske læger. Tom Skyhøj Olsen, der kritiserede de alt for mange dødsfald på grund af apopleksi. Peter Krasilnikoff, der protesterede over forholdene på børneafdelingen på Hvidovre. Niels Høiby, der ikke vil vige sin stilling trods massivt pres ovenfra. Niels Kroman, der var utilfreds med Sundhedsplatformen. May Olofsson, der kæmpede for sit børneambulatorium. Morten Hedegaard, der forlod Rigets fødeafdeling i protest mod normeringerne.

Modsat de fleste af disse er han desværre ikke mere. Men han har sat et større aftryk end de fleste.

Nicolai Döllner
Chefredaktør
Dagens Medicin

Kristian Rørbæk Madsen er død, 43