En ny tilgang til arbejdet med sikkerhed og kvalitet  Sundhedsvæsenet er komplekst, men hvad er det, der gør det komplekst, og hvad betyder det i hverdagen?

I organisationsforskningen defineres et komplekst system som et system bestående af mennesker, der tilpasser deres handlinger til den kontekst de indgår i. Tilpasningerne betyder, at systemet ikke kan beskrives eller forstås ned i mindste detalje, da det aldrig på forhånd kan vides, hvilke tilpasninger der opstår. 

I en fodboldkamp er det eksempelvis indlysende, at spillet kræver tilpasning fra den enkelte spiller, men indenfor sundhedsvæsenet italesættes disse tilpasninger sjældent. Her har man i årevis arbejdet ud fra en tese om at kunne beskrive, styre og undgå fejl gennem retningslinjer og procedurer. 

At tilpasninger er en forudsætning for, at et komplekst system kan fungere, betyder at retningslinjer, procedurer mv. aldrig kan være fuldt dækkende for alle situationer eller beskrive arbejdet, som det kan udføres i virkeligheden. Retningslinjer og procedurer er, som udgangspunkt, lavet ud fra en forestilling om den ideelle situation, hvor eksempelvis prøvesvar er modtaget, journalen er fuldt opdateret mv. Men dette er langt fra altid tilfældet. Daglige tilpasninger er nødvendige, når der opstår tidspres, når prøvesvar ikke er klar, når der mangler informationer om patienten osv. Personalet er generelt gode til at tilpasse arbejdet, så opgaverne bliver løst. Men tilpasninger medfører også, at der nogle gange opstår uønskede resultater. 

I et komplekst system vil det derfor sjældent give mening at holde en fejl op mod en retningslinje, for at konkludere, hvem eller hvad der var årsag, og hvad man burde have gjort. 

I dag forsøger sundhedsvæsenet næsten udelukkende at lære af fejl og sikre, at fejlen ikke gentager sig. Dette giver naturligvis god mening. Dog er det i et komplekst system ikke altid nok. Når vi forsøger at lære af fejl, får vi kun en indsigt i, hvordan systemet reagerede i en situation, hvor det ikke fungerede. 

Herved opnår vi ikke viden om, hvordan organisationen fungerer i de daglige rutiner, hvor det meste jo går godt. Vi undersøger sjældent hvilke forudsætninger og ressourcer, der skal være til stede for at nå et ønsket resultat. Derfor ved vi heller ikke, om de tiltag vi implementerer, måske vil påvirke de daglige rutiner negativt. 

For at opnå bedre sikkerhed og kvalitet i komplekse organisationer er det vigtigt ikke kun at lære af sine fejl, men også at forstå de daglige rutiner. Dette giver mulighed for at optimere det, der fungerer og mindske nødvendigheden af tilpasninger. Dette er en fundamental ændring i synet på sikkerhed og kvalitet i sundhedsvæsenet; fra at forsøge at eliminere fejl ved at styre og kontrollere personalets ageren til i højere grad at understøtte personalets forudsætninger for at løse opgaven. Altså at gå fra kontrol og direktiver til understøttelse baseret på indblik og forståelse.

FRAM (Functional Resonance Analysis Method) er et værktøj til at få indblik i rutinerne i et komplekst system og giver et visuelt billede af, hvad der skal til, for at rutinerne går godt – men forklarer også hvordan det nogle gange kan gå galt. Med en sådan forståelse, kan vi eksempelvis lave justeringer inden noget går galt. Samtidig er det et kraftfuldt værktøj til at forstå, hvordan noget kunne gå galt – nemlig ved at se på hvad der skal til, for at systemet fungerer normalt. 

Det afgørende er dog ikke en specifik metode, men at forstå, at i et komplekst system er det ikke muligt at beskrive situationen fuldstændigt. Det ensidige fokus på at finde årsagen til en hændelse og eliminere denne er utidssvarende i vor tids komplekse systemer og et skridt videre kunne være en tilgang der understøtter og optimerer kvalitet og sikkerhed gennem indsigt i de daglige rutiner frem for at basere sin læring på fejl og utilsigtede hændelser.

Skriv kommentar