Dybt bekymrende udtalelser fra Lif og styrelse Laver industrien forsøg for at vise, at deres produkter virker, eller for at teste om de virker?

Chefkonsulent i Lægemiddelindustriforeningen (Lif), Jacob Bjerg Larsen, mener, at det er »meget naturligt«, at lægemiddelindustriens forsøg oftere konkluderer positivt om deres egne produkter end uafhængige forsøg (Politiken 5. marts 2017). Industrien igangsætter nemlig kun forsøg, hvis det er ‘overvejende sandsynlig’, at de vil føre til et positivt resultat, og han mener, at ‘alt andet vil være uetisk’.

Direktør for Lægemiddelstyrelsen, Thomas Senderovitz, er enig (DagensMedicin.dk 10/3 2017).

Han mener, at industriens store investeringer gør, at der er »større sandsynlighed for at lykkes«. Dette kan ved en overfladisk betragtning virke rimeligt, men forklaringen kan ikke være korrekt. Dels har alle forskere (forhåbentlig) en begrundet formodning om, at deres forsøg vil føre til forbedringer for patienterne, uanset deres finansiering. Dels var sammenhængen også til stede i de oversigtsstudier, der testede samme behandlinger, hvor eneste forskel var finansieringen.

Værre er, at opfattelsen er forkert, og strider mod basale principper for klinisk forskning og medicinsk etik. For at et klinisk forsøg skal være etisk forsvarligt, er det nemlig et krav, at der skal være genuin usikkerhed om effekten af den behandling, man ønsker at teste. Fagudtrykket herfor er ‘clinical equipoise’ og basalt set er der tale om, at man tester en nul-hypotese. Kendte man resultatet af et forsøg med ”overvejende sandsynlighed” på forhånd, ville det betyde, at halvdelen af forsøgspersonerne ville få en behandling, som med overvejende sandsynlighed er ringere. Dét er etisk uforsvarligt – har man allerede evidens, der gør det overvejende sandsynligt, at en ny behandling er bedre end den gamle, skal man ikke lave flere forsøg. Derfor er det ved at være et krav, at man inden nye forsøg altid foretager et systematisk review.

Jacob Bjerg Larsens og Thomas Senderowitz udtalelser er derfor dybt bekymrende og underbygger ikke tiltroen til Lægemiddelstyrelsen som vores garant for sikker medicin. Lægemiddelstyrelsens primære hensyn lader til at være, »at lægemidler kommer ud til befolkningen timeligt og ordentligt«, det vil sige uden omkostningsfuld forsinkelse, baseret på forsøg udført »for at få lægemidlerne godkendt«, som Senderovitz udtrykker det.

Lægemiddelindustriens forhåndsoverbevisning om, at deres forsøg giver positive resultater, kan næppe begrundes i, at deres nye produkter virkelig er bedre end de gamle. Det viser erfaringen med de talrige præparater, der er trukket af markedet, trods de industrifinansierede positive forsøg og lægemiddelmyndighedernes godkendelse.

Det er også bekymrende, at Thomas Senderovitz i samme artikel afviser de uvelkomne resultater af det mest omfattende systematiske review nogensinde om SSRI-præparater til behandling af moderat og svær depression (de har ingen målbar effekt), uden at stille mere pålidelig evidens i stedet, der viser noget andet. Accepterer Lægemiddelstyrelsen ikke kravet om, at der skal være solid evidens for, at de gavnlige virkninger ved medicin overstiger skadevirkningerne?

Kommentarer

  1. Dybt bekymrende mistænkeliggørelse

    Der er vist tale om en klassisk misforståelse fra Cochranecenterets vicedirektør Karsten Juhl Jørgensen.

    Nye lægemidler skal naturligvis godkendes på baggrund af den bedst tænkelige dokumentation for sikkerhed og effekt – en dokumentation der bl.a. skabes via gennemførelse af kliniske forsøg. Her er ”overvejende sandsynlighed” ikke nok, her kræves dokumentation, og derfor skal forsøgene gennemføres.

    For hvert trin i udviklingen af et nyt lægemiddel stiger evidensen for lægemidlets sikkerhed og effekt.

    Men den helt grundlæggende forkerte antagelse er, at man kan sammenligne offentlige og private forsøg direkte. Det kan man ikke. Virksomheder laver hovedsageligt forsøg med helt nye lægemiddelstoffer, mens offentlige forskere oftest laver kliniske forsøg med allerede markedsførte lægemidler.

    Der er tale om to forskellige set-up, hvor forudsætninger og formål er forskellige.

  2. Jakob Bjerg Larsen det er da noget vås du skriver: “Her er ”overvejende sandsynlighed” ikke nok, her kræves dokumentation, og derfor skal forsøgene gennemføres.”.

    Du har vel hørt om p-værdi?

  3. Kære Jacob – jeg skriver netop, at “sammenhængen [var] også til stede i de oversigtsstudier, der testede samme behandlinger, hvor eneste forskel var finansieringen.”

    Det betyder, at man specifikt har sammenlignet industri- og offentligt finansierede forsøg, der har testet den samme medicinske behandling. Dermed er grundpræmissen for din argumentation forkert.

    I øvrigt siger du med din kommentar ovenfor, at offentligt finansierede medicinforsøg ikke skulle være baseret på forudgående testning. Den lader vi stå et øjeblik. Forhåbentlig er der én af mine dygtige kolleger, der laver den type forsøg, som vil fortælle dig hvordan offentlig finansieret forskning fungerer.

    Jeg vil varmt anbefale dig (og andre interesserede) at læse den fine bog “Ending medical reversal” (Johns Hopkins University Press) af Vinayak Prasad (National Cancer Institute) og Adam Cifu (University of Chicago), der gennemgår hvordan vores nuværende system, hvor industrien tester deres egne produkter, igen og igen fører til, at behandlinger som vi troede var effektive, baseret på industriens mange positive forsøg, bliver taget af markedet. Bogens appendix oplister 146 konkrete eksempler, alene baseret på en gennemgang af artikler publiceret i NEJM over en 10-årig periode, der førte til sådanne “reversals”.

Skriv kommentar