Medieforskere har godt belæg for at skrive under på, hvor stor indflydelse mainstreammedier har på en befolkning. Det har især betydning under en pandemi. Der er ikke brug for udmeldinger, som virker tøvende eller tågede, men funderede og fortrøstningsfulde. Sådanne udmeldinger sætter sundhedsprofessionelle under et forventningspres, der tvinger dem ud på en balancegang, hvor publikum både har det med at pifte og puffe.
Spørgsmålene til forskere og alment praktiserende læger er presserende og melder sig på både makro- og mikro-niveau: Er Israels strategi et forbillede for resten af verden? Er det sikkert, at netop dén patient bør sige nej til vaccination?
Når presset at blive tilstrækkelig hårdt, kan den spontane respons blive lige så brutal, som den er uhørt: Hvor Fanden skulle jeg vide det fra?!
Desværre har den en vis berettigelse – selvfølgelig helst i mildere form.
Ved eftertanke markerer status quo et højdepunkt i urimelighed: Det er, som om offentligheden forventer mere af sundhedsprofessionelle under pandemien, end før den begyndte. Alle de vigtige spørgsmål vidner om længsel efter sikkerhed, men de fleste vil i bedste fald først kunne besvares, når langtidsstudier viser variabler i vacciners effektradius, bivirkninger, inkluderede befolkningsgrupper og individuel respons. Med tanke på forskellige paradigmers krav til evidens er det et puslespil af format. Og efter vestlig tidsregning skriver vi stadig kun 2021.
Succesmeldinger er ganske vist i høj kurs, men de har det også med at være utidige. Hverken forskere eller alment praktiserende ønsker at vække håb med udsigt til skuffelse; men specielt i denne tid er andre og langt større kræfter også på spil. Noget nær hele menneskeheden presser på for at blive af med en angst, der holdes i live af mainstreammedier og hvert øjeblik kan intensiveres med påmindelser om hidtidig massedød, svingende incidenstal og uberegnelige mutationer. Pharmagiganter forsøger at overgå hinanden i rapporter om vacciners konkurrencedygtighed, og politikere håber stadig at finde ret kurs for genåbning af verdenssamfundet.
I den helhed minder en opfordring om at være tålmodig om et råd til en hungersramt om at faste. Men her kan tålmodighed også kaldes for begrundet forbehold. I sundhedsvidenskabelig sammenhæng forbliver det nemlig et væsentligt kendetegn for troværdighed i modsætning til spåkonernes brug af krystalkugler.
Som om man som forsker eller alment praktiserende ikke har nok at se til i forvejen, er det åbenbart også nødvendigt at være oplysende på det område. Gid mange flere ville hjælpe. I den forstand gælder det nu og fremover, at forståelse for forbehold efterlyses.
