Foto: colourbox.dk

De står og banker på, men vi hører dem ikke – grupper af selvmordstruede overses DEBAT: Vi har identificeret fire grupper af personer, der er i særlig risiko for selvmord. Hvis vi kan løse problemerne for disse fire grupper, så kan op imod halvdelen af alle selvmord forhindres.

Der er store grupper af selvmordstruede personer, som til trods for at de søger hjælp, ikke modtager den støtte, de har behov for. Det er paradoksalt, fordi det i det selvmordsforebyggende arbejde burde være vores vigtigste opgave at etablere den nødvendige behandling og støtte til de mennesker, der er selvmordstruede. Vi har i vores forskning identificeret fire store grupper, som er i høj risiko for selvmord. 

For at understrege denne gruppes betydning har vi estimeret den befolkningsrelaterede risiko, eller ‘population attributable risk’ (PAR), som det hedder på engelsk. PAR beskriver den andel af ​​selvmord, der kunne forhindres, hvis det var muligt at reducere gruppens selvmordsrisiko til niveauet i den generelle befolkning. Grupperne er:

1) Patienter med hospitalskontakt efter selvmordsforsøg: Personer, som har haft et selvmordsforsøg, har en øget risiko for at gentage selvmordshandlingen; i løbet af det første år vil 14-16 pct. gentage handlingen og 1,6 pct. med et dødeligt resultat. Selvmordsraten i denne gruppe er anslået til at være 50-100 gange højere end i baggrundsbefolkningen, og PAR i det første år efter et selvmordsforsøg estimeres til at være 7 pct. Det betyder, at hvis vi kan fjerne over-risikoen i denne gruppe, vil vi have reduceret antallet af selvmord i Danmark med 7 pct. Selvmordsforebyggelse i denne forholdsvis lille og let definerede gruppe kan således spille en vigtig rolle i det samlede perspektiv. Ny forskning fra DRISP viser, at færre end halvdelen af ​​dem, som kommer på skadestuen efter et selvmordsforsøg, henvises til opfølgende behandling i psykiatrien – det er for få.

En professionel telefonlinje kan sikre udrykning fra Psykiatrisk Akutberedskab og henvisning til eksisterende behandling, herunder de selvmordsforebyggende klinikker

2) Patienter udskrevet fra psykiatrisk indlæggelse: Personer, der udskrives efter psykiatrisk behandling, har op til 400 gange højere selvmordsrate i den første uge efter udskrivelsen, og 0,7 pct. dør af selvmord inden for det første år. Selvom vi måske er blevet bedre til støtte patienterne i processen efter endt behandling, så er selvmordsraten fortsat alarmerende høj, og PAR for det første år efter udskrivelsen ligger på 25 pct. Det betyder, at hvis vi løser dette problem, kan vi forebygge et ud af fire selvmord herhjemme. Det, som skal ske, er, at patienterne skal støttes og monitoreres for advarselstegn, samt at hjælp skal være tilgængelig, hvis der er behov.

3) Patienter i den psykiatriske akutmodtagelse: Når en person søger hjælp i den psykiatriske akutmodtagelse eller skadestue, bør det ses som et advarselssignal. De psykiatriske akutmodtagelser ser patienter med akutte psykiatriske tilstande og langvarige psykiske lidelser, og når de oplever at være i krise, bør de indrulleres i et omfattende støtteprogram, f.eks. med telefonisk eller personlig opfølgning. Gruppens selvmordsrate inden for 12 måneder efter kontakt til psykiatriske akutmodtagelser er 47 gange højere end for den generelle befolkning, og PAR er på 8 pct. 

4) Personer, som ringer til telefoniske rådgivning: En stor andel af dem, som ringer til Livslinien, har selvmordstanker. Rådgivningen er anonym, så det ikke er muligt at følge op på samtalen efterfølgende, og fordi den varetages af en frivillig organisation.

Da disse hjælpelinjer drives uafhængigt af psykiatriske institutioner, eksisterer der ikke noget formelt henvisningssystem, og der mangler muligheder for opfølgning. Det betyder, at selvmordstruede personer bliver tilbudt et øjebliks lettelse, men at støtten slutter, når røret er lagt på. Blandt personer, som i en forsøgsperiode blev henvist fra Livslinien til en intervention, rapporterede 13 pct., at de havde haft et selvmordsforsøg inden for de sidste syv måneder. Det svarer til samme niveau som for personer, der har været på hospitalet efter et selvmordsforsøg. Hvis man antager, at risikoen for selvmord er identisk med denne persongruppe, ligger PAR på ca. 9 pct. En bedre støtte kunne bestå i opfølgning og bedre henvisningsmuligheder til psykiatrisk behandling.

Knap halvdelen kan forhindres

Alle personer i disse fire grupper er selvmordstruede. Vi kender ikke andre grupper med så høje selvmordsrater, og personerne viser, direkte eller indirekte via deres adfærd, at de har brug for hjælp.

I det ekstreme tilfælde, at der ikke er overlap mellem disse fire grupper, så vil den opsummerede PAR være 49 pct. Med andre ord vil vi kunne forhindre halvdelen af alle selvmord ved at løse problemerne for disse fire grupper. 

Dette er selvfølgeligt et hypotetisk scenarie, men det er indlysende, at en bedre og mere sammenhængende støtte og behandling til denne gruppe bør være et centralt element i en handlingsplan for selvmordsforebyggelse.

Det ironiske er, at disse personer er lette at identificere, da de stort set står og banker på døren. I øjeblikket modtager de en fragmenteret behandling, fordi det støttende og ledsagende princip ikke er implementeret. Det er tragisk, fordi personerne er i en sårbar tilstand, og kun få af dem har følelsesmæssige og kognitive ressourcer i krisesituationen til selv at skaffe sig den professionelle hjælp, de har brug for. Der er international evidens for, at opsøgende indsats, håndtering af krisesituationer og støtte til at etablere opfølgende behandling kan reducere selvmordsrisikoen.

Nemt at gøre noget

Der bør i Danmark udvikles sammenhængende forløb, hvor støtten til disse risikogrupper koordineres og tilknyttes eksisterende behandlingstilbud. Det betyder også, at der skal oprettes en professionel telefonlinje som supplement til de telefonlinier, der er drevet af frivillige. 

En professionel telefonlinje kan sikre udrykning fra Psykiatrisk Akutberedskab og henvisning til eksisterende behandling, herunder de selvmordsforebyggende klinikker. En professionelt drevet telefonlinje vil også kunne organisere et hensigtsmæssigt behandlingstilbud for den lille gruppe af mennesker, der ringer flere gange dagligt til frivillige telefonlinjer.

I betragtning af at de første tre grupper allerede ses i psykiatrien og er nemme at identificere, er det nemt at iværksætte. Interventioner, der understøtter mestringsevner, sikrer, at opfølgende behandling faktisk finder sted, og monitorering af risiko for selvmord i løbet af de første uger og måneder, f.eks. gennem hjemmebesøg, burde være normen. Kompetente forskere skal evaluere indsatsen, så vi ved, om den faktisk virker.

Skriv kommentar