Foto: Lars Andersen

De skaldede hævnere rider igen Anders Kühnau må kalde sine sheriffer til orden og hurtigt få skabt en holdbar hospitalsplan og et anstændigt klima for både chefer og menige.

Årets budgetlægning i Region Midtjylland udviklede sig til en ren spaghetti-western, hvor alle skød på alle i en blodig kamp om at undgå nedskæringer og flytning af opgaver. Ud af røgen dukkede regionsformand Anders Kühnau (S) og proklamerede stolt, at nu var forliget på plads. Hvad man ikke lige kunne se, var, at han er hårdt såret, og at slaget slet ikke er overstået.

For næppe havde han usikkert proklameret, at oven på dette budgetforlig var det vist tid til at lægge en ny hospitalsplan for regionen, før de næste skud lød.

De blev affyret i fredags af regionens skaldede hævnere, regionsdirektør Jacob Stengaard Madsen og koncerndirektør Ole Thomsen, som opførte en reprise af ‘mordet’ på Gert Sørensen på AUH i januar sidste år.

Ofrene denne gang var to lige så pæne og respekterede chefer, nemlig hospitalsdirektør Lars Dahl Pedersen og sygeplejefaglig direktør Tove Kristensen, som i mange år har præsteret markant som chefer for bl.a. hospitalerne i Viborg og Silkeborg. Sidstnævnte har i parentes bemærket været igennem en beundringsværdig forvandling til sammedagshospital og er fem gange blevet kåret som landets bedste mindre hospital og har fået Den Gyldne Skalpel.

Men hvad hjælper det at være en dygtig leder i Region Midtjylland, når det ikke er værdsat, at man stiller sig på bagbenene og kæmper sin sag i en budgetproces, hvor alle andre kaster med mudder.

Det virker åbenbart provokerende på regionsgården i Viborg, og derfor trak de to gunslingere hestene af stalden, hviskede deres beslutning i øret på Anders Kühnau, som åbnede stalddøren og lod dem føre endnu en mærkværdig beslutning ud i livet.

Det er ærlig talt sørgeligt, at man ikke har modet til at holde fast på modige ledere

Med Gert Sørensen hed det sig, at landets bedst præsterende megahospital nu trængte til en ‘synlig profil’ med ‘store faglige ambitioner’ og ‘klare værdier’. Døm selv, om hans afløser har leveret den vare.

Og i tilfældet Pedersen og Kristensen hedder den officielle forklaring blot, at man er ‘uenige om den strategiske ledelse og udvikling’, og det efterlader endnu en gang de ansatte i undren: Hvilken strategi og hvilken udvikling? 

Forfængeligheden på direktionsgangen i Region Midtjylland er åbenbart så omfattende, at den burde have sit eget postnummer, og det er ærlig talt sørgeligt, at man ikke har modet til at holde fast på modige ledere.

Og det klæder slet ikke Anders Kühnau at vaske hænder og tillade sin direktion at udøve magt på nærmest bølleagtig vis. Han er immervæk den øverste ansvarlige, også for det vakuum, som denne type dårligt kommunikerede chokbeslutninger efterlader arbejdspladserne i. Må man minde om, at Anders Kühnau som sin første melding efter sit valg i efteråret markerede, at han vil stå for en større åbenhed end forgængeren.

Det er ikke nogen flot debut for Bent Hansens lærling, som ganske vist imponerede, da han for et år siden løste den gordiske knude mellem Danske Regioner og de praktiserende læger, men som nu dårligt kan holde sammen på eget hus.

Den omfattende ballade i Region Midtjylland er ekstra graverende, fordi denne del af Danmark har en overordentlig gunstig demografi og ikke slås nævneværdigt med udkantsproblemer.

Hvis man skal være meget venlig, kan man hævde, at rivegildet i Midtjylland er et argument for at bevare regionerne. Det regionale demokrati ser nemlig ud til at fungere, når man læser de lokale medier og debatfora, som bugner af holdninger til sundhedsvæsenet. Det går indimellem voldsomt for sig, og uskønt kan det også forekomme, men tænk om regionerne blev nedlagt og alle disse sager havnede på sundhedsministerens bord. Det ville forvandle sig til landets største politiske tag selv-bord med Dansk Folkeparti som en flittig gæst.

Men naturligvis vil balladen blive udnyttet af regionsmodstanderne, og Anders Kühnau må kalde sine sheriffer til orden og hurtigt få skabt en holdbar hospitalsplan og et anstændigt klima for både chefer og menige.

Kommentarer

  1. Tak for en god og humoristisk leder. På et punkt er der dog en fejlvurdering i din analyse. Det er ikke tilstrækkeligt at kalde de vildt skydende sheriffer til orden, de skal
    afskediges. Det er i alle henseende uacceptabelt at de administrative personer, som har forstået at samarbejde med det kliniske personale afskediges, hvorimod personer der virker destruktivt på samarbejdsklimaet dem beholder regionen. Forløbet med de “skydegale” sheriffer har været langvarigt og induskutabelt vist at de er udenfor
    terapeutisk rækkevide mht at kunne samarbejde. Du rejser et vigtigt spørgsmål “hvilken strategi og udvikling” . Det spørgsmål vil vi der bor i regionen og er potentielle patienter også gerne kende, men kan ikke finde svaret.

Skriv kommentar