Stephanie Lose
Regioner kommer måske også til at kalde ekstra folk på arbejde eller bede pensionerede eller studerende hjælpe til, siger Stephanie Lose (V), formand for Danske Regioner.Foto: Bjarke Ørsted

Danske Regioner: Arbejdstidsregler for læger vil kunne suspenderes  Læger skal regne med lange arbejdsdage og mulighed for at arbejde mere end det aftalte, siger formand for Danske Regioner.

I øjeblikket arbejder Danske Regioner og de fem regioner på højtryk for at geare det danske sundhedsvæsen til et potentielt voldsomt rykind af patienter som følge af coronavirussen.

Og en af mulighederne, som regionerne som arbejdsgivere overvejer, er, at suspendere arbejdstidsreglerne, siger Stephanie Lose (V), formand for Danske Regioner.

»Vi kommer til at trække store veksler på læger og andre sundhedspersoner i denne tid, og regioner kommer måske også til at kalde ekstra folk på arbejde eller bede pensionerede eller studerende hjælpe til. Og en anden mulighed er, at suspendere arbejdstidsreglerne, hvis vi kommer i bekneb med mandskab. Det er bestemt en mulighed, vi har i tankerne,« siger Stephanie Lose.

Udvider intensivkapaciteten

Regionerne forbereder lige nu især udvidelsen af intensivkapaciteten på alle hospitaler.

»Vi ved ikke, hvor mange patienter der kommer på en gang, men vi skal være forberedt på det værste. Derfor er vi ved at finde ud af, hvor mange ekstra respiratorer og intensivpladser, vi kan skaffe, og hvordan vi hurtigt får uddannet nok personale til den øgede kapacitet. Og desuden kommer vi med Sundhedsstyrelsen som en koordinerende rolle til at skulle prioritere i behandlingerne, så vi frigør kapacitet og dermed gør mest gavn til de mest syge lige nu. Derfor vil situationen få konsekvenser for den planlagte aktivitet på sygehuse, så eksempelvis knæoperationer bliver udskudt. Men en mere detaljeret plan er undervejs, og det kommer også an på, hvor i landet det er, og hvilke muligheder sygehuset har,« siger hun.

Skriv kommentar