Danmark blandt EMA-ansattes top fem af foretrukne værter
Medarbejderne i det europæiske lægemiddelagentur EMA har placeret Danmark som det femte mest attraktive land at flytte med til. 65 pct. af medarbejdere i EMA ønsker at flytte med til København, hvis agenturet bliver placeret i Danmark.

Danmark blandt EMA-ansattes top fem af foretrukne værter Medarbejdere i det europæiske lægemiddelagentur EMA har sat Danmark på femtepladsen ud af de 19 kandidater til at overtage værtsskabet efter Storbritannien.

Medarbejderne i det europæiske lægemiddelagentur EMA synes godt om tanken om at flytte med EMA til København. I en spørgeskemaundersøgelse, som agenturet selv har gennemført blandt sine ansatte om, hvilke af de 19 lande de ville være mest tilbøjelige til at flytte med til, havner København med en medflytterandel på 65 pct. på en femteplads – kun overgået af Italien (69 pct.), Wien (73 pct.), Barcelona (76 pct.) og Amsterdam (81 pct.). Ni ud af ti af de adspurgte takkede nej til at flytte til Warszawa, Bukarest eller Sofia. Det fremgår af EMAs opgørelse, som er lækket til Politico.

Lægemiddelstyrelsens direktør Thomas Senderovitz er godt tilfreds med udfaldet.

»Det er flot, at Danmark får så fin en placering set i lyset af, hvor få danskere, der arbejder i EMA,« siger Thomas Senderovitz, der bemærker, at København opnår en bedre score end Stockholm, der i medierne ellers ofte er blevet nævnt som én af favoritterne som kommende værtsland.

»Medarbejderne har sikkert tænkt, at Barcelona er sol og varme, og Milano ligger centralt i forhold til London. Feltet er tæt i top fem i forhold til, hvor medarbejderne helst vil bo. Her er det kun Amsterdam, der stikker af fra de andre. Så det er ikke fordi, at der er tale om vildt store spring fra Danmark til de fire andre lande med højere score,« siger Thomas Senderovitz, der pointerer, at medarbejdernes præferencer for værtsland langt fra kommer til at stå alene. Mange andre faktorer vil komme i spil.

Katastrofen lurer

Den nye undersøgelse fra EMA peger efter hans vurdering på en fundamental udfordring.

»Hvis man gerne vil værne om kontinuiteten i EMA’s arbejde, vil der være stor forskel på, om EMA bliver placeret i et af de fem mest attraktive eller mindst attraktive lande på listen,« siger han og fortsætter:

»At vælge en af de mindst attraktive kandidater ville være et problem for hele det europæiske regulatoriske system. Hvis en stor del af EMA’s ansatte ikke følger med, risikerer man et regulært ‘regulatorisk sammenbrud’, hvilket efter min mening kan gå ud over folkesundheden – så derfor en opfordring til beslutningstagerne at tænke sig godt og grundigt om. Det forkerte valg kan få systemet til at bryde sammen,« siger Thomas Senderovitz og understreger betydningen af, at agenturet skal kunne fortsætte sit arbejde med så få forstyrrelser som muligt.

»Hvis 80-90 pct. af EMA-medarbejderne ikke følger med, kommer det til at tage mange år at genopbygge den tabte erfaring. Så går hele systemet i stå. Det ville være en katastrofe med udråbstegn og streg under. Det vil være en virkelig stor folkesundhedsmæssig udfordring,« siger han og vurderer, at det også ville være politisk meget ærgerligt at ødelægge et meget velfungerende regulatorisk system udelukkende på baggrund af politiske hensyn.

»Så kan man jo spekulere over, om det ikke vil kunne ske, hvis man flyttede EMA til et af de lavest rangerende lande,« siger Thomas Senderovitz, som gør opmærksom på, at EU-Kommissionen snart kommer med sin analyse af, hvilke lande der lever op til de officielle kriterier, som et værtsland skal opfylde.

 

Skriv kommentar