Dagens Medicins ledelsespris 2022: Indstil din kandidat nu
Foto: Majken Simonsen

Dagens Medicins ledelsespris 2022: Indstil din kandidat nu Kender du en, der arbejder i eller med sundhedsvæsenet, og som virkelig gør en forskel som leder eller institution? Så er det nu, du skal indstille din kandidat til Dagens Medicins Ledelsespris 2022.

Dagens Medicin uddeler til september for anden gang Dagens Medicins Ledelsespris. Og det er nu, du kan indstille din kandidat via blanketten, der kan downloades herunder.

Dagens Medicins ledelsespris er indstiftet i 2021 med det formål at hylde den gode leder. Prisen tildeles enkeltpersoner eller institutioner, som har fuldt fokus på, at sundhedsvæsenet er til for borgerne, patienterne og samfundet, og som formår at få andre med sig og skabe resultater på tværs af sektorgrænser i et komplekst sundhedsvæsen.

Baggrunden for prisen er, at god ledelse er en forudsætning for at drive et godt sundhedsvæsen med dygtige, tilfredse medarbejdere, høj faglig kvalitet og patienttilfredshed, samtidig med at man er bevidst om ansvaret for samfundet, både økonomisk og menneskeligt, forklarer anshavende chefredaktør for Dagens Medicin Rikke Esbjerg. Samtidig har hun en opfattelse af, at lægerne stadig mangler at se ledelse som en karriere.

»Jeg synes, at der i mange år specielt blandt læger har været manglende respekt for og anerkendelse af ledelse som en disciplin, man skal træne og øve sig på, og at det ikke bare er noget, man kan, fordi man er en dygtig specialist. God ledelse kræver fuld dedikation. Og ledelse er lige så vigtigt og lige så fint som forskning. Det kan ikke nytte noget at tro, at man både kan være topforsker og leder. Til gengæld er det supervigtigt, at lederen har dyb forståelse for både topforskeren og sosu-assistentens arbejde,« sagde Rikke Esbjerg sidste år i forbindelse med indstiftelsen af prisen.

Ledelsesprisen blev første gang uddelt i forbindelse med konferencen “2 dage for sundheden 2021”, hvor den blev givet til Jonas Egebart for hans indsats under COVID pandemien. Siden er Jonas Egebart blevet direktør for Region Hovedstadens akutberedskab. 

Igen i år overrækkes prisen på konferencen “2 dage for Sundheden”, der afholdes 12.september. 

Frist for indstilling: 16.august kl 17.00

Download indstillingsblanket her

Skriv kommentar