Torben Østergaard er ledende overlæge på Endokrinologisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital.Foto: Lisbeth Hasager Justesen, Regionshospitalet Viborg

Coronaen har sat turbo på digitale konsultationer for diabetespatienter For ganske kort tid siden var lægerne på Endokrinologisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital så småt og en kende modstræbende gået i gang med at bruge en ny app-baseret konsultation. Nu er den en nødvendighed.

Stod det til overlæge Trine Tang Christensen på Endokrinologisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital, var det næppe blevet til noget med at indføre digitale konsultationer i stor skala. Men i dag bruger hun dem hele tiden og er efterhånden blevet overbevist om, at de kan gennemføres på en måde, der ikke går ud over kvaliteten.

»For nogle måneder siden – før COVID-19 – blev vi introduceret til videokonsultationer via en ny app. Der var en ret stor skepsis fra os klinikere mod at bruge det. Det har noget at gøre med, at vi er vant til og finder det vigtigt f.eks. at se patienten rejse sig i et venteværelse. Det får man en masse usagt kommunikation af. Vi var bange for, at vi ved en videokonsultation ville misse den non-verbale kommunikation«, siger hun.

»Så vi var meget skeptiske. Men i forbindelse med coronaen blev det den eneste måde, vi kunne se vores patienter på, og nu er det udbredt. Og jeg er mere positivt indstillet. Jeg har set, at det har fungeret godt, og specielt at patienterne har været utroligt glade for løsningen«.

Trine Tang Christensen er overlæge på Endokrinologisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital.

Det skyldes flere forhold. I hospitalets optageområde kan der være lange afstande, som patienterne må tilbagelægge for at komme til kontrol i Aalborg. Har de bil, kan der være problemer med at finde en parkeringsplads i nærheden af hospitalet. Og har de ikke bil, kan offentlig transport være en øvelse i tålmodighed og robusthed.

Så sent som i går talte jeg med en landmand ude på marken. Han standsede traktoren imens og fuldførte bagefter sit arbejde, som han plejer.

Trine Tang Christensen, overlæge på Endokrinologisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital

I dag har Trine Tang Christensen og hendes kolleger konsultationer med deres patienter i de mest uvante situationer.

»Så sent som i går talte jeg med en landmand ude på marken. Han standsede traktoren imens og fuldførte bagefter sit arbejde, som han plejer«, siger hun.

Forudsætninger

Videokonsultationer er dog ikke helt ukendte for endokrinologerne i Aalborg. I en rum tid har der eksisteret et tilbud til patienterne om at komme ind på lokale såkaldte videoambulatorier i f.eks. Thisted og på Læsø, som er udstyret med videoskærm og grej til at måle bl.a. blodtryk på patienten.

Med den nye app, som hedder DiaSamtale, formodes patienten selv at have den type udstyr.

For en af de vigtigste forudsætninger for, at en videokonsultation kan fungere, er patientens forberedelse.

»Konsultationen er meget afhængig af, at patienterne forbereder sig. Vi vil rigtig gerne have, at de fremsender blodtryksmålinger, så de skal have et apparat derhjemme. I nogle tilfælde har vi sørget for, at et apparat blev sendt ud inden videokonsultationen. Og det kræver også, at de har uploadet blodsukkermålinger«, siger Trine Tang Christensen.

Og så er der nogle praktiske forudsætninger. Trine Tang Christensen har f.eks. et par gange været ude for, at konsultationen blev ekstraordinært besværlig eller ligefrem måtte droppes, fordi patientens internetdækning ikke var god.

Ulemper

Selv om Trine Tang Christensen oprindelige skepsis over for de nye videokonsultationer er i aftagende, finder hun primært fordele på patienternes side. For lægerne er de sværere at få øje på. For eksempel er videokonsultationerne tidkrævende.

»For mig er de ikke tidsbesparende. Det har været et argument, men det har jeg ikke oplevet«, siger hun.

Dermed bidrager de ikke til at hale ind på ventetiderne til ambulatoriet i Aalborg, som kan være omkring et år.

Og så kræver de en anden forberedelse.

»Det har måske lidt med tradition at gøre. Men hvor jeg i en fysisk konsultation kan vende mig om mod computeren og finde data frem, så vil jeg gerne nu forberede den slags, inden jeg ringer op. Men måske er det tilvænning«, siger hun.

Den får den endokrinologiske overlæge rigelig mulighed for at opøve i den kommende tid.

»Fra næste uge kommer der et fritvalgsordning, hvor patienterne får mulighed for at lade konsultationerne foregå enten fysisk, via telefon eller app«, siger hun.

»Vi kan så se, om patienten helst vil møde op fysisk eller vil have konsultation på app’en. Og hvis de ikke vælger nogen af delene, så ringer vi dem op«.

Og én ting er hun sikker på: videokonsultationerne kan ikke kan træde fuldstændigt i stedet for fysiske konsultationer.

»Det optimale ville være at bruge dem til mellemkontroller og så have hovedkontrol med fremmøde. For eksempel når patienterne alligevel skal fysisk til øjenundersøgelser eller til kontrol hos sygeplejerskerne«, siger Trine Tang Christensen.

»Jeg tror, at hvis du aldrig ser patienten, så vil der formentlig kunne være nogle ting, du aldrig opdager. Et fodsår kan f.eks. ende i amputation, hvis det ikke opdages i tide«.

Da statsminister Mette Frederiksen (S) lukkede Danmark ned, gik antallet af app-baserede videokonsultationer på Endokrinologisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital, op – bortset fra uge 15, hvor påsken faldt.

For patienternes skyld

Ledende overlæge på Endokrinologisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital Torben Østergaard, er enig.

»Videkonsultationer kan understøtte vores normale fremmøder men ikke erstatte dem. Man er nødt til at se patienterne en gang imellem«.

Nu indfører I selvvalg for patienterne. Hvad nu, hvis de altid vælger konsultation pr. app?

Meningen er, at man med sin behandler aftaler, at f.eks. næste gang får du frit valg, men lægen får også muligheden for at sige, at næste gang er jeg altså nødt til at se dig

Torben Østergaard, ledende overlæge på Endokrinologisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital

»Det får de ikke altid lov til. Meningen er, at man med sin behandler aftaler, at f.eks. næste gang får du frit valg, men lægen får også muligheden for at sige, at næste gang er jeg altså nødt til at se dig. Man udvælger blandt patienterne«.

Der er en vis skepsis blandt lægerne over for dette her. Hvordan adresserer du den?

»Jeg prøver at italesætte, at hvis vi skal lave konsultationer via app, så skal vi som klinikere stræbe efter at have lige så stor kvalitet som ved fremmøde. Det vil sige, at skal vi have blodtryk, så skal patienterne kunne måle blodtryk enten selv eller ved egen læge. Og de skal kunne uploade eller indsende blodsukkerværdier, så vi som klinikere synes, at det er tæt på at være lige så god kvalitet som en fysisk konsultation. Det har jeg sagt til afdelingens læger, at det vil jeg arbejde på«.

Hvad var den oprindelige årsag til, at I gik i gang med videokonsultationer?

»For det første er det regionens strategi at imødekomme patienternes behov for ikke at bruge tid på landevejen og på at finde parkeringspladser. Og for det andet er digitalisering et særkende for Steno Diabetes Center Nordjylland (et initiativ mellem Region Nordjylland og Novo Nordisk Fonden, som er integreret med Aalborg Universitetshospital, red.)«.

Hvilken rolle spillede coronavirussen?

»Den 11. marts, da Mette Frederiksen meldte ud, at landet lukkede, og at vi alle skulle holde afstand, da omlagde vi dagen efter alle konsultationer til telefon og app for at understøtte, at patienterne ikke skulle ud på vejene eller ind i offentlige transportmidler. Jeg synes, det har været interessant, hvad sådan en krise har kunnet gøre. Det er et vindue til at gøre nogle ting, som ellers ikke kunne være gjort med samme hastighed. Jeg prøver at udnytte den mulighed«.

Skriv kommentar