Amt indfører ny undersøgelse for kræft Antallet af ekstraundersøgelser skal halveres med ny undersøgelse for livmoderhalskræft

Frederiksborg Amt vil indføre en ny og ny og bedre undersøgelse for livmoderhalskræft. Den såkaldte tyndtlagsmetode skal halvere antallet af ekstraundersøgelser.

Hvert år får næsten 30.000 kvinder mellem 23 og 59 år i Frederiksborg Amt tilbudt en undersøgelse for livmoderhalskræft. Ca. 18.500 tager imod tilbuddet, og ud af dem har omkring 2.000 hidtil været nødt til at få foretaget yderligere en undersøgelse umiddelbart efter, fordi materialet ikke har været godt nok til at stille en korrekt diagnose.

Overlæge Anne Wåhlin fra Patologisk-Anatomisk afdeling på Hillerød Sygehus betegner den nye metode som en kæmpe landvinding.

»Antallet af prøver, der er vanskelige at vurdere, bliver nedsat betragteligt. Det betyder, at langt færre kvinder skal have gentaget prøven med ængstelse for prøvesvaret, ligesom færre kvinder skal henvises til speciallæge for yderligere undersøgelse,« siger hun.

Den ny metode er lidt dyrere end den traditionelle måde at undersøge for livmoderhalskræft på. Det er stadig ens egen praktiserende læge, som tager prøven.

Steffen Bang Nielsen

Skriv kommentar