Leder af hjemme- og sygeplejen til ambitiøs kommune

Dette job er udløbet

Brænder du for strategisk og faglig udvikling i tæt samspil med ledere og medarbejdere? Har du en stærk sundhedsfaglig og ledelsesmæssig ballast? Tænder du på rehabilitering, systematisk kvalitetsarbejde og tværfaglige borgerforløb?

Roskilde Kommune søger en leder til 6 afdelingsledere, en områdeleder og 250 dygtige medarbejdere i hjemme- og sygeplejen. Du bliver leder med budgetansvar for det ene af to distrikter i Roskilde Kommune, der yder hjemme- og sygepleje til ca. 1300 borgere i eget hjem og på to af kommunens tre sygeplejeklinikker.

Om dig og os

Sammen sætter vi fagligheden i højsædet. Vi arbejder for en kultur, hvor medarbejdere og ledere finder gode løsninger sammen. Vi tror på, at det er det, der skaber de bedste borgerforløb og et godt arbejdsmiljø.

Vi skal videreudvikle vores rehabiliteringsmodel. Vi arbejder allerede med rehabilitering gennem en systematisk samarbejdsproces, hvor vi sætter mål sammen med borgeren, og samarbejder tværfagligt for at opnå de bedste resultater. Vi forventer at videreudvikle modellen i 2023 med en kobling af faste teams omkring borgerne.

Du vil blive en del af et nyligt etableret tværgående kvalitetsråd, som er omdrejningspunktet for en ny kvalitetsmodel, hvor vi blandt andet er ved at udvikle en ny tilsynsmodel for det kommunale tilsyn i samskabelse med borgere, pårørende, interessenter og medarbejdere. Vi forventer at implementere den nye tilsynsmodel i 2023.

Du får mulighed for at være med til at videreudvikle fagligheden inden for hjemme- og sygeplejen og på tværs af ældreplejen i Roskilde Kommune ved blandt andet at have blik for det gode borgerforløb, og for hvad det kræver af løbende tilpasning af ressourcer og kompetencer. Herunder også et fokus på rekruttering og fastholdelse af medarbejdere gennem onboarding og løbende kompetenceudvikling.

Vi tilbyder

Tæt samarbejde med sideordnede kolleger og et team af afdelingsledere. Du får et meget erfarent lederteam under dig med 5 afdelingsledere af hjemmeplejen, en afdelingsleder for sygeplejen og en områdeleder. Områdelederen har en central rolle i ledelsen af den daglige drift af området, og der vil være et tæt makkerskab mellem dig og områdelederen.

En central rolle i udviklingen af ældre- og sundhedsområdet i Roskilde Kommune med fokus på rehabilitering, en ny kvalitetsmodel og udvikling af fagligheden.

Du bliver en del af et strategisk ledernetværk på tværs af social-, job- og sundhedsområdet.

Hvad drømmer vi om?

  • Vi søger en leder, der drives af at udvikle, støtte og inspirere andre ledere både individuelt og som gruppe til at lykkes. Du får energi af at skabe rammer for arbejdsglæde, livskvalitet og sammenhængskraft med afsæt i din sundhedsfaglighed – og kan inspirere os andre med dine ledelseserfaring.
  • Du trives med at bevæge dig mellem det strategiske og driftsmæssige niveau både i organisationen og i din ledelsespraksis.
  • Du forstår det kommunale område og kan agere og trives i en politisk organisation – og følger med interesse den nationale dagsorden på ældre- og sundhedsområdet.
  • Du har en sundhedsfaglig grunduddannelse, gerne som sygeplejerske eller anden sundhedsfaglig profil på bachelor eller kandidatniveau, suppleret med lederuddannelse og relevant ledererfaring.
  • Vi glæder os til at høre fra dig
  • Vi håber, du kan starte 1. marts 2023.

Du er meget velkommen til at kontakte sundheds- og omsorgschef, Betina Arendt på mail: Betinaa@roskilde.dk eller telefon: 3084 1434.

Formalia

Stillingen er på fuld tid. Løn- og ansættelsesforhold er efter gældende overenskomst.

Der indhentes straffeattest i forbindelse med ansættelse.

Ansøgningsfristen er d. 15. januar 2023.

Vi forventer at afholde 1. samtaler den 19. januar og 2. samtaler den 27. januar 2023. Der vil være en profilering imellem de to samtaler.

Læs om vores ledelsesgrundlag og personalepolitik her: Ledelsesgrundlag og Personalpolitikken.