Speciallæge søges til unik kombinationsstilling indenfor intern medicin til Medicinsk Dagafsnit/Diagnostisk Center i Farsø og Medicinsk Afdeling Hobro, Aalborg Universitetshospital (AAUH)

Dette job er udløbet

Kunne du være vores nye kollega til en ny spændende delestilling med masser af mulighed for at påvirke din egen hverdag herunder det faglige indhold?
Kan du se dig selv bidrage til en dagligdag med en fantastisk kultur, omgangstone og en arbejdsmoral, hvor vi sætter patienten i centrum?

Medicinsk Dagafsnit i Farsø og Medicinsk Afdeling Hobro, Klinik Medicin & Akut, Aalborg Universitetshospital (AAUH) er to veletablerede afdelinger med en fast lægestab, som netop har fået fælles lægefaglige ledelse. Derved er der opstået mulighed for en helt unik stillingskombination, og derigennem mulighed for at sætte dit eget præg på udviklingen.

Samlet omfatter Hobro og Farsø en bred intern medicinsk lægestab med i alt 11 erfarne speciallæger inden for lungemedicin, endokrinologi, nefrologi, geriatri, gastroenterologi, reumatologi og akut medicin, disse i tæt samarbejde med vores kollegaer i Aalborg. Herudover har vi læger i uddannelsesforløb.
Begge afdelinger er kendetegnede ved det gode samarbejde mellem de forskellige faggrupper, hvor vi løbende taler om, udvikler og praktiserer opgaveglidning og kompetenceudvikling. Vi deler gerne vore innovative tiltag med kollegaer både i resten af Region Nordjylland og til andre regioner, som vi senest har gjort det i Farsø med opgaveglidning på udredning af patienter mistænkt for veneblodprop (DVT). I Hobro ligger der et spændende arbejde foran os med at skabe mere fokus på at samle de ambulante kontroller af de multisyge patienter og et helt nyt samarbejde med det kommende sundhedshus.

Om Farsø
I Medicinsk Dagafsnit vil du blive en del af et hold på 3 bredt uddannede intern medicinske overlæger og 10 sygeplejersker, samt speciallæger fra Aalborg UH, der på faste ugedage afvikler ambulante kontroller af patienter indenfor endokrinologi, reumatologi og lungemedicin. Da 2 af de fastansatte overlæger er speciallæger i medicinsk gastroenterologi foretages der et betydeligt antal gastroenterologiske udredninger, herunder gastro-, kolo- og kapselenteroskopier.
Du vil få 2 ”skal” opgaver. Dels skal du indgå i vores Diagnostiske Center, hvilket kræver, at du har mod på at udrede komplekse, uspecifikke patientforløb og dels skal du indgå i DVT klinikken, hvor vi udreder patienter med mistænkt DVT. I disse funktioner dækker vi hele AAUH´s optageområde omfattende næsten 330.000 borgere.

  • I Diagnostisk Center ser vi lige nu årligt ca. 600 patienter, hvor af knap 10% ender med at få påvist kræftsygdom. I udredningen kan vi lokalt gennemføre CT, ultralyd, knoglemarv, lumbalpunktur, lungefunktionsundersøgelser, gastro- og koloskopi samt kapselenteroskopi.
  • I DVT klinikken har vi god erfaring med opgaveglidning til kompetente sygeplejersker, som udfører ultralydscanninger, hvilket betyder, at lægearbejdet overvejende vil omfatte udredning og opfølgning af patienter med påvist DVT. Dette sker i samarbejde med Trombosecentret, AAUH.

Om Hobro
På medicinsk afdeling består lægestaben udover den ledende overlæge af 7 overlæger, 1 afdelingslæge samt læger i hoveduddannelsesforløb (20 forløb i blokstillinger i almen medicin), samt 2 introduktionsstillinger til intern medicin.
Afdelingen består af:

  • Rehabiliteringsafsnit
    Her modtages til 20 senge visiterede patienter med behov for specialiseret genoptræning fra Aalborg Universitetshospitals øvrige afdelinger. Afsnittet har regionsfunktion for rehabilitering af patienter med Guillain Barré.
  • Medicinsk Afsnit for Akut og Multisygdom
    Afdelingen er fordelt på AMA med 19 sengepladser og M1 med 13 sengepladser. Her modtages akutte medicinske patienter efter henvisning fra egen læge/vagtlæge. De akutte patienter visiteres via AMK vagtcentral. Derudover modtages medicinske patienter fra specialafdelinger, primært AMA i Aalborg til videre medicinsk færdigbehandling. Der modtages ikke 112-opkald eller ustabile patienter.
  • Medicinsk Daghospital
    Her er dagligt fire subakutte tider, hvor akutte patienter via AMK kan omvisiteres til dagpatienter, så de kommer i Daghospitalet førstkommende hverdag. Her har vi mulighed for et accelereret udredningsforløb, samtidig arbejdes der på at udvikle og styrke det tværsektorielle samarbejde gennem forskellige projekter med kommune og praksis.
  • Medicinsk ambulatorium
    Ambulatoriet har flere spor: Blodtryks-, lunge-, thyreoidea- og polyfarmaciambulatorium. Derudover et lungeudredning- og kardiologisk ambulatorium med ekkokardiografi, Holter-monitorering, R-test og DC-konvertering i samarbejde med Aalborg Universitetshospital.

Der er 2 vagtlagt ved det medicinske område i Hobro med forvagt i 2-holds skift og døgndækkende tilstedeværende bagvagt. I weekenden er der 2 reservelæger i dagvagt.

Hvem er du?
Du kan enten være intern medicinsk speciallæge, der udover interesse for Diagnostisk Center og de brede intern medicinske problemstillinger også gerne vil have muligheden for at udvikle dit speciale i samarbejde med de højtspecialiserede afdelinger på AAUH og speciallægerne på Hobro og Farsø.

Du kan også være praktiserende læge, der gerne vil bruge din opsamlede kliniske erfaring i udredningen af de komplekse patienter i Diagnostiske Center og de medicinske indlæggelser i Hobro.

Vi har høje forventninger til dine personlige kompetencer:

  • At du kan lide mennesker, først og fremmest patienter, men faktisk også os – dine kollegaer
  • Høj arbejdsmoral
  • At du er løsningsorienteret og indstillet på at finde en løsning til gavn for patienten
  • At du er holistisk tænkende – fagligt såvel som organisatorisk
  • At du har mod på at udvikle dig og lære nyt

Hvad kan vi tilbyde dig?

  • Frihed til at udvikle og organisere dit speciale eller glide ind i de allerede etableret funktioner
  • Mulighed for at planlægge din arbejdsuge, herunder om du ønsker at være vagtfri eller vagtbærende, samt fordelingen af stuegang og ambulatoriefunktioner hhv. Farsø og Hobro
  • Gode kollegaer
  • Forskning vil være muligt at initiere hvis dette har interesse
  • Fokus på faglighed herunder videreuddannelse og afholdelse af personlige kursusdage

Vi er to afdelinger i løbende udvikling, men dette går ikke hurtigere end hjerne og hjerte kan følge med. Vi gør meget ud af at alle kender rammerne for morgendagens arbejde, og vi løser udfordringerne gennem vores særlige teamspirit, som vi værner om.

Stillingen forudsætter en bred klinisk erfaring og der forventes særlig interesse og evner inden for samarbejde, kommunikation og formidling. Særligt ansvarsområde kan aftales nærmere efter interesse og kompetencer.

Løn- og ansættelsesforhold i henhold til overenskomst mellem Danske Regioner og Foreningen af Speciallæger.

Henvendelse vedrørende stillingen
Ledende overlæge, Gunnar Lauge Nielsen, guln@rn.dk – telefon 97 65 35 47 eller 25 27 50 75.
Ledende overlæge, Norah Thomsen, nlt@rn.dk – telefon 31 37 04 34.

Ansøgningsfrist: 20.5.2022

Stillingen er ledig til besættelse 1. august eller efter nærmere aftale

Ansøgningen skal ledsages af et curriculum vitae samt eventuelt andre relevante bilag indeholdende oplysninger om uddannelse, undervisningserfaring og videnskabelig indsats. Sammen med ansøgningen skal der udfyldes et skema til bedømmelse af de 7 lægefaglige kompetencer. Skemaet er en del af den elektroniske ansøgningsproces, som du starter op ved at klikke på “Søg Job”.

Løn- og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst mellem Danske Regioner og Foreningen af Speciallæge

Om Region Nordjylland
Region Nordjylland leverer velfærd til omkring 590.000 nordjyder inden for sundhed, regional udvikling og det specialiserede socialområde. Vi er ca. 15.000 medarbejdere om opgaven, heraf 90 % inden for sundhed. Vi vil skabe et godt liv for alle nordjyske borgere og et sammenhængende Nordjylland. Vi gør digital kontakt med sundhedsvæsnet til et nemt og naturligt valg for nordjyderne. Læs mere om regionen på www.rn.dk.