Overlæge med afsnitsledelse til Retspsykiatrisk afsnit SL10

Dette job er udløbet

Afsnitsledende overlæge med oprigtig interesse for retspsykiatriske patienter

Vil du bruge din faglige nysgerrighed samt din samarbejdsorienterede og samtidig beslutningsdygtige tilgang til at observere, vurdere og behandle mennesker, der både kæmper med psykiatriske problemstillinger og kriminalitet? Så er du måske vores nye overlæge med ledelsesansvar til Retspsykiatrisk Afsnit SL10 i Psykiatrien i Slagelse, Region Sjælland

”Det giver større ro for patienterne og en højere grad af sikkerhed, når afsnitsledelsen arbejder i enighed og tager ansvaret for i fællesskab at sætte tydelige rammer og regler for afsnittet”, oplever Helle Stenbæk Krause, medarbejder på Retspsykiatrisk Afsnit SL10.

Retspsykiatrisk Afsnit SL10 – et stærkt og erfarent tværfagligt team
Afsnit SL10 er et lukket intensivt retspsykiatrisk sengeafsnit. Vi har til opgave at visitere og dermed vurdere, om de reelt har en psykiatrisk problemstilling, samt behandle patienterne. Som udgangspunkt varetages udredningen andetsteds, men i enkelte tilfælde varetages den på afsnittet ved ekstern psykiater bl.a. på baggrund af personalets observationer.

Vi tager imod mennesker med dom til anbringelse eller til behandling, der har brug for et længere behandlingsforløb. Vi modtager også patienter, der skal mentalobserveres under indlæggelse eller er anbragt i varetægtssurrogat. På SL10 håndterer vi og arbejder i grupper med de patienter, der har en misbrugsproblematik. Som en del af behandlingen, ud over samtaler og medicinsk behandling, tilbyder vi en række aktiviteter, eksempelvis motion, miljøterapi, musikterapi og psykoedukation.

Vi er en engageret tværfaglig personalegruppe med stor erfaring og en lav grad af udskiftning. Vi arbejder ligeværdigt på tværs af fagligheder og har en høj grad af dialog samt udveksling af observationer og faglige perspektiver. Afsnittet har 12 sengepladser og 25-30 ansatte. Ud over afsnitsledelsen, der består af overlægen med ledelsesansvar og afdelingssygeplejersken i fællesskab, består teamet af sygeplejersker, SOSU-assistenter, pædagoger, fysio- og ergoterapeuter samt socialrådgivere og sekretærer. Vi varetager en kompleks opgave med borgere, der både kan være meget udadreagerende og have det meget skidt, hvorfor vi lægger stor vægt på et humoristisk og rart arbejdsmiljø.

Vi tilbyder en stilling med en høj grad af både internt og eksternt samarbejde og samtidig en høj grad af beslutningsrum. Du kommer til at indgå i et tæt samarbejde med de øvrige læger og sygeplejersker i Psykiatrien i Slagelse. Vi har et udviklingsorienteret miljø med en høj grad af åbenhed og tillid. Der er ligeledes mulighed for regelmæssig supervision med erfaren retspsykiatrisk overlæge fra anden region til meget komplekse problemstillinger. Vores nærmeste samarbejdspartnere i behandlingen er – ud over først og fremmest patienterne selv – pårørende, Retspsykiatrisk Klinik (Blegdamsvej), Retspsykiatrisk Opsøgende Team, distriktspsykiatrien, eksterne psykiatere, Politi, bosteder, advokater, Retslægerådet og de forskellige dele af retssystemet, fx Anklagemyndigheden.

Afdelingen støtter gerne den kommende overlæges evt. ønske om videreuddannelse i retspsykiatri i form af den toårige Retspsykiatriske Ekspertuddannelse som forestås af Retspsykiatrisk Interessegruppe.

Ansvar for visitation, behandling og eksternt samarbejde
Du vil som afsnitsledende overlæge drive afdelingen i samarbejde med den kommende afdelingssygeplejerske, der pt. er under ansættelse. Tidligere har afdelingssygeplejersken varetaget personaleledelsen, men arbejdsdelingen fremadrettet vil bero på jeres ønsker og aftaler. Du vil skulle træffe hurtige og til tider vanskelige beslutninger, der kan afføde reaktioner fra patienterne og andre.

Dine primære opgaver vil være:

  • Visitation af patienter
  • Patientsamtaler (behandling)
  • Belysning af behandlingsforløb og faglige drøftelser med personalet
  • Planlægning af – beslutning om – behandling
  • Træffe hurtige beslutninger om håndtering i akutte situationer, herunder anvendelse af tvang og medicinering
  • Sikre sikkerheden – håndhæve afdelingens regler og rammer over for patienterne
  • Kontakt til eksterne samarbejdspartnere
  • Administrative opgaver
  • Klagehåndtering

Du er psykiatrisk speciallæge – erfaring fra retspsykiatrien er en fordel
Vi ser frem til din rolige facon med plads til humor, din inkluderende ledelsesstil og fagligt velfunderede tilgang til en kompleks patientgruppe med mange overraskelser. Vi har behov for en tydelig ledelse, der er interesseret i alle faglige input, og som samtidig tager ansvar for klare beslutninger. Du er derfor lyttende, samarbejdsorienteret samt tydeligt beslutningsstærk og med respekt for andres perspektiver. Det er vigtigt, at du kan stå fast på de fagligt korrekte beslutninger under pres og skaber forudsigelighed ved at stå på en udtalt faglig argumentation. Det er endvidere afgørende, at du forstår betydningen af involvering og et tæt samarbejde med pårørende og eksterne aktører.
Du skal være speciallæge i psykiatri med nogen klinisk og psykiatrisk erfaring samt kendskab til retspsykiatrien, herunder straffeloven og retsplejeloven. Erfaring fra retspsykiatrien vil være en fordel og erfaring fra somatikken betragtes som relevant. Du er desuden skriftlig stærk.

Er du den rette person til jobbet?
Stillingen er til besættelse den 1. februar 2022. Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst med forhandling af en attraktiv individuel lønpakke, som svarer til dine kompetencer. Vi har en busordning fra København til Slagelse t/r., som du kan benytte mod en mindre betaling. Bussen kører fra DGI byen kl. 6.45 og samler op i Valby kl. 7.00. Bussen ankommer i København igen hhv. kl. 16.00 og 16.10. En aftalt del af din arbejdstid udføres i bussen. Du har også mulighed for at aftale en ugentlig hjemmearbejdsdag.

Søg via linket på siden senest den 8. december 2021, hvor du uploader CV og ansøgning.

Har du spørgsmål, eller ønsker du at vide mere om stillingen, er du mere end velkommen til at kontakte Mercuri Urval ved chefkonsulent Joy Torpdahl på 5044 1646.

Vi afholder 1. samtaler den 14. december og 2. samtaler 20. december. Der vil være testforløb mellem samtalerne.

Psykiatrien som arbejdsplads
I Psykiatrien Region Sjælland kan du gøre en forskel for hele mennesket. Vi skaber håb, vilje og lyst til livet. Du gør en meningsfuld forskel, når du vælger at arbejde i Psykiatrien. Gør karriere i Psykiatrien, hvis du vil redde mere end liv. Se mere på Jobipsykiatrien.dk – og læs om udviklingsmuligheder, karriereveje og alt det andet som er rart at vide, når man søger nyt job.

Om Psykiatrien
Psykiatrien Region Sjælland er en behandlingspsykiatri, der består af en række sengeafsnit og ambulante enheder rundt omkring i regionen. Vi varetager psykiatrisk udredning og behandling samt akutforpligtelsen i Region Sjælland.

Vi udvikler og formidler en bred vifte af psykiatriske tilbud til regionens borgere, og vi har en anonym rådgivning, som er åben for alle, der har behov for viden eller sparring om psykisk sygdom. Vi forsker bredt med inddragelse af både patienter og pårørende. Vi ser det som en vigtig opgave at uddanne fremtidens medarbejdere, så vi varetager også en stor uddannelsesopgave.