Afdelingslæge til Center for Rusmiddelbehandling Københavns Kommune Til vores lægeteam i den nordlige del af byen søger vi en kollega til ansættelse per 1. november 2021 eller snarest muligt.

Dette job er udløbet

Der er tale om en vagtfri stilling med nedsat tid. Arbejdstid vil være 30-32 timer pr. uge fordelt på 4 hverdage. Derudover skal nævnes, at du har fri lørdag, søndag og helligdage.

Du vil som afdelingslæge på Rusmiddelbehandling Ørnevej have din daglige gang i det københavnske nordvestkvarter, hvor vi dækker behandlingscenteret Ørnevej, Specialenheden Tomsgårdsvej og heroinbehandlingen på Specialenheden Valmuen. Vi servicerer i alt ca. 450 borgere i substitutionsbehandling på de 3 enheder.

Vore læger arbejder i tværfaglige teams, og du vil i denne stilling få det lægelige ansvar for behandlingen af Specialenheden Tomsgårdsvej/Stærens ca. 80 borgere.

På Stæren kommer borgerne ofte dagligt og deltager i den sociale behandling med et stort pædagogiske fokus på socialt samvær, aktiviteter og mad. Stærens personale arbejder tæt opfølgende, og indsatsen er tilrettelagt for borgere med langvarige rusmiddelproblematikker, komorbiditet og et særligt behov for en tæt opfølgning i den tværfagligt tilrettelagte behandlingsindsats. Den tværfaglige indsats sikres gennem ugentlige behandlingskonferencer og en stærk kultur for tværfaglig kommunikation.

Teamet tager hånd om den lægelige rusmiddelbehandling af opioidafhængige patienter, dette helt fra udredning og iværksættelse af behandling til stabiliserende substitutionsbehandling. Du vil som afdelingslæge indgå i et tværfagligt helhedsorienteret behandlingstilbud med kolleger indenfor både de sundhedsfaglige, socialfaglige og pædagogiske faggrupper. Vi vægter samarbejdet højt, både internt og eksternt, og sætter en ære i at støtte vores borgere i opnåelse af deres mål.

Ud over at varetage den medicinske substitutionsbehandling for opioidafhængighed behandler vi andre misbrugs- og afhængighedstilstande og varetager hepatitis- og hiv-profylakse og -screening samt udredning og behandling af psykiatriske og somatiske følgesygdomme i samarbejde med egen læge, hospitaler og distriktspsykiatri.

Den lægelige behandling følger Sundhedsstyrelsens vejledning til læger, der behandler opioidafhængige patienter med substitutionsmedicin.

Vi forestiller os, at du

  • er speciallæge i almen medicin, samfundsmedicin, psykiatri el. beslægtede specialer.
  • har interesse for misbrugsbehandling og arbejdet med udsatte borgere.
  • har interesse for at arbejde i et tværfagligt miljø med bl.a. sygeplejersker, socialrådgivere og pædagoger foruden i tæt samarbejde med lægekolleger i enheden.

Du behøver ikke at have arbejdet indenfor rusmiddelområdet før.

Vi tilbyder

  • Gode kolleger og et godt arbejdsfællesskab.
  • Fokus på faglig udvikling og gode muligheder for at præge udviklingen i organisationen.
  • Deltagelse i behandlingscenterets store lægegruppe på 20 læger.

Løn- og ansættelsesvilkår følger aftale mellem Københavns Kommune og Yngre Læger.

Mere information
Nærmere oplysninger om stillingen fås hos enhedsleder Michael Hjorth Andersen på 3066 4106 og konstitueret overlæge Katrine Marstrand på 2165 5583.

Søg via nedenstående link senest torsdag den 23. september 2021
Sammen med din motiverede ansøgning beder vi dig uploade dit CV.
Ansættelsessamtaler vil blive afholdt tirsdag 28. september.