Speciallæge i almen medicin med funktion som lægefaglig ansvarlig til regionsklinikkerne i Nordjylland

Dette job er udløbet

Brænder du for at praktisere og samtidig være med til at udvikle sundhedsvæsnet ved at afprøve nye patientforløb på tværs af sektorgrænser? Så har vi en plads til dig på vores hold!

Til regionsklinikkerne i Region Nordjylland søger vi en speciallæge i almen medicin, som brænder for at være med til at præge udviklingen på tværs af regionsklinikkerne som lægefaglig ansvarlig. Der er fire regionsklinikker i Region Nordjylland, placeret i Hurup, Ranum, Sindal og på Læsø med i alt 8.671 sikrede.

I Region Nordjylland har vi i flere kommuner tilladelse til at drive almen praksis i op til 6 år. Det giver gode muligheder for at tænke nye og sammenhængende patientforløb i et spændende samarbejde med andre aktører på området såsom kommuner og hospital.

Stillingen er todelt, hvor du halvdelen af tiden skal fungere som almen mediciner i regionsklinikkerne og den anden halvdel af tiden fungere som lægefaglig ansvarlig. I fællesskab med de ledende sygeplejersker, klinikkernes øvrige personale og det regionale ”Team Lægetilbud og Udvikling” skal du være med til at udvikle og sætte den faglige retning for regionsklinikkerne i Region Nordjylland.

Arbejdstid og sted planlægges løbende i samarbejde med lederen af regionsklinikkerne. Der vil være fleksibilitet og god mulighed for indflydelse på arbejdstilrettelæggelsen.

Den todelte stilling giver mulighed for at understøtte optimal drift, samtidig med, at det er en enestående mulighed for at få et indgående kendskab til alle klinikkerne og derved skabe et solidt grundlag for at igangsætte og drive udviklingsprojekter. Som lægefaglig ansvarlig har du en særlig rolle i forhold til at supervisere læger og sygeplejersker samt den lægefaglige koordinering og kvalitet på tværs af regionsklinikkerne. Vores vision er, inden for tydelige rammer, at levere en ensartet høj kvalitet og udvikle gode patientforløb og sundhedstilbud.

Funktionen som lægefaglig ansvarlig varetages i tæt samarbejde med de ledende sygeplejersker, de øvrige læger og understøttes af administrationen. Du har således masser af muligheder for sparring og for at være med til at afprøve og sætte dit præg på udviklingen og optimeringen af patientforløb til gavn for patienterne i regionsklinikkerne.

Som speciallæge i en regionsklinik er du fast lønnet. Vi forventer, du tager del i udvikling og optimering af den lægefaglige drift i klinikken i et tæt og konstruktivt samarbejde med lederne og personalet. Økonomi, klinikledelse, indkøb, personaleforhold mv. varetages af Region Nordjylland, og du kan derfor koncentrere dig om kerneopgaven, nemlig der lægefaglige arbejde og patientkontakten.

Vi kan tilbyde:

  • Et spændende og udfordrende arbejde, hvor du selv kan være med til at præge din hverdag
  • Indflydelse på udviklingen i almen praksis og for at tænke nyt og anderledes til gavn for vores patienter
  • Mulighed for både at arbejde i driften og være med til at sætte dit præg på fremtidens udvikling af almen praksis
  • En aktiv rolle i tværsektorielle udviklingsprojekter
  • Et job hvor der er en uhøjtidelig omgangstone, og hvor vi sammen løser de udfordringer, vi støder på – intet for småt og intet for stort
  • En hverdag der er præget af dynamik og høj intensitet
  • Etablering af kvalitetsnetværk blandt lægerne på tværs af alle regionsklinikker i Region Nordjylland

I regionsklinikkerne er vi med til at varetage uddannelse. Du får mulighed for at tage del i dette ved at fungere som sparringspartner for eventuelle tutorlæger i klinikkerne.

Din profil:

  • Speciallæge i almen medicin
  • Du er fleksibel og god til at samarbejde og lade alle ressourcer komme i spil til løsning af klinikkernes opgaver
  • Du er interesseret i at være med til at udvikle og afprøve nye samarbejdsformer og tiltag til at fremme effektive patientforløb både lokalt, tværsektorielt og på tværs af regionsklinikkerne
  • Du brænder for den tætte patientkontakt
  • Du finder kvalitetsudvikling interessant og vil være med til at løfte dette på tværs af regionsklinikkerne
  • Du er en medspiller og formår at spille andre gode

Du refererer personalemæssigt til lederen af regionsklinikken.

Stillingen er på fuldtid, og tiltrædelse vil som udgangspunkt ske 1. august 2021 eller efter nærmere aftale.

Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes efter nærmere aftale med forhandlingsberettiget organisation.

Der indhentes børneattest i forbindelse med ansættelsen.

Ansøgningsfrist er torsdag den 17. juni 2021. Der afholdes ansættelsessamtaler mandag den 28. juni 2021.

For spørgsmål eller en uformel snak om stillingen er du meget velkommen til at kontakte Leder af Regionsklinikker Anja Kokholm på telefon 20583470 eller via mail a.kokholm@rn.dk eller Specialkonsulent i Team Lægetilbud og Udvikling Jeanette Blicher Alting på telefon 51709063 eller via mail j.alting@rn.dk.

Om Region Nordjylland
Region Nordjylland leverer velfærd til omkring 590.000 nordjyder inden for sundhed, regional udvikling og det specialiserede socialområde. Vi er ca. 15.000 medarbejdere om opgaven, heraf 90 % inden for sundhed. Vi vil skabe et godt liv for alle nordjyske borgere og et sammenhængende Nordjylland. Vi gør digital kontakt med sundhedsvæsnet til et nemt og naturligt valg for nordjyderne. Læs mere om regionen på www.rn.dk.