Læge søges til Forsvarets Dag Slagelse – verdens bedste lægestilling

Dette job er udløbet

Forsvarets Dag er en dynamisk og inspirerende arbejdsplads, hvor vi konstant arbejder på at finde de bedst egnede unge mennesker til Forsvaret. Vi er i en rivende udvikling, hvor det sundhedsfaglige område er i centrum for at imødegå Forsvarets fremtidige behov for rekruttering af morgendagens soldater.

Vil du med på denne spændende rejse, med masser af unge mennesker, fantastiske og engagerede kollegaer alle med en høj faglighed, mulighed for personlig udvikling og fleksible arbejdsforhold, så er denne stilling lige noget for dig.

Om os
Forsvarets Dag Slagelse er placeret på Antvorskov Kaserne og er et af fem rekrutteringscentre rundt om i Danmark. Vi er en del af Værnepligts- og Rekrutteringsafdelingen under Forsvarsministeriets Personalestyrelse – som betjener hele Forsvaret på HR området. På Forsvarets Dag sessionsbehandler vi alle unge værnepligtige mænd samt de frivillige kvinder, som ønsker at gennemgå værnepligtsuddannelsen. Du bliver en del af et engageret team på Forsvarets Dag Slagelse, som tæller otte kollegaer – her i blandt en anden læge.

Vores daglige opgaver kræver et godt og tæt samarbejde, som vi udfører i en uformel omgangstone. Gensidig respekt og fleksibilitet er grundlæggende værdier i vores måde at arbejde og tale sammen på.

Vi er en yderst velfungerende og til tider travl arbejdsplads, men altid med smil til både kollegaer og de unge mennesker. Vi har fokus på, at alle dage er gode og har opgaven i centrum.

Om stillingen

Dit arbejde består af en god blanding af helbredsundersøgelser samt administrativt arbejde som gennemgang af helbredsoplysninger og journaler. Altså et godt miks mellem lægelig konsultation, hvor de unge menneskers helbred screenes og rutinepræget arbejde. Det hele sker i tæt samarbejde med dine kompetente kollegaer. Du bliver en del af en samlet lægegruppe, der tæller 10 læger fordelt på de fem rekrutteringscentre.

Flere udviklingsprojekter er enten i støbeskeen eller allerede skudt i gang, og vi har brug for dig og dine lægefaglige kompetencer. Vores mål er at fastholde og videreudvikle en fremtidssikret og attraktiv arbejdsplads med fokus på høj faglighed til at imødekomme Forsvarets behov for nye soldater. Både i dag og i fremtiden.

Arbejdstiden er på 30 timer om ugen primært fordelt på 7,5 timer om dagen med en ugentlig fri dag. Efter aftale med centerlederen er der mulighed for fleksibel tilrettelæggelse af arbejdstiderne. Antallet af arbejdstimer kan evt. forhandles. Du bedes gøre opmærksom på dit ønske til arbejdstimer pr. uge i din ansøgning.

Tiltrædelse i stillingen er 1. august 2021, eller efter nærmere aftale.

Om dig

Du er speciallæge i almen medicin eller andet relevant speciale med en bred klinisk erfaring. Du er engageret, kompetent og humoristisk. Du trives med at arbejde både selvstændigt og tværfagligt, og du respekterer andres faglighed og holdninger. Du har mod på at være en del af både et mindre team i Slagelse samt indgå aktivt i den samlede lægegruppe til diverse møder og afdelingsseminarer. Du er empatisk med god gennemslagskraft og elsker at arbejde med unge mennesker. Du trives fint med rutineopgaver krydret med en vis portion uforudsigelighed.

Da vi arbejder med forskellige IT systemer, forventer vi, at du er fortrolig med dette på et overordnet plan.

Ansættelsesvilkår

Er du speciallæge i almen medicin eller andet relevant speciale finder ansættelsen sted i henhold til Overenskomst for speciallæger i staten med tilhørende protokollat mellem Finansministeriet og Foreningen af Speciallæger. Modtager du offentlig pension, sker ansættelsen på individuel kontrakt.

Basislønnen for en fuldtidsstilling udgør årligt kr. 634.248,68 kr. Ved ansættelse på deltid modtager du løn i forhold til den nedsatte arbejdstid. Der er mulighed for at forhandle tillæg i forhold til dine kvalifikationer til stillingen. Der er til stillingen et arbejdsgiverfinansieret pensionsbidrag på 17,9%.

Som ansat i Forsvaret er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal blandt andet kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Kontakt og ansøgning
For lægefaglige spørgsmål, er du velkommen til at kontakte sessionslæge Abir Al-Kalemji på telefon 7281 9324.

Hvis du har spørgsmål omkring arbejdsmæssige forhold, arbejdstid, opgaver m.m., er du velkommen til at kontakte centerleder kaptajnløjtnant Morten Runberg på telefon 3266 5668.

Har du spørgsmål om løn- og ansættelsesforhold, er du velkommen til at kontakte HR-konsulent Charlotte Møller Nielsen på telefon 7281 9182.

Ansøgningsfristen er 13. juni 2020. Vi forventer at holde samtaler i uge 24.

For at komme i betragtning til stillingen, beder vi dig sende din ansøgning med tilhørende bilag elektronisk, via linket. Vær opmærksom på, at bilag skal uploades som pdf-filer. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

OM FORSVARSMINISTERIETS PERSONALESTYRELSE
Forsvaret, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og ministerområdets øvrige myndigheder løser nogle helt særlige opgaver for rigets sikkerhed – nogle gange med livet som indsats. Vi bidrager til den operative kerneopgave ved at rekruttere og fastholde kompetente mænd og kvinder til mere end 40 uddannelser og 20.000 stillinger. Og vi yder en helt særlig indsats over for vores veteraner og deres familier. Det stiller særlige krav til os som HR-organisation.
Vores verden drejer sig om den operative kerneopgave, og vi understøtter alle lige fra den værnepligtige til forsvarsministeren. Det kræver, at vi har et stærkt tværfagligt HR-miljø med specialer inden for militærfaglighed, psykologi, rekruttering, marketing, arbejdsmiljø, jura, mangfoldighed og meget mere. Og vi står klar, når det gælder – også uden for almindelig åbningstid. Vi har hovedsæde i Ballerup med decentrale partnerelementer og rekrutteringscentre rundt om i hele landet.
Vi er en udviklingsivrig arbejdsplads, hvor ansvar følger initiativ, og hvor dagene sjældent ligner hinanden. Når den operative virkelighed ændrer sig, gør vi det samme. Og den faglige udvikling følger med. Vi er en travl arbejdsplads med et stærkt kollegialt fællesskab. Det har vi også brug for – Danmarks sikkerhed kræver mere end almindelig HR.