DER ER NATIONAL og international enighed om indikationen for operation af ekstrem fedme, omend valg af selve operationsproceduren er omdiskuteret (bypass vs. banding). Der er også enighed om, at operationerne er forbundet med en vis, ikke ubetydelig, risiko og højt krav om kirurgisk ekspertise, samt at behandlingen skal foregå i et tværfagligt regi.
Det var derfor positivt, at Sundhedsstyrelsens rapport om fedmekirurgi i Danmark (december 2005) rekommanderede, at den enkelte afdeling bør udføre minimum 100 operationer årligt for at opretholde den kirurgiske kompetence, at den enkelte kirurg bør udføre mindst 35 indgreb årligt, og at afdelingerne skal indberette til en national klinisk database.
SÅ LANGT, SÅ godt, og hvad er så problemerne? For det første er der ikke oprettet en fælles klinisk database, således at ingen i landet har overblik over, om Sundhedsstyrelsens krav er tilfredsstillet med den nuværende organisation. Der er således mangel på styring (produktkontrol).
Dette understreges yderligere af, at der netop er indgået aftale om at kunne foretage fedmekirurgi på to privathospitaler, såfremt ventetiden på de offentlige hospitaler er mere end to måneder. Denne aftale er indgået uden forudgående analyse af behovet, eller hvorfor de offentlige sygehuse eventuelt ikke kan operere som planlagt. Er behovet steget? Er der mangel på ressourcer (kirurger/økonomi) på de offentlige sygehuse?
SPØRGSMÅLET ER SÅLEDES ikke, om den ene eller anden afdeling skal have lov til at lave fedmekirurgi men i høj grad om, hvem der styrer udviklingen af den højt specialiserede kirurgi i Danmark. Det kan ikke være rimeligt, at man ikke sikrer en produktkontrol af et nyligt etableret, højteknologisk kirurgiområde, at man giver frit løb til at udføre operationerne, at man ikke sikrer, at resultaterne løbende opgøres, at man ikke sikrer mulighed for tilfredsstillende forskning og udvikling gennem etablering af højvolumen-enheder, men blot lader det hele stå til uden kontrol i et område med store samfundsøkonomiske aspekter.
SKAL AVANCERET KIRURGI, som kræver fortsat vurdering og udvikling, spredes ud alene på baggrund af regeringens ventetidsstrategi, eller skulle man i stedet sikre, at økonomiske og personalemæssige krav til store, velfungerende enheder tilfredsstilles først?
Er det rimeligt at sprede denne højtspecialiserede kirurgi ud, hvis ventetiden er større end to måneder, og for en tilstand (fedmen), der er opbygget egenhændigt gennem mange år? Som tidligere anført (Dagens Medicin 28. oktober 2005) er der således fortsat anarki i dette land, hvad angår udførelse af specielle operationer og det tilknyttede ressourceforbrug fra de samlede sundhedsudgifter.
Henrik Kehlet, professor, overlæge, enhed for kirurgisk patofysiologi,Rigshospitalet
