‘1 år, 11 måneder og 10 dages-syndromet’ Sophie Løhdes salte dråber var utvivlsomt ægte, da hun mandag modvilligt måtte overgive Sundheds- og Ældreministeriet til Ellen Trane Nørby og Thyra Frank

Der grædes mange krokodilletårer på Slotsholmen, især når der er skiftedag i ministerierne. Men Sophie Løhdes salte dråber var utvivlsomt ægte, da hun mandag modvilligt måtte overgive Sundheds- og Ældreministeriet til Ellen Trane Nørby og Thyra Frank.

»Det havde jeg ikke set komme. Godt, jeg sad ned, da beskeden kom,« sagde hun, og deporteringen af Sophie Løhde til et nyt, mystisk og udefineret innovationsministerium forbliver da også lidt af en gåde. Sådan er politik så grum, men kors, hvor er det dumt.

For sundhedssektoren er Sophie Løhdes afgang ærgerlig. Omsider havde man fået en minister, som troppede op med en solid viden på området og en relativt dyb forståelse for mekanismerne i den komplicerede maskine. Det er sundhedssektoren ikke just forvænt med.

Kongerækken af sundhedsministre vidner om, at langt de fleste sundhedsministre har været ganske uerfarne på området. Flere endda totalt blanke.

Enkelte har kunnet støtte sig til regionale erfaringer, andre har klamret sig til nogle få ideologiske principsager, som har støjet mere, end de har gavnet. Og så var der selvfølgelig Lars Løkke Rasmussen, den stærkeste mand i ministeriets knap 30-årige historie.

Han herskede i hele seks år og skabte regulære kursændringer med afsæt i en meget stærk position som Venstres kronprins og som kombineret indenrigs- og sundhedsminister, like it or not.

Sundhedssektoren er en stor mundfuld for en minister. En af de største. Stor, dyr, kompliceret, fuld af konflikter og store forventninger. Et flagskib i danskernes velfærdsbillede. Og man kommer ikke langt, hvis man ikke evner at bevæge sig dybt ind på lægernes territorium. I en fart. Det er hårde krav til en minister, som ofte er på træk mod andre ministerier, og som ikke har lang tid til at sætte sit aftryk. I gennemsnit holder en sundhedsminister i 1 år, 11 måneder og 10 dage. Faktisk tre måneder kortere, hvis man trækker Lars Løkke Rasmussen ud af statistikken.

Sophie Løhde fik lov at varme bagsædet i præcis et år og fem måneder — og 90.000 km sammen med chaufføren Steen — og har vist sig som sundhedssystemets kvinde. Som en planernes moder. Det har været småt med ideologien, til gengæld har vi været vidne til et hav af planer, ofte nøje afstemt med sundhedssektorens organisationer og institutioner og derfor kørt igennem uden den store støj.

Planer for den ældre medicinske patient, planer mod overbelægning, planer for de demente, planer for hurtig udredning og behandling, planer for sammenhængende patientforløb, planer for det nære sundhedsvæsen, patientansvarlige læger og den fjerde udgave af alle planers moder, Kræftplanen.

Læg dertil en aflysning af den lidet populære kvalitetsmodel og den indtil videre problemfattige eksekvering af Sundhedsstyrelsens opsplitning. Samt de syv bud fra et bredt folketingsflertal til det nye medicinråd. For bare at nævne højdepunkterne.

Hver plan er i sig selv udmærket og vidner om godt politisk håndværk, og Twitter — elitens roseklub — er da også i de seneste dage flydt over med organisationsfolkenes begrædelse af Sophie Løhdes afgang. Hun var en af deres, fornemmer man tydeligt.

Man kan klandre Sophie Løhde for ikke at have haft en overordnet plan, for for længe at acceptere det årelange store fokus på sygehusenes indretning frem for patientens samlede forløb, men det er der også kommet planer for.

Sophie Løhde har haft et af Slotsholmens stærkeste embedsmandshold omkring sig og dertil en statsminister, som selv kender sundhedssektorens indretning til fingerspidserne. Det har givet direkte adgang til The Man, og sådan har sundhedsministeren sikret sig optimale arbejdsbetingelser.

Ministersekretariatet består, men skal nu betjene to ministre.

Den ene helt uerfaren på sundhedsområdet og på vej på barsel, den anden en politisk joker, der nemt kan blive en joke. Al respekt for Thyra Franks festlige facon og erfaring fra plejehjemsområdet, men hun risikerer at blive symbol på en tåbelig opsplitning af sundheds- og ældreområdet.

Det kan blive en hård pris at betale for sit partis taburetkløe, men endnu værre er det for patienterne, f.eks. de demente, som med en dugfrisk handlingsplan kunne se frem til en hjælpende hånd hen over sektorerne. Demens er ikke kun en plejehjemsopgave.

Det nye dobbeltministerium er med andre ord en mindre katastrofe for sundhedssektoren, som endnu en gang bliver offer for politiske strejfere udsat for ‘1 år, 11 måneder og 10 dages-syndromet’.

Eneste trøst er, at barselsvikaren med stor sandsynlighed kommer flyvende fra Innovationsministeriet.

Skriv kommentar